Dommer om dagen, brandmand om natten

”Det er et familieprojekt, når man arbejder som frivillig ved siden af sit civile job,” siger Henning Fuglsang Sørensen.

Til daglig er han dommer ved Retten i Esbjerg. Han er både jurist og økonom af uddannelse og har også en fortid som specialanklager og lektor på Syddansk Universitet.

Men han har også været frivillig brandmand på Brandstationen i Børkop mellem Vejle og Fredericia i næsten 20 år. Selvom han og hans 18 kolleger kalder sig frivillige, får de dog et beskedent honorar.

Han har vagt hver tredje uge. Vagtordningerne er skruet sådan sammen, at ’bipperen’ er aktiveret fra klokken seks om aftenen til klokken seks om morgenen plus hele lørdag og søndag.

Nætter uden søvn

Henning Fuglsang Sørensen kører 30-40 udrykninger om året. Nogle gange kan der gå 12-14 timer, før han er hjemme igen. Andre gange kan det være en kort tur, der nærmest bliver afmeldt i det øjeblik, de suser ud fra brandstationen.

”Opkaldet kan komme fra en institution, hvor en eller anden har lagt en karklud på brødristeren, men så får de får de den selv fjernet og får slukket ilden. Men vi kører alligevel lige ned og tjekker, at der ikke ligger en glød et eller andet sted.”

Hvis Henning Fuglsang Sørensen har været ude som brandmand det meste af natten, har han nogle gange skullet videre for at undervise i et auditorium fra morgenstunden eller stå som anklager i retten hele dagen.

”Men det er jo ikke meget anderledes end at have været igennem turen med små børn, der har rodet rundt hele natten – det har man jo også overlevet.”

Og så hjælper ’gutterne’ gerne hinanden, som han siger.

”Hvis jeg ved, jeg har noget næste dag, som kræver, at jeg bare er 100 procent frisk, kan jeg snakke med gutterne og spørge: ’Er det én af jer, der kan overtage vagten, når jeg går i seng, så jeg kan sove i fred og ro?’”

Suverænt kammeratskab

Der er flere ting, der gør, at Henning Fuglsang Sørensen gerne springer en nattesøvn over for at hoppe i brandmandsuniformen. Bl.a. at han har boet i lokalområdet i snart 40 år og næsten kender ’gud og hver mand’.

”Det kan være, at dem, der er kørt ind i et træ klokken tre om natten, eller dem, der står udenfor i undertøj og ser til, mens deres hus brænder, er nogle, jeg kender – så at kunne træde til er da en væsentlig del af det.”

Og så er der gutterne.

”Vi har et helt suverænt kammeratskab. Det er kanon. Når jeg står med mit hold derude, skal vi kunne stole 100% på hinanden – og det gør vi.”

Forberedt til ’den store krig’

Henning Fuglsang Sørensen har haft frivilligt arbejde stort set altid. Da han var helt ung, var han spejderleder, og det var var faktisk det, der førte til, at han siden blev frivillig brandmand.

Han tænkte nemlig, at det nok ville være en rigtig god idé at kunne lidt førstehjælp, når han rendte rundt med en flok børn ude i skoven.

Derfor meldte han sig til et førstehjælpskursus i det, der dengang hed Civilforsvaret, hvor han så endte med også at være frivillig.

”Der blev jeg uddannet til at sidde i en betonbunker ude under en skole, hvis ’den store krig’ kom.”

Da han så skulle aftjene sin værnepligt, blev det i Civilforsvarskorpset. Her fik han både en uddannelse som brandmand og som delingsfører.

Med den baggrund var det svært for ham at gå under radaren, da Børkop i 2000 fik sin egen brandstation. Han forsøgte i et par år, fordi han havde så meget andet om ørerne, men i 2002 fik han så en ’bipper’, som han siger.

Den har han haft lige siden.

En god brandmand – en bedre dommer

Henning Fuglsang Sørensen er holdleder, når de rykker ud. Ud over ham er der chaufføren og tre andre brandmænd, hvoraf to skal være røgdykkere.

Det har givet ham nogle helt særlige kompetencer både at være brandmand og holdleder.

”Når man kommer ud til en bil, der er krøllet sammen om et træ, og der er en livsfarligt kvæstet person inde i bilen, nytter det ikke at stå længe og tænke over, hvordan man skal gå til opgaven. En jurist kan jo ellers godt lide at analysere og overveje, om der er noget, man lige skal tænke over en ekstra gang.”

Her er det nogle helt andre dele af hjernen, Henning Fuglsang Sørensen får trænet, end han gør i sit civile job.

”Jeg får skærpet min evne til at træffe hurtige beslutninger baseret på min intuition og på tidligere erfaringer. Og jeg har lært at stole på, at ’det er den her beslutning, vi går med, og den kan ikke laves om.’”

For det går ikke at skifte strategi midt i det hele, som han siger.

”Når først jeg har truffet en beslutning om, at vi skal ’klippe’ taget af bilen, nytter det ikke noget pludselig at sige, at vi klipper den midt over i stedet for. For så har vi indrettet os helt forkert og står med det forkerte grej.”

De kompetencer kommer ham også til gavn i hans civile arbejdsliv.