Linda Nielsen: ”Jeg havde ikke lyst til, at kvindesagen skulle være min sag”

Hele forløbet var pudsigt. Jeg havde aldrig tænkt på, at jeg skulle forsøge at blive rektor, men jeg sad sammen med meget engagerede læger i en tværfaglig biotek-gruppe, og det var dem, der bar mig frem.

Det var en fantastisk periode at være rektor i. Viden og globalisering fyldte vildt meget, og jeg sad fx i Globaliseringsrådet med statsministeren som formand. Det var virkelig interessant og indflydelsesrigt med superspændende, højtprofilerede og dygtige folk.

Som rektor samlede jeg de nye professorer i en tværvidenskabelig gruppe til en frokost, for jeg syntes, der var siloer. Jeg forsøgte virkelig at få professorerne til at have mere med hinanden at gøre på tværs for at styrke tværfagligheden, som kan føre til gode resultater og nybrud.

Jeg lærte, at man både skal give pejlemærker – man skal ville noget – og så virkelig tænke rigtig godt over, hvilke slagsmål man skal tage, for ’you can’t win them all’. Og så fik jeg udbredt samarbejdet til en bredere palet, hvor virksomhederne faktisk fyldte noget. Jeg ville gerne væk fra elfenbenstårnet, så universitetet ikke var en lukket verden, og jeg forsøgte at være meget spørgende og lyttende. Det, at jeg gerne ville dem, betød også noget.

Det var dejligt at være første kvindelige rektor på den måde, at jeg både havde opbakning fra de hårde og de blødere videnskaber. At jeg havde lægernes opbakning, fik mig til at føle, at jeg ikke var kommet ind som sådan en smal én, men som en bredere én. Det var godt, for der var brug for bredde for at sikre samarbejde.
At være første kvinde på posten var også udfordrende, for der var alle mulige forventninger til, at nu skulle jeg køre kvindesag. Jeg fik henvendelser om, at ”Nu skal vi revolutionere…”, men jeg havde ikke lyst til, at kvindesagen skulle være min sag, for det skulle hele universitetet – og universitetet er meget bredere end kvindesag.

Jeg lærte meget om mødeledelse og havde en meget stejl læringskurve som ny rektor. I starten tog de røven på mig. De flyttede bare dagsordenen ved at sige: ’Skulle vi ikke lige først tale om...’ – og til de første par møder gik jeg jo på den. Så lærte jeg at styre møderne bedre og indførte fx, at for hver gang deltagerne brokkede sig, skulle de komme med et forslag til, hvad der kunne gøres ved problemet. Det gjorde debatten mere konstruktiv og fremadrettet.

Som formand for Allerfonden lærte jeg rigtig meget – også om erhvervslivet. Det var en lidt vanskelig rolle, og det, som betød noget, var at værne om min integritet (i forbindelse med Se og Hør-skandalen trak Linda Nielsen sig i 2014 som formand for Allerfonden, red.). Mange blev meget vrede over, at jeg trak mig. Det var ubehageligt, jeg blev belejret af journalister, måtte tage hjemmefra, og min telefon gik ned. Jeg havde ikke noget ønske om at genere Aller. Det blev bare så bastant, og min fornemmelse var, at pressen ville komme efter mig som person. Jeg gjorde det så pænt, som jeg kunne, men jeg var nødt til at passe på mig selv. Hvis du ikke kan komme til at sige fra, så bliver du låst, og det var en ny erfaring for mig.

Jeg lærte så også det med at sige fra – og at tage mine kampe med omhu. Jeg var jo en lidt fremmed fugl i det der system, og derfor var jeg nødt til at agere på en lidt atypisk måde. Det var virkelig, virkelig ikke noget, jeg holdt af, men jeg betragtede det som nødvendigt – hvad andre også har bekræftet mig i – og jeg løber jo ikke af pladsen normalt.

Grunden til, at juraen er så interessant, er, at den i virkeligheden er samfundets hardware og software. Den er inde alle vegne: Folketinget, lovgiverne, domstolene, nævn og råd – alle mulige.
Økonomer opleves ofte som de mest interessante og dem, der har mest indflydelse, men juraen er mest interessant, fordi den går bredere og ind i alle værdierne og giver adfærdsændringer. Den har den bredde, som gør, at den er samfundets krumtap, og det gør juraen vildt interessant. Jeg vil altid råde folk til at læse jura, fordi det simpelthen er så spændende, og man får lov til at være med på en masse områder.

Som student arbejdede jeg på et advokatkontor og underviste også seks timer om ugen på universitetet. Jeg ville gerne være advokat, men var højgravid, og det var advokatkontoret slet ikke gearet til. ”Nå, er vi holdt op med at komme om lørdagen...” lød det fra en partner på kontoret.

Som nyuddannet 24-årig i 1976 startede jeg som embedsmand i Boligministeriet. Fuldstændig uerfaren, fuldkommen uakademisk. Jeg var virkelig landet på månen. Men jeg lærte vildt meget af det. Om maskinrummet i et ministerium, samarbejdet med politikerne, hvad der kan lade sig gøre, penge i spil og at tænke i konsekvenser.

Efter tre år som færdiguddannet savnede jeg at få lov til at fordybe mig. Derfor gik jeg ind i forskning, hvor jeg kunne arbejde med det, jeg gerne ville, på den måde jeg gerne ville, så længe jeg gerne ville. I starten var jeg ikke ret god til det, for det var en helt fremmed verden, hvor man stod fuldstændig alene. I dag er der ph.d.-kurser, men dengang var man blot under en professors vinger. Jeg syntes godt nok, det var en svær overgang, og det at sidde alene på et kontor med mig selv og mine ophøjede tanker – det var måske ikke lige det, jeg havde drømt om. Det indfriede dog mine forventninger, specielt på den lange bane, da jeg lærte gebetet. Og jeg er meget taknemmelig over, at bl.a. afdøde professor Mogens Koktvedgaard så potentialet i mig og støttede mig.

Så kom jeg ind i nogle udvalg, først vedrørende ugifte samlevende, så noget etik, senere finans, politi, globalisering – alt muligt. Det syntes jeg var sjovt! Det der med at samarbejde med andre om noget, som betyder noget, det synes jeg er helt vildt fedt. Det er også derfor, jeg har flyttet mig så meget, mellem praktikerne, politikerne, det internationale og det tværvidenskabelige. Alle de facetter – den cocktail elsker jeg.

Jeg er virkelig glad for de studerende – de er så dygtige og engagerede. Hvert år holder jeg en forelæsning for alle nye jurastuderende om dilemmaer inden for familieret som fx en irakisk mand, der kommer til Danmark med to koner. Eller om såkaldt juridisk abort eller retten til nedfrosne menneskelige æg. Og jeg har lige skrevet en artikel om krypto-aktiver sammen med en studerende, og sammen med en anden er jeg ved at skrive en artikel om bæredygtighed.

Det internationale samarbejde giver mig vildt meget. Nogle gange tror man, at vi danskere bare er verdensmestre i alting, men det er vi jo ikke. Vi glemmer også nogle gange, hvor privilegerede vi er. I forbindelse med et EU-etik-projekt mødte fx jeg en russer, som sagde: ’The only problem is money.’ I hans verden var de slet ikke nået til det med etik, og hans udsagn mindede om, at man lige skal have respekt for andres verden.