Læs & lyt

12 intellektuelle perler, der kan inspirere dig i 2022

30.12.2021

af

Nyt år, nye tanker. Bliv inspireret af 12 bøger og podcasts anbefalet af vores faste anmelder, Søren Ipland – og få svar på spørgsmål som: Hvordan kan chefer blive bedre til følelser? Hvad gør man, når man møder folk, der ikke tror på videnskab? Og kan man straffe en bjørn for indbrud?

Lige straks er det 2022, og forude venter nye oplevelser, nye opgaver og ikke mindst nye muligheder for at blive klogere på os selv og verden.

Derfor har vi bedt vores faste anmelder, Søren Ipland – adm. direktør i medievirksomheden Føljeton – om at give en stak anbefalinger til, hvad der er værd at læse og lytte til i det nye år.

Vi begynder et sted, hvor rigtig mange af os har været i 2021 – og nok også kommer til at være en del i 2022 – nemlig på hjemmekontoret.

 

#1 Anne Helen Petersen & Charlie Warzel: ‘Out of Office’ (Knopf)

Et lille lyspunkt – hvis man da overhovedet kan tale om et sådant – ved de seneste års tvungne hjemmearbejde er, at dårlige arbejdsvaner bliver udfordret. Vi har set, at der faktisk findes alternativer til det rigide hamsterhjul. Men vi har også set, at det gode arbejdsliv ikke opstår automatisk, bare fordi man tager den fra hjemmekontoret. For hvem passer børnene? Og hvad hvis din paranoide arbejdsgiver ikke stoler på, at du faktisk laver noget?

Det amerikanske journalistpar Anne Helen Petersen og Charlie Warzel rejser ud for at illustrere, at en ægte arbejdsrevolution ikke sker uden et opgør med ulighed, gamle idéer og dårlige vaner. 

 

#2 Irene de Vallejo: ‘Evigheden i et siv’ (Gutkind)

Bogens opfindelse er måske menneskets største triumf. Det mener ph.d. i oldtidskundskab Irene Vallejo, og som bogelsker er det jo svært at være uenig med hende.

I ’Evigheden i et siv’ væver hun bogens historie sammen i en klog og opløftende fortælling – fra papyrus til e-bog – som har fået anmeldere verden over til at falde på halen. Pensum for alle bogorme.

 

#3 Lee McIntyre: ‘How to Talk to a Science Denier’ (MIT Press)

Den her ville have været god at læse inden juledagene, hvor mange af os nok har siddet til bords med en klimafornægtende fætter eller en vaccineskeptisk tante. For hvordan taler man egentlig med en person, der ikke tror på videnskab? Det har forsker Lee McIntyre sat sig for at finde ud af, så han graver sig ned i forskningen og rejser bl.a. ud for at møde folk fra den subkultur, som mener, at jorden er flad (ja, de findes).

Hans hovedpointe er egentlig ikke så overraskende: Man kommer længst med rolig og respektfuld dialog.

 

#4 Frank Rose: ‘The Sea We Swim In: How Stories Work in a Data-Driven World’ (W. W. Norton)

Data er den nye olie, siger konsulenterne: Det er et råstof, som kan udvindes og omsættes til enorme værdier. Se bare på verdens mest værdifulde virksomheder – Google, Facebook og co. lever af dine data.

Men midt i denne databesættelse har vi glemt et måske endnu mere magtfuldt værktøj, som kan bruges til både godt og ondt. Nemlig fortællingen. Det er fortællinger, der får os til at kaste os hovedkulds ind i klimakampen, og det er fortællinger, der sætter vores sind i kog, så vi stormer kongresbygninger. Mennesker er fortællende væsener. Columbia-underviser Frank Rose fører pennen.

 

#5 Andri Snær Magnason: ‘Tiden og vandet’ (Klim)

I 2016 stillede Andri Snær Magnason op til det islandske præsidentvalg. Han fik 14% af stemmerne, men måske ville verden have været bedre stillet, hvis han havde vundet. For Magnason er nemlig en vidunderligt gennemslagskraftig miljøforkæmper. Hans store bekymring er, at hårde videnskabelige fakta om klimaforandringerne ikke har motiveret os til at handle rettidigt.

Tricket er, mener han, at bringe den menneskelige dimension i spil. Og det gør han mesterligt i ’Tiden og vandet’, hvor historien om hans bedsteforældres bekymringsløse ungdom blandt de mytologiske islandske gletsjere sætter scenen for den verden, som vi er ved at miste.

 

#6 Mary Roach: ‘Fuzz: When Nature Breaks the Law’ (W. W. Norton)

Hvad stiller man op med en bjørn, der bryder ind i et hus? Eller en elg, der går over for rødt? Ja, hvad gør vi mennesker, når naturen bryder loven? I gamle dage ville man simpelthen have givet de sagesløse dyr en advokat og sat dem for en dommer. Således blev en stakkels gris dømt til døden i Frankrig i 1266, fordi den havde dræbt et barn.

I dag er konflikterne mellem dyr og mennesker flyttet over i videnskabeligt regi, og det giver USA’s sjoveste videnskabsjournalist, Mary Roach, anledning til at kigge på nogle af de ofte kulørte sager. Men der er selvfølgelig også en dybere pointe: Forholdet mellem menneske og natur er under pres.

 

#7 ‘The Emotionally Intelligent Office’ (The School of Life)

Den store historie om sexisme på TV 2 er også en historie om elendig ledelse. Om de såkaldte blåskjorter, der har buldret hæmningsløst og umodent derudad. Man kunne ønske sig, at den slags chefer øvede sig i at vende blikket indad.

Ledelse handler nemlig ikke bare om hård handlekraft og svære beslutninger. Faktisk er god ledelse en “blød” disciplin, mener de hos den filosofisk anlagte uddannelsesvirksomhed The School of Life. Så nu har de altså skrevet en lille og letlæst håndbog om de 20 vigtigste følelsesmæssige egenskaber, der kræves af en god leder.

 

#8 Russell Davies: ‘Everything I Know about Life I Learned from PowerPoint’ (Profile Books)

Nogle gange kan livet føles som en endeløs revy af stadig mere indviklede PowerPoint-præsentationer. Fra den første projektopgave i folkeskolen til endnu et af de knastørre HR-oplæg på voksenjobbet. Moderne mennesker er homo powerpointicus.

Men hvad ved du egentlig om PowerPoint? Ved du fx, hvem der opfandt softwaren? Eller hvorfor den ikke er tilladt i amerikanske retssale? Forfatter Russell Davies tager emnet under kærlig og humoristisk behandling i en bog, som desuden er sat helt rigtigt op.

 

#9 Ditlev Tamm: ‘Skabt som mand og kvinde’ (Gyldendal)

I 1600-tallets Frankrig vokser den lille François-Timoléon de Choisy op ved solkongens hof med en udspekuleret mor, som klæder ham i pigetøj for at smigre sig ind hos den magtfulde onkel. Senere i livet lever Choisy rollen endnu længere ud og overtager i perioder helt nye identiteter som både skuespillerinde og rig enke på landet. Med farverige anekdoter til følge.

Juraprofessor Ditlev Tamm, som er lidt af en favorit hos os her på Djøfbladet, genfortæller Choisys sande historie ved at væve originaltekster sammen med moderne spekulation. Resultatet er en forførende fortælling, som også viser, at de flydende grænser mellem kønnet absolut ikke er en ny opfindelse.

 

#10 Mary Ann Sieghart: ‘The Authority Gap’ (Black Swan)

Vidste du, at britiske forældre anslår deres døtres IQ til at være lavere end deres sønners, selvom det ikke er tilfældet? Eller at kvindelige højesteretsdommere i USA bliver afbrudt fire gange oftere end deres mandlige kolleger? Kvinder bliver simpelthen ikke taget lige så alvorligt som mænd, og ubevidst bias er roden til problemet.

Skribent Mary Ann Sieghart diagnosticerer og peger os i retning af en løsning.

 

#11 ‘The Next Big Idea’ (podcast, Wondery)

The Next Big Idea er nok verdens fedeste bogklub, hvor man får og læser de mest interessante nye stykker faglitteratur. Nøje udvalgt af et imponerende hold af forfatter og forskere – bl.a. Malcolm Gladwell og Susan Cain – så du kan følge med i tidens mest toneangivende idéer. Bogklubben har også en glimrende podcast, som er gratis at lytte til.

Prøv fx at springe på afsnittet fra 11. november, hvor værterne taler med Henry Timms om, hvorfor gammeldags hierarkisk magt er ved at forsvinde. Det er en genial måde at følge med i det nyeste tankestof på. 

 

#12 ‘How to Build a Happy Life’ (podcast, The Atlantic)

Hvordan finder man mening i sit arbejde? Hvordan undgår man at spænde ben for sig selv? Hvordan indrømmer man, at man ikke har alle svarene? Harvard-forskeren Arthur C. Brooks har en enormt populær klumme i det amerikanske magasin The Atlantic, hvor han bruger den nyeste forskning til at belyse kerneproblemerne i menneskelivet. Det er næsten altid brugbart og øjenåbnende.

Siden september har klummen også eksisteret i podcast-form, og det er godt nyt for den lyttende del af befolkning. Sæt den i ørerne og få en rigtig god start på det nye år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet