”Gør nu for fanden den juridiske verden menneskelig”

Jeg læste jura, fordi jeg var for dum til at blive andet. Jeg ville frygtelig gerne være skolelærer, så jeg søgte ind på Zahles Seminarium, men fik at vide, at jeg med et snit på 5,5 kunne komme ind på et seminarium i Nørre Nissum. Det havde jeg ikke lyst til, og så sagde min kæreste: ’Du kan blive jurist, for der er ingen adgangsbegrænsning.’ Og det var der et eller andet James Bond over – derfor blev jeg jurist.

Jeg var aldrig nogensinde blevet jurist i dag. Jeg har erfaret, at der er kommet endnu flere synlige og ikke synlige afgrænsninger for, hvem der kan komme ind hvor, og hvem der kan få den form for straf og den form for behandling. Vi bygger alle de systemer op med den indbildning, at vi så har et objektivt system. Men adgangsbegrænsning til en uddannelse er jo hamrende uretfærdigt og har overhovedet intet med objektivitet at gøre.

Jeg har selv været heldig, fordi jeg som børnehjemsdreng fik en livline. Min livline var en søster fra Sankt Lukas Stiftelsen, som fulgte mig, fra jeg var tre år. Uanset hvilket børnehjem, kostskole eller familiepleje jeg var i, så var hun der i kulissen. Det var kærlighed. Det var også hende, der sørgede for, at jeg kom ind på HF som 18-årig, da jeg var et sted i livet, hvor det kunne have gået den ene eller den anden vej. Jeg anede ikke, hvad HF var, men jeg sagde, at det ville jeg gerne. Så sagde hun: ’Fint – for jeg har allerede meldt dig ind.’

Noget af det værste, jeg ved, er den der mahogni-velstands-dreng fra nordkysten, som mener, at du bare skal tage dig sammen. Han har jo siddet hele sin ungdom med far i biblioteket i strandvejsvillaen og drukket mahogni-whisky. Det kan han sgu sagtens sige. Han har aldrig levet i et miljø, hvor bank, utryghed og manglende mad var dagligdag.

Jeg har lært en masse af Carl Madsen (afdød advokat og Christiania-forsvarer, red.). Efter lige at have humpet mig igennem første år på jurastudiet – det var så tørt – fik jeg et studiejob hos Carl Madsen. Og jeg lærte meget mere af ham, end jeg kunne lære på studiet. Jeg fik fx lov til at hjælpe ham med den første Christiania-sag i Højesteret.

Man skal aldrig tro på, hvad der bliver fremlagt i en retssag – man skal altid grave et spadestik dybere. Det lærte jeg også af Carl Madsen. Og det råd har jeg brugt mange gange. Fx i COP15-sagen, som jo var en fredelig miljødemonstration, hvor jeg opdagede, at man i bevismaterialet havde taget billeder med fra ungdomshusdemonstrationerne. Så det der med at sige, at når noget kommer fra en autoritet, er det nok rigtigt – der har jeg lært, at det ofte ikke er.

Jeg har nok et retfærdighedsgen, som er lidt større end forsigtighedsgenet. Jeg har oplevet så umanerlig meget uretfærdighed som børnehjemsdreng. Jeg har også lært, at retfærdighed ikke kan gradbøjes – du kan ikke være måske-retfærdig. Og jo mere indviklet et samfund bliver, og jo flere bomme vi slår ned, desto flere bliver der, som ikke kan finde ud af at komme forbi dem. Den uretfærdighed kan jeg ikke acceptere.

Jeg bruger nok mest dét, der står mellem linjerne i paragrafferne. Og det kan man sagtens vinde med. Hvis jeg overhovedet kan tillade mig at sige, at jeg har skrevet et lillebitte komma i den juridiske bog, så er det: ’Skal vi ikke lige se på det én gang til – så vi får den rigtige afgørelse i stedet for den kolde juridiske afgørelse.’ Sagerne om Ungdomshuset og Christiania opstår jo, fordi den kolde jura karambolerer med den rigtige afgørelse.

’Lad nu være med at grave jer for dybt ned i, hvad der står i jurabøgerne.’ Det siger jeg altid til mine medarbejdere. ’Brug de redskaber, der hedder tid og kreativitet, fokusér på, hvad der er den etisk fornuftige afgørelse, og kombinér det med den mulige jura – brug gerne den utraditionelle tolkning af juraen.’

Hvis du skal være en lykkelig advokat, skal du have hjertet med. Det har jeg fået lov til, og det er jeg lykkelig for. Jeg har den luksus, at jeg har været med til at bygge et advokatkontor op, hvor vi kan vælge de sager, vi kan identificere os med. Vi går altid ind i en sag med hjertet først – det gennemsyrer os alle. Hvis vi møder en sag og en problemstilling, vi gerne vil kigge på, kigger vi aldrig på budgettet.

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke tjener det samme som en københavnsk gennemsnitsadvokat. Men det er jeg også fuldstændig ligeglad med. Når de unge i vores kooperativ siger, at vi skal have en sund økonomi, siger jeg: ’Nej, det ved gud i himlen, at vi ikke skal.’ For så begynder du at kigge på, hvordan økonomien kan blive endnu sundere. Det tror jeg ikke er sundt.

Det har altid undret mig, at når jeg taler med nye jurastuderende, så vil de ud at lave verden om og sørge for retfærdighed. Men når jeg så møder dem rundt om i forskellige ministerier, er det ikke blevet til så meget. Det kan jeg dog godt forstå. Når man kommer ind i den der maskine, hvor der er en referent, en overreferent, en kontorchef og så en departementschef, og hvad ved jeg – inden din mening kommer igennem alle de der lag, er den jo ukendelig. Jeg ville ikke overleve i det system i to sekunder. Aldrig.

Mit råd til de unge er: Lad være med at lade karrieretrygheden, økonomien og det fine hus ødelægge den frihed, den styrke og den fantastiske tilfredsstillelse, der ligger i, at du kan identificere dig med det, du laver.

Gør nu for fanden den juridiske verden menneskelig. Drop alt det der opstyltede formalia-pis. Og kapper – hold nu kæft. Flyt konsultationerne og retssagerne ned på gulvet. Lad os sætte os omkring et bord og spørge vidnet: ’Hvad så du?’ Når der sidder tre dommere deroppe på forhøjningen, så vil vidnet jo ikke skuffe dem og de 50 tilhørere ved at sige: ’Det kan jeg ikke huske.’

Mange skælder mig ud og siger, jeg er alt for meget medieorienteret. Det har jeg aldrig forstået. Vi er jo jurister, og vi skal værne om retssikkerheden. Hvis jeg skriver et brev til justitsministeren, så sender han brevet ned gennem kværnemaskinen, og så kommer det ud som små flapper et eller andet sted. Men hvis jeg går ud offentligt og problematiserer, at der bliver set stort på internationale konventioner, som fx i sagerne om de danske børn i fangelejrene i Syrien, så ved han godt, at det kan koste ham fire stemmer i Nordsjælland, hvis ikke han gør noget.

Det er klart, at jeg med tiden og sagerne har fået lettere adgang til medierne. Men jeg har ikke fået nemmere ved det på et uretfærdigt grundlag. Prisen er, at jeg ikke sidder på en mahognistol ved et mahogniskrivebord. Men det har jeg overhovedet heller ikke lyst til.

Det største klap, jeg har fået på skulderen, var klokken fem om eftermiddagen den 19. maj i år. Jeg glemmer aldrig det udbrud, mormoren kom med, da jeg ringede og fortalte hende, at hendes datter og to børn kommer hjem fra fangelejren i Syrien. Det har hun kæmpet for længe, og jeg har kæmpet i over to år – en kamp op ad bakke. Så det udbrud og den taknemmelighed er noget af det største. Jeg har ikke grædt i 30 år, men lige dér var jeg ved at græde – nogle påstår, at jeg græd.

Juridisk set har jeg aldrig følt mig så ung, som jeg gør nu. For de ting, jeg kan i dag, kunne jeg ikke som ung, og de ting, jeg får lov til at arbejde med i dag, er det, som jeg ville ønske, at de unge ville arbejde med. Så juridisk, sagsmæssigt, resultatmæssigt og udfoldelsesmæssigt har jeg aldrig følt mig så ung, som jeg gør nu. Og jeg har aldrig haft så stor appetit på at handle – at gøre noget – som nu.