Første job

"Der er stor efterspørgsel på, at man kan bruge sin teoretiske viden i praksis"

19-01-2021
3 min.
Under specialeskrivningen var Mathias Falch en del af en gruppe på seks studerende, der bl.a. hjalp hinanden med at skrive gode CV'er. Foto: Finanstilsynet

Det var udfordrende for Mathias Falch at skulle søge job som nyuddannet under corona-krisen. Det lykkedes ham dog at lande et ønskejob – bl.a. fordi hans CV viste, at han kunne tænke ud af boksen.

Da Mathias Falch i sommer blev færdig som økonom, var det ikke noget nemt tidspunkt at skulle finde sit første job. Selv om corona-smittetallene var lave, havde pandemien et hårdt tag i økonomien. Og det kunne mærkes som ansøger.

Mens han var ledig, nåede Mathias Falch at sende 10-15 ansøgninger, men undervejs forsvandt fire af stillingerne, fordi arbejdsgiveren enten udskød ansættelsen på ubestemt tid eller slet ikke søgte længere pga. coronaen.

”Det gjorde det jo lidt svært. Er der efterspørgsel efter mig? Og forsvinder alle jobbene så? Nogle af processerne trak også ud, og så henvendte de sig alligevel senere, så det var lidt vanskeligt at håndtere,” fortæller Mathias Falch, der siden sidst i september har været fuldmægtig i Kontoret for Investorbeskyttelse i Finanstilsynet.

”Nu er jeg ikke en person, der mister modet, men det vakte da en del bekymring. Der var fx et job, hvor jeg følte, jeg var i betragtning, og så blev det ikke til noget alligevel. Det var da, ja, bekymrende”, siger han.

Mathias Falch søgte både stillinger i Jylland og i København, men besluttede ret hurtigt at rykke til hovedstaden, da der er et større udbud af stillinger i finanssektoren, hvor han helst ville arbejde. Desuden ville han gerne tilbage til hovedstaden, selv om han efter studentereksamen fra Roskilde Katedralskole meget bevidst valgte at studere i Aarhus, fordi der skulle ske noget nyt – og hvor han i øvrigt syntes rigtig godt om studiemiljøet.

Hvordan er jobbet i Finanstilsynet så?

”Det er fantastisk! Man får virkelig lov til at lave noget fra starten – med forskellige typer arbejdsopgaver – og være med til at definere sin rolle.”

Mathias Falch arbejder i Kontoret for Investorbeskyttelse og har især at gøre med investeringsfonde og investeringsforeninger. Han er også med i en arbejdsgruppe i det europæiske finanstilsyn ESMA og repræsenterer Danmark i en task-force, der handler om indberetning og brug af data fra fonde.

Hvilke slags opgaver løser du?

”Min primære funktion er at arbejde med data og generelle økonomiske analyser. Det tager meget udgangspunkt i de indberetninger, vi får fra investeringsfonde, og jeg laver fx temaundersøgelser og ser på, hvordan det går på markedet for investeringsfonde. Lidt mere specifikt udvikler jeg overvågnings-værktøj, kigger på likviditet og gearing. Og jeg fører direkte virksomhedstilsyn med nogle af fondene,” siger han.

Det lyder, som om du arbejder meget?

”Jeg keder mig i hvert fald ikke.”

Hvordan var din introduktion til jobbet?

”Den var rigtig god. Der var nogle helt specifikke opgaver, jeg skulle overtage fra én, der rokerede internt til et andet kontor, så jeg havde en intensiv periode med ham, hvor han guidede mig igennem det hele og overleverede opgaverne på en rigtig god måde. Og han er jo stadig i Finanstilsynet, så jeg fortsat kan spørge ham. Her er en rigtig god kultur, hvor man sagtens bare kan ringe til kolleger og spørge,” fortæller han.

Hvordan forberedte du dig til jobsøgningen?



”Før corona – da vi stadig måtte sidde på specialekontoret på universitetet – var vi en gruppe på seks mand, som sad der. Vi snakkede meget om fx opbygning af et CV, og mine medstuderende gav rigtig god sparring,” siger Mathias Falch, som også havde god gavn af sin a-kasse, hvor han deltog i kurser om jobsøgning og også fik løbende sparring om CV og ansøgninger.

Har du et godt råd til andre nyuddannede om jobsøgning?

”Ja, jeg fik meget respons på, at jeg i mit CV havde inkluderet noget, hvor jeg havde tænkt ud af boksen. Jeg havde en case competition med, hvor jeg sammen med min gruppe tog noget meget simpelt over i en lidt anden kontekst, end der var lagt op til – frem for blot den billigste og mest komplekse model. Det endte med at være den bedste løsning, og vi vandt,” forklarer Mathias Falch.

I det hele taget følte han, at der var meget respons på, at man kunne tænke mere praksisorienteret og lægge den helt tunge teori fra sig. Det var da også noget, der blev talt om, da han var til samtale i Finanstilsynet – uden at sejren i en case competition nok i sig selv gjorde udslaget:

”Jeg tror ikke, den vægter så meget i sig selv. Men at man knytter nogle ord på, hvordan man kan anvende sin teoretiske viden på en praktisk måde – det tror jeg, der er ret stor efterspørgsel på, at man kommer frem med.” 

Kommentér
1
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.