Nyt job

"Jeg tænkte, at mit arbejdsliv var slut"

10.12.2021

af

Foto: Tobias Nicolai

Foto: Tobias Nicolai

Da Claus Rasmussen blev ledig som 64-årig, troede han, at hans alder ville tvinge ham til at gå på pension. Nu har han to job og regner med at arbejde, til han bliver mindst 70 år.

Ved årsskiftet sidste år vendte Claus Rasmussen hjem fra Grønland. Det var tredje gang, han havde været der for at arbejde, og han holder meget af at være der. Men hans kæreste kunne ikke komme med, og han har voksne børn i Danmark, som han også gerne ville se.

Claus Rasmussen forventede, at hans arbejdsliv var slut – ikke af egen vilje, men fordi han nærmer sig de 65 år og stod uden job midt i en corona-nedlukning.

”Da jeg kom tilbage, så det meget svært ud. Jeg tænkte, at corona og min alder ville volde mig store problemer i forhold til at få et job. Så samtidig med at jeg meldte mig ledig, indleverede jeg de papirer, der skal til for at gå på pension.”

Bøtten vendte

Claus Rasmussen er cand.scient.pol. og har primært været kommunalt ansat i løbet af sin karriere. Han søgte en del job, efter han var tilbage i Danmark, men der skete ikke noget.

Hos jobcentret var de dog fortrøstningsfulde, fortæller han.

”De sagde, at de bestemt regnede med, jeg ville få et job, og at de også ville sørge for, at jeg kom af sted med det.”

Og som coronaen fortog sig, blev det da også nemmere.

”Jeg begyndte at komme til samtaler. Og jeg fornemmer i det hele taget, at der i øjeblikket er flere job og færre ansøgere over hele linjen.”

Og nu ser jobsituationen helt anderledes ud end for bare et lille år siden.

For Claus Rasmussen blev det i første omgang til et løntilskudsjob i Syddjurs Kommune. Det tog dog lidt tid, før han kunne starte i jobbet på grund af corona-nedlukningen. Men da det skete 1. juni, blev jobbet hurtigt konverteret til et vikariat, der foreløbig varer til 1. marts næste år – med mulighed for forlængelse, vurderer Claus Rasmussen.

”Det gik heldigvis slet ikke, som jeg havde ventet. Jeg var meget pessimistisk og tænkte, at mit arbejdsliv var slut. Men nu er jeg meget optimistisk omkring jobmuligheder for mig. Og jeg har jo heldigvis kunnet ændre status i Djøf fra pensionist til at være fuldmægtig igen.”

”Min erfaring er en fordel”

Claus Rasmussen har også fået et job som censor ved eksamener og specialer på samfundsvidenskaberne.

Han har oplevet, at der er interesse for hans erfaring, og at hans fødselsdato ikke er nogen hindring.

”Jeg arbejder lige nu med at forberede det nye byråd på dets opgaver, og jeg arbejder på en politikerguide om, hvad de skal arbejde med. Jeg er også med til at forberede alle de poster, der skal besættes i råd og nævn. Jeg oplever, at min erfaring og mine kompetencer er en fordel. Så min alder er ikke noget problem her – og det er rigtig dejligt.”

Så lige nu har et farvel til arbejdsmarkedet lange udsigter.

”Mine planer om at gå på pension er ændret helt. Jeg regner faktisk med, at jeg bliver på arbejdsmarkedet, til jeg bliver 70 år.”

Det er dog ikke sikkert, at det bliver på fuld tid hele vejen til den endelige pensionering.

”Censorarbejde er godt, for der kan jeg selv være med til at bestemme, hvor mange opgaver jeg tager. Det betyder, at jeg jo bare kan skrue op dem, hvis ikke jeg bliver her i kommunen. Men det kan måske også lade sig gøre at få et deltidsarbejde her,” siger Claus Rasmussen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Claus
2 år siden
Tak for de gode kommentarer til artiklen, og de pæne ord til mig, vh Claus
Vivi Nør Jacobsen
2 år siden
Dejligt at Claus er godt videre i arbejdslivet. Og fedt med hans indstilling og optimisme, men det er ironisk at han skal starte i et løntilskudsjob, og gå via et vikariat efter årtiers erfaring til reelt fast job. Arbejdsgiverne skal lige spørge sig selv, om rimeligheden i ikke at ansætte ordinært i første hug. Jeg synes at artiklen og historien viser, at Claus er alle pengene værd.