Pas på

3 tegn på, at dit arbejde fylder for meget

21.10.2021

af

Illustration: Astel Design/Shutterstock

Illustration: Astel Design/Shutterstock

Det kan ende fatalt, hvis dit arbejde bliver til en afhængighed. Typisk er der en glidende overgang fra begejstring til belastning, siger erhvervspsykolog Pernille Rasmussen. Få hendes tip til, hvordan du opdager faresignalerne.

'Elske' er et stort ord at bruge om sit arbejde. Men ikke desto mindre er det sådan, nogle af os har det. Det er på arbejdet, vi realiserer os selv, det er der, vi når vores mål og får anerkendelse for det, og måske er det tilmed her, vores største sociale netværk er.

Men hvad er der også galt i at elske sit arbejde?

”Intet. Bare det ikke tager overhånd, og det i sidste ende er det, du elsker, der knækker dig.”

Sådan lyder det fra Pernille Rasmussen, erhvervspsykolog og indehaver af Grow People. Hun er forfatter til flere bøger, bl.a. ’Når arbejdet tager magten’ og senest ’Knæk stresskoden’.

Der er bare det ekstra benspænd, at når du elsker dit arbejde, kan det være ekstra svært at erkende, når det er blevet usundt for dig, og en stress-sygemelding lurer, siger Pernille Rasmussen.

”Det tricky er, at vi ofte selv ikke ved det eller ikke vil acceptere det, når vi kommer i den situation, at arbejdet fylder så meget, at det belaster os, mere end godt er.”

Samtidig er det typisk noget, der sker gradvist og derfor kan være svært at opdage. Vi kan vænne os til at være belastet og have det skidt. Begejstring udvikler sig snigende til belastning, som Pernille Rasmussen siger.

”Vi kan godt arbejde videre, selv om vi måske egentlig burde trække i nødbremsen. Det svarer lidt til at begynde at have ondt i benet og efterhånden få så ondt, at vi halter. Det er ikke rart, men vi kan godt tolerere og vænne os til ubehaget – indtil det punkt, hvor vi har slidt så meget på benet, at vi ikke kan tage et eneste skridt.”

Det er det samme med stress, siger Pernille Rasmussen.

”Vi kan godt køre videre og videre og fylde endnu mere på – altså indtil vi har slidt så meget på systemet, at vi kører ud over kanten.”

Hun peger på tre ting, der kan være et hint om, at du er på vej ud over kanten. Men inden du får dem, vil hun gerne understrege, at det er kompliceret – og måske endda en særligt stor udfordring, hvis du er én af dem, der ’elsker’ dit arbejde.

”Hvis det var nemt, havde vi ikke så mange stresstilfælde. Så var folk jo stoppet op i tide eller havde taget fat i hinanden, inden det gik helt galt.”

Pernille Rasmussen udpeger tre tegn, der kan tyde på, at du er på vej ud over kanten:

 

#1: Du ændrer adfærd

Det kan være, at du begynder at blive voldsomt irriteret og skælder andre trafikanter ud i morgentrafikken. Det kan også være, at du trækker dig, ikke siger så meget eller springer frokosten over på arbejdet. 

Løsning: Sørg for at have en stund alene hver uge, hvor du lige stopper op og mærker, hvordan du har det. Prøv at sætte dig ned og mærk din krop et øjeblik. Læg mærke til, om der er sket forandringer – sitrer det i dine arme og ben, og kører tankerne bare derudad? Hvis ja, er det på høje tid, at du sætter tempoet ned og måske giver noget ansvar fra dig.

 

#2: Du har søvnproblemer

At have svært ved at sove er et af de helt typiske tegn på overbelastning. Et andet tegn er, at du begynder at droppe det, du plejer at holde af – fx at være social eller dyrke sport. 

Løsning: Hold øje med dine stresstegn. Tag dem alvorligt og mærk nøje efter, hvornår de er begyndt – og sæt ind.

 

#3: Andre er bekymrede

Dine kolleger, venner eller familie siger, at de er bekymrede for dig, eller at de synes, du har ændret adfærd. 

Løsning: Bed andre om at sige til, hvis de oplever ændringer hos dig. Pas på, at du ikke begynder at blive ’døv’ og stopper med at høre efter og bare siger 'ja, ja, ja' uden at tage det til dig.

 

Du kan miste alt

Ud over søvnproblemer er det altså også et faresignal, når vi begynder at skære alt andet end arbejde fra, siger Pernille Rasmussen.

”Vi ser ikke rigtig vennerne mere, for vi er jo sociale på arbejdet, og vi stopper også på fodboldholdet.”

Men det kan blive en rigtig ond cirkel, hvis du lægger hele din identitet i arbejdet.

”Hvis vi aldrig rigtig slipper arbejdet og bare læsser mere og mere på, så det kommer til at fylde alt, ender vi til sidst som ’etbenede’. Det er meget skrøbeligt. For hvad nu, hvis det pludselig ikke kører på arbejdet. At du oplever, at du ikke præsterer, som du plejer og måske endda bliver fyret – jamen, så mister du jo alt,” siger Pernille Rasmussen.

Hvis arbejdet bare fylder alt, får du heller ikke restitueret, hvilket kan være fatalt, understreger hun. Derfor skal du tage det alvorligt, hvis du har fået et hint om, at du er ved at nå kanten af din formåen.

”Topatleter ved jo, at de skal restituere. De planlægger restitutionen, så de kan peake, når de skal præstere. De er trænet i at være opmærksomme på, hvad deres krop fortæller dem – og ikke mindst i at lytte og tage det alvorligt, når den siger, at det er tid til en pause eller til at drosle ned på træningsmængden.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet