Stressramt
"Man kan da ikke blive syg af noget, man elsker"
21.10.2021
af
Tine Santesson
Foto: Tobias Nicolai
Da Torben Aasborg blev sygemeldt, kaldte chefen det stress. Men han måtte igennem et totalt sammenbrud, før han erkendte, at han var blevet syg af at være opslugt af sit job.
Jeg kunne ikke sove. Jeg følte, at murene klemte sig sammen om mig. Jeg måtte bare ud. Nu
Stressramt
21.10.2021
af
Tine Santesson
Foto: Tobias Nicolai
I starten af september 2021 begyndte Torben Aasborg igen at arbejde 37 timer om ugen efter en meget langsom optrapning siden januar. Han troede, han var i mål. For når han nu igen kunne arbejde på fuld tid, måtte det være ensbetydende med, at han havde rystet den stress af sig, som har haft et hårdt tag i ham i mindst halvandet år.
Men sådan er det bare ikke. Det viste sig, at han ikke var klar til en 37-timers-arbejdsuge endnu. Så nu har han trappet ned igen, og foreløbig holder han hver onsdag fri fra jobbet som juridisk chefkonsulent i Midt- og Vestjyllands Politi.
Det tog lang tid for Torben Aasborg at erkende, at det var stress, der gjorde, at hans ben rystede – ja, at det sitrede i hele kroppen, så han ikke kunne sove om natten – overhovedet ikke sove, for den ene tanke blev bare ved med at tage den anden. Alle de gode råd, han fik, nyttede ikke – fx at han skulle tænke på en god ting, der var sket i løbet af dagen. Men hvis han tænkte på, at han havde spillet boccia med sin yngste datter, kom han til at tænke på den lille røde kugle i spillet, som igen fik ham til at tænke på en tyrefægter, som igen fik ham til at tænke på Spanien… og sådan blev det bare ved.
Men selv om både hans chef og en HR-konsulent havde fat i ham og sagde, at han var stresset, var han selv overbevist om, at det i hvert fald ikke var det, der var galt med ham. For som han tænkte: 'Man kan da ikke blive syg af noget, man elsker.'
Det er ikke til at sige, hvornår det nøjagtigt begyndte. Torben Aasborg har altid prioriteret familien højt. Han var på deltid, da pigerne var små. Men da døtrene var blevet store og ikke havde brug for ham til lektiehjælp og faktisk ofte hellere ville gå deres egne veje end at være sammen med ham, spekulerede han over, hvad han så skulle bruge tiden på.
”Jeg begyndte at kaste mig over mit arbejde. Ja, jeg blev nærmest forelsket i mit arbejde. Og jeg bildte mig ind, at det kunne gøre det ud for en hobby,” fortæller Torben Aasborg.
Så han tog bare opgaver ind og ind og ind. Han sagde aldrig nej.
”Det blev en form for dopamin-rush, for jeg fik pludselig så meget anerkendelse fra min chef eller fra mine kolleger, der sagde: 'Fedt, at du også lige kan lave det – hvor er det godt, at vi har dig.'”
Men efterhånden begyndte chefen og kollegerne at blive lidt bekymrede for ham. Flere spurgte ham, om han ikke skulle til at geare lidt ned. Pjat, tænkte Torben Aasborg, for han syntes, han havde et enormt spændende job.
”Man siger jo: Arbejde i otte timer, hvile i otte timer og otte timers fritid. Og jeg tænkte: 'Mit arbejde er også blevet min hobby, så jeg bruger bare en fire-seks timer af mine fritidstimer på arbejdet.'”
Men så i maj sidste år blev Torben Aasborg syg – rigtig syg med 40 i feber. Og han kunne bare ikke arbejde. Han kunne ikke noget overhovedet. Han var overbevist om, at det var corona. Men det var det ikke. Han havde høj feber i en uge, og da den endelig var væk, var hans tidligere energi også forsvundet. Og den vendte ikke tilbage.
Han slæbte sig på arbejde, og da det fortsatte sådan i flere uger, gik han til sin chef og sagde, at han ikke kunne have merarbejde og altså ’kun’ kunne arbejde 37 timer om ugen. Hun svarede, at det skulle han da heller ikke, for hun havde ingen forventning om, at han skulle arbejde på overtid.
Men 37 timer var også for meget, og han måtte deltidssygemelde sig og gå hjem hver dag klokken 12. Både hans chef og en HR-konsulent omtalte sygemeldingen som stress, men det kunne umuligt være stress, mente han selv, for han elskede jo stadig sit arbejde. Han havde været tillidsrepræsentant i mange år, så han mente nok, at han vidste, hvad stress var. Det er, når man føler, man har alt for meget om ørerne og ikke kan slippe tankerne om arbejdet. Og det kunne han godt. Eller det mente han godt, han kunne – han ville bare ikke.
Men han kunne ikke sove. Han præsterede at være vågen i tre døgn, fordi alle mulige tanker myldrede i hans hoved. Og da han nåede sommerferien, blev det rigtig slemt. Han røg ned i et sort hul og turde ikke være alene.
”Vi var i sommerhuset, og jeg tænkte: 'Hvis ikke jeg har min kone eller en af mine piger omkring mig, så hopper jeg i søen, for jeg kan simpelthen ikke være i det her dag ud og dag ind.'”
Han følte, at han var ved at falde fra hinanden.
”Det hele var bare så grimt og mørkt. Mest af alt fordi jeg ikke havde taget til mig, at jeg var ramt af stress. Jeg gik hele tiden og troede, at det kunne være noget andet. At jeg var ’rigtig’ syg.”
Torben Aasborg havde ellers været overbevist om, at netop en sommerferie ville få ham til hægterne igen. Men han blev nødt til stadig at være deltidssygemeldt efter sommerferien.
I september 2020 insisterede han dog på, at han ville deltage i et afslutningsforløb for køresagkyndige i København. Hans chef og HR-konsulenten sagde samstemmende, at det ikke var nogen god idé. Men de gik nødtvunget med til det, da han blev ved med at insistere.
Bagefter har hans chef flere gange begrædt, at hun gav ham lov. For det var i København, han fik et helt stort sammenbrud.
Torben Aasborg mener derimod, at det var vigtigt, at han kom af sted.
”Jeg tror i virkeligheden, jeg havde brug for at komme helt ned og ramme bunden. For efter at jeg lå dernede og rodede rundt i mørket, var der kun én vej, og det var op.”
Torben Aasborg var kommet til København om mandagen. Nu var det blevet torsdag, klokken var tre om natten, og han lå lysvågen på sit hotelværelse.
”Jeg kunne ikke sove. Jeg følte, at murene klemte sig sammen om mig. Jeg måtte bare ud. Nu.”
Torben Aasborg gik ned for at tjekke ud, men både natportieren og en dørmand forsøgte at standse ham. Han var helt fra snøvsen.
”Jeg flygtede nærmest fra hotellet og kørte hele vejen hjem til Holstebro.”
Han var hjemme ved sekstiden og satte sig til at vente.
”For når klokken blev otte, kunne jeg ringe til min chef og sige: 'Nu kan jeg ikke mere, jeg er nødt til at fuldtidssygemelde mig.'”
Hvis jeg kigger tilbage på hele mennesket Torben fra dengang, græmmes jeg. Det kan godt være, at jeg var en supermand på arbejdet, men det var jeg bestemt ikke derhjemme
Torben Aasborg fik psykologhjælp via sit arbejde. Psykologen var heller ikke i tvivl. Han var hårdt medtaget af stress. Men han benægtede stadig selv.
Via kommunen kom Torben Aasborg på et mindfulness-kursus, hvor han blev introduceret til meditation.
”For første gang siden jeg lå med 40 i feber, mærkede jeg en indre ro. Ikke i fem minutter, men i et glimt, og det gav mig håb om, at jeg igen kunne finde roen. Jeg måtte bare arbejde med det.”
Så kom erkendelsen. Hans mindfulness-coach stod en dag og fortalte om, hvordan stress manifesterer sig fysisk.
”Jeg havde hele tiden tænkt, at stress er noget, der manifesterer sig oppe i hovedet. Men da hun fortalte om de fysiske symptomer, tænkte jeg: 'Hold da kæft – det er lige præcis sådan, jeg har det. Så havde de jo alle sammen ret – det er stress, jeg har.'”
Torben Aasborg er taknemlig. Taknemlig for al den støtte, han har fået fra familien, og han siger, at hans chef og HR-konsulenten har været helt eminente gennem hele forløbet.
”Jeg har simpelthen været så privilegeret i forhold til andre stressramte, jeg har talt med. Fra starten fik jeg at vide: ’Torben, om det tager et år eller to, før du kommer tilbage – det skal ikke bekymre dig. På et tidspunkt skriver kommunen, at dine sygedagpenge stopper, men det er bare et spørgsmål om, hvor meget vi får refunderet. Din løn fortsætter, det skal du ikke bekymre dig om.'”
Kommunen var der heller ingen problemer med – tværtimod. Det var sagsbehandleren, der fandt mindfulness-kurset til ham. Og bevilgede to ekstra forløb. Det var også sagsbehandleren, der ringede til ham, da Torben Aasborg i december begyndte at tale om, at han var klar til at vende tilbage til arbejdet. Han foreslog, at hans mindfulness-coach blev hans mentor.
De var nemlig begge bekymrede for, om han nu også var parat til at arbejde.
Da Torben Aasborg selv meddelte, at han var klar til at vende tilbage, fulgte hans arbejdsplads nogle anbefalinger fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning. Det betød, at da han i slutningen af januar i år havde sin første arbejdsuge, var den på to timer. Derefter gik han i gang med en meget langsom optrapning. Og det var rigtig godt, siger han.
”Både min chef og resten af afdelingen har været utroligt nænsomme. Jeg fik ikke lov til at få en telefon, da jeg kom tilbage. Og alt, hvad der blev sendt af mails til mig, blev dirigeret direkte ind til sekretæren, der sorterede i det, så jeg kun fik det, der var nødvendigt. Jeg har virkelig været på skånekost – men det havde jeg også brug for.”
Torben Aasborg havde glædet sig til at komme i gang igen, og han følte sig også klar til det.
”Men min krop reagerede helt enormt, første gang jeg var på arbejde. Jeg havde det sådan – og det har jeg til dels stadig – at når jeg er på arbejde, så kan jeg alting. Men når jeg kommer hjem, er min krop helt i overdrive og kan ikke falde ned igen. Jeg er én af dem, hvor man har skullet forsøge at holde mig nede i arbejdstid – de turde simpelthen ikke at lægge for mange timer på ad gangen. Og det har været rigtig sundt for mig.”
I maj i år havde Torben Aasborg en sygesamtale med sin chef og HR-konsulenten. På det tidspunkt var han nået op på 20 arbejdstimer om ugen.
”Da jeg så fik stukket en plan i hånden, der viste, at jeg først ville være oppe på 37 timer i uge 36, sad jeg med tårer i øjnene. For jeg havde hele tiden haft den her tanke inde i hovedet: 'Når jeg igen er på 37 timer, er jeg ovre det. Så er jeg helt rask og fri.'”
Den dag kom i september.
”Det blev en rædselsfuld uge. Jeg havde bygget alt det op med, at når jeg var på fuld tid, var alting godt.”
Det var det så ikke.
”Jeg er stadig superglad for mit arbejde. Og når jeg går ned på arbejdet, kan jeg gå og sige til mig selv: 'Torben, nu tager du den med ro i dag.' Men i samme øjeblik jeg træder ind ad døren, så puf – er jeg ham, der klarer alting på den halve tid.”
For han har jo også savnet den gamle Torben, som han siger.
”Det er så god en følelse at være i flow igen, men det koster bagefter.”
På to uger har han meldt afbud til en konfirmation og en weekendtur til Barcelona.
”Jeg elsker den rolle, jeg havde på arbejdet tidligere. Men hvis jeg kigger tilbage på hele mennesket Torben fra dengang, græmmes jeg. For det kan godt være, at jeg var en supermand på arbejdet, men det var jeg bestemt ikke derhjemme.”
Han fortæller, at både hans kone og døtrene har fortalt, hvordan de oplevede ham i den periode.
”Nu kan jeg også godt selv se det. Jeg havde altid brug for ro i weekenderne, og jeg skulle aldrig med til noget – jeg ville ingenting. For jeg havde brug for at samle energi, så jeg virkelig kunne knokle i hverdagen.”
Men det er jo tosset, det kan han godt se, selv om han stadig har svært ved at styre det.
”Jeg er endda offentligt ansat, så det er ikke engang en butik, jeg skal arve, jeg arbejder i. Så hvorfor var det så, at jeg på bekostning af alt andet absolut ville arbejde så meget? Jeg tænker, at det er alle de der klap på skulderen, jeg fik. Og det sidder stadig i mig.”
Det gik som nævnt heller ikke med fuld tid. Han har en masse afspadsering, og det bruger han nu til at holde onsdagen fri et stykke tid. Så håber han, det er nok.
”Jeg vil være noget igen herhjemme for familien. Så hvis ikke det går, må jeg skifte arbejde. Det har jeg også talt med min chef om.”
”Men jeg vil være frygtelig ked af at stoppe. Så de næste to måneder skal jeg bevise over for mig selv, at jeg evner at skære mine arbejdsopgaver til og sige nej. Ellers må jeg finde noget andet i politiet eller lave noget helt andet. Så kan det være, jeg skal stå i en kiosk.”
Torben Aasborg kan godt sidde lidt og læse en bog nu. Men han skal helst beskæftige sig med et eller andet praktisk, ellers kommer tankerne.
”Nu har jeg fortalt min historie – forhåbentlig til skræk og advarsel for andre. Men så vil jeg helst ikke tale om det mere. Hver eneste gang jeg gør det, kan jeg mærke det i kroppen igen. Derfor sætter jeg et foreløbigt punktum. Og genbesøger først alt det her om lang tid, når såret er mere lægt.”
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER
