Livet er langt. Men lykken behøver ikke være kort

Vidste du, at gennemsnitsalderen i The Rolling Stones er 15 år højere end i den amerikanske Højesteret? Det gjorde jeg heller ikke, indtil jeg læste 'Det nye lange liv'. Men det er da noget af et vink med en vognstang: Vores traditionelle forestillinger om livets stadier holder ikke længere.

Vi opfører os stadig, som om det såkaldte trefaseliv er den eneste og naturlige livsfortælling, forklarer de to London Business School-professorer Andrew J. Scott og Lynda Gratton i deres interessante bog.

I trefaselivet tager energiske unge en uddannelse. Efter ungdommen ofrer man sig så med benhårdt arbejde for at spare op til alderdommen, hvor man er så træt, at man kun kan magte et afslappet otium.

Men hvad sker der, når mennesker født i dag har 50% chance for at blive mere end 100 år? Og når fremtidens gamle i øvrigt kommer til at være meget friskere? Når man ikke længere kan veksle 35 års stressfyldt arbejde til en tilstrækkelig pensionsopsparing, fordi vi simpelthen lever for længe? Når den hæsblæsende teknologiske udvikling betyder, at vi er nødt til at genopfinde vores karrierer flere gange undervejs?

Den ekstra fritid, vi aldrig fik

Der har simpelthen åbnet sig en kløft mellem menneskets teknologiske fremskridt og vores sociale opfindsomhed, skriver forfatterne. Hvis fremtidens lange liv skal være sundt, rigt og lykkeligt, er vi nødt til at finde på helt nye livsfortællinger, sociale former, love og modeller.

I midten af problemet ligger arbejdslivet, som i dag er alt for rigidt til et langt og omskifteligt liv. Et sted i bogen antager forfatterne, at en arbejdsuge på fire dage bliver en del af løsningen. Som læser fristes man til at spørge dem, hvorfor den ikke er her allerede?

I 1930’erne forudsagde økonomen John Maynard Keynes, at den almindelige arbejdsuge her 100 år senere ville være reduceret til 15 timer på grund af produktivitetsvækst. Produktiviteten steg, arbejdsugen blev forkortet – men der er stadig langt ned til 15 timer.

Medarbejderdelen – altså den andel af økonomien, der udbetales til arbejdstagere – er faldet historisk hurtigt de seneste 30 år. Produktivitetstilvækst kommer med andre ord ikke først og fremmest de arbejdende til gode, hvilket måske kan være med til at forklare, at de heller aldrig fik den ekstra fritid, som Keynes lovede dem.

Livet, et langdistanceløb

Der lurer altså et spørgsmål om ulighed og fordeling lige under overfladen. Hvis man skal klandre bogen for noget, så er det, at den ikke går mere i dybden med den diskussion. For mig virker interessekonflikter som en helt central barriere, når der skal skabes mere sunde, lange liv. Fx havde vores arbejdsuger formentlig været endnu længere, hvis ikke fagbevægelsen havde kæmpet for det modsatte.

Personligt ønsker jeg mig lidt flere af den slags nuancer i bogen, men forfatterne er slet ikke blinde for det. Eksempelvis roser de øremærket barsel, fordi de mener, at det i sidste ende er statens rolle at sikre gode, lange liv. Erhvervslivet kommer ikke til at gøre det af ren og skær altruisme.

Tag en dyb indånding. Livet er et maraton, ikke et sprint. Og du skal holde længe. 'Det nye lange liv' er et fint sted at starte.

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.