Økonomien er slet ikke klar til den næste pandemi. Men det kan den blive

Hvis du prøver at google ordene 'the great acceleration', bliver du mødt af en graf, som ligner en liggende hockeystav. Først en lang, flad linje fra 1700-tallet og frem, og så pludselig, omkring midten af sidste århundrede, skyder linjen op i noget nær lodret himmelfart.

På det tidspunkt begyndte vi mennesker nemlig at give den gas. Verdens befolkning eksploderede, og det samme gjorde vores energiforbrug, BNP, gødningsproduktion, telekommunikation, CO2-udledning osv.

Vi lever i den stejle kurves tid, og her kan alting ske – også pandemier, som knækker verdensøkonomien. Faktisk vokser sandsynligheden for nedsmeltning, når verden bliver mere kompleks, globaliseret og forbundet.

Sådan sætter Adam Tooze – professor i historie ved Columbia University – scenen i sin imponerende nye bog 'Shutdown', som er en detaljeret, velskrevet og klarsynet samtidshistorie om corona-krisen set fra et globalt økonomisk perspektiv.

Dirrende korthus

I bogen viser Tooze fx, at vi faktisk var tættere på en total nedsmeltning sidste år, end de fleste er klar over:

Normalt får usikkerhed investorer til at sælge ud af risikable værdier – såsom aktier – for i stedet at flygte til bundsolide amerikanske statsobligationer. Det får renten til at falde, og så skulle den risikovillige kapital gerne begynde at titte frem igen. Men i marts 2020 gik noget galt. Alle prøvede at komme af med alt, og selv giganter som JP Morgan og Goldman Sachs solgte ud af både aktier og statsobligationer.

Det er skræmmende, for hvis tilliden til de amerikanske statsobligationer forsvinder, kan det vælte verdensøkonomiens korthus. Lavinen blev ifølge Tooze kun bremset, fordi den amerikanske centralbank begyndte at pumpe penge ud i systemet ved at opkøbe statsobligationer.

Her ankommer vi til en af bogens kernetematikker. Tooze er glad for John Maynard Keynes’ citat: 'Anything we can do, we can afford'. I krigstid er penge en teknikalitet. Hvis vi kan finde en måde at vinde krigen på, kan vi også finde pengene – for vi kan trykke dem.

Organiseret uansvarlighed

Under pandemien stimuleredes økonomien med mere end 18.000 milliarder dollars. Uden at det førte til pludselig hyperinflation, rentestigninger og svækket investeringsvilje, som man ellers normalt frygter. Tværtimod blev økonomien kickstartet.

Man fornemmer, at Tooze ønsker sig mere af den slags. Som andre keynesianere – og tilhængere af moderne monetær teori – mener han, at regeringer og centralbanker kan og skal gøre meget mere, end de har turdet under de seneste 40 års neoliberale paradigme.

Pandemien viste nemlig også, at vi her i Vesten er håbløst dårligt forberedt på alvorlige kriser. Vi lever under en form for organiseret uansvarlighed, hvor den magthavende elite ikke har turdet lave de investeringer i velfærd, økonomisk stabilitet, forskning og teknologi, som den accelererede tidsalders kriser kræver. Tooze ville sukke dybt, hvis han hørte, at Danmark solgte sin vaccineproduktion for 15 millioner i 2016.

Risikoen ved at skrive samtidshistorie er, at man kan blive overhalet af begivenhederne. Vi ved stadig ikke, hvordan denne historie ender. Men magt og viden hænger sammen, og vi har brug for kloge hoveder til at optrevle begivenhederne, mens de udfolder sig. Få er bedre til det end Tooze. 

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.