Underdrejet

Ny minister: Embedsværk i knæ efter minksag

7.1.2021

af

Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

Foto: René Schütze/Ritzau Scanpix

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) kritiserer embedskulturen i sit nye ministerium, men siger også, at folk har knoklet alt for hårdt. Djøf Offentlig-formand Sara Vergo ser positivt på ministerens 10-punktsplan for at genrejse ministeriet.

De ansatte i Fødevareministeriet er i en choktilstand efter minksagen. Et system, hvor medarbejderne er presset helt i bund. Et system, hvor basale embedsmandsdyder har været en mangelvare, og hvor medarbejderne alt for længe har haft alt for meget om ørerne. En indgroet kultur med alt for mange snirklede sagsgange, utrolig lang skriftlighed og ringe evne til at skære ind til benet. Hvor alt for mange sidder med alt for mange opgaver, og hvor det er blevet hovsa-hovsa – vi tager lige en beslutning i trappeopgangen på vej til møde.

Sådan lyder en opsigtsvækkende kritik af arbejdskulturen i Ministeriet for fødevarer, landbrug og fiskeri fra dets nye minister, Rasmus Prehn (S). Han tog over 19. november, da daværende miljø- og fødevareminister Mogens Jensen (S) trak sig efter forløbet om det potentielle lovbrud i mink-sagen, og statsministeren splittede miljø- og fødevareområdet op i to ministerier.

Udtalelserne faldt i et interview med Avisen Danmark i december. Rasmus Prehn understreger i interviewet, at kritikken ikke skal forstås som en kritik af den enkelte medarbejder, men af systemet.

Svarer på samrådsspørgsmål om natten

Lige nu vælter det ind med §20-spørgsmål og indkaldelser til samråd. Folk sidder og svarer på samrådsspørgsmål om natten, forklarer ministeren til Avisen Danmark og pointerer, at han nu vil prøve at få genopbygget tilliden til ordførerne på området, så de ikke behøver indkalde til samråd som det første hver gang.

Samtidig sætter han internt gang i en 10-punktsplan (se boksen under artiklen), der skal genrejse ministeriet.

Ud over at der bl.a. skal ansættes en juridisk chef tæt på ministeren, skal ministeriets procedurer forsimples og opstrammes, og der skal sikres klare indstillinger til ministeren på sagerne. Samtidig skal tempoet ned gennem bedre prioritering af sagerne.

Der skal også oprettes en whistleblowerordning og en idéboks, hvor medarbejderne kan kommunikere direkte til minister og departementschef.

Djøf-formand roser minister

Djøf-tillidsrepræsentanterne i Fødevareministeriets departement ønsker ikke at kommentere ministerens udtalelser over for Djøfbladet.

Men Sara Vergo, formand Djøf Offentlig, kvitterer positivt for Rasmus Prehns 10-punktsplan om ændrede arbejdsvilkår og -metoder i ministeriet.

"Jeg synes, det er glædeligt, at ministeren har fokus på de særdeles krævende vilkår, medarbejderne arbejder under. Det kan kun være i alles interesse, at arbejdsgangene er så transparente og smidige som muligt – med respekt for den tunge faglighed, der er i ministeriets og dets styrelser."

Men han kalder det også et system, hvor basale embedsdyder har været en mangelvare – er det ikke at skære alle over én kam?

"Jeg noterer mig jo, at han siger, at der har været et virkelig hårdt og urimeligt arbejdspres. Og prioritering af opgaver, fokus på embedsdyderne og en klar og central placering af den juridiske faglighed i ministeriet er alle indsatser, vi kan bakke op om. Det er helt i tråd med de anbefalinger, som kom i Bo Smith-betænkningen," siger hun.

Bo Smith-udvalget var et udvalg om embedsmanden i det moderne folkestyre nedsat af Djøf.

Fungerende topchef: Lang tids arbejde med tempoet 

I et skriftligt svar til Djøfbladet siger konstitueret departementschef, Sarah Børner, at 10-punktsplanen implementeres i to tempi.

"En række af punkterne er vi allerede helt eller delvist i mål med. Vi har på kort tid organiseret os i et nyt selvstændigt ministerium med eget departement. Her har vi haft øje for, at kontorerne skulle være mindre, så cheferne får frigjort mere tid til personale- og faglig ledelse. Samtidig har vi oprettet en central position som juridisk chef – tæt på minister og direktion," forklarer hun.

Den anden del af punkterne kommer minsteriet til at arbejde kontinuerligt med over det næste lange stykke tid, understreger Sarah Børner.

"Vi skal eksempelvis finde nye veje til at bringe borgere og interessenter endnu tættere på vores arbejde. Og vi skal løbende arbejde med at prioritere, hvordan vi bruger vores ressourcer, så vi holder tempoet nede og fastholder fokus på det vigtigste. Det er ikke noget, vi kommer til at sætte flueben ved efter en måned eller to. Det er ambitioner, der kræver kontinuerlig opmærksomhed og tiltag fra os i ledelsen."

Der skal nu hurtigst muligt ansættes en departementschef i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Ansøgningsfristen udløb 6. januar.

Sara Vergo skrev før jul til den øverste ansvarlige for statens arbejdsgiverfunktion i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, skatteminister Morten Bødskov (S), om den konstante spidsbelastning, som djøfere i bl.a. ministerier og styrelser arbejder under på grund af covid-krisen. Læs om ministerens svar her.

Rasmus Prehns 10-punktsplan for Fødevareministeriet

1. Ministeriets nye placering og organisering skal på plads inden årets udgang. Den nye departementschef skal ansættes hurtigst muligt i det nye år. Afklaring giver mere ro.

2. Der skal placeres en retschef helt tæt på ministeren. Alle sager skal tydeligt og øverst i dokumenterne mærkes med afklaring på centrale spørgsmål som fx lovhjemmel, økonomi, parlamentarisk situation og kommunikation.

3. Keep it simple! Alle sagers hovedpapir skal have klare indstillinger og må maksimalt være to sider – helst kun én.

4. Chefer skal have mindre ansvarsområder og færre medarbejdere under sig.

5. Tempoet i ministeriet skal sættes markant ned. Laver vi tingene rigtige første gang, når vi mere, end vi gør ved at stresse frem – kun for at måtte lave tingene om igen. Sager skal prioriteres i grøn, gul og rød ud fra væsentlighed samt hvor presserende og politisk følsomme de er: Tidsplanen for større projekter skal revideres, og projekter må udskydes, hvis det er nødvendigt.

6. Styrelsernes direktører og faglige fyrtårne skal bringes tættere på minister og departementschef.

7. Medarbejderne skal have en lige linje til minister og departementschef gennem en idéboks, på hyppige husmøder og gennem en whistleblowerordning.

8. Alle medarbejdere skal på skræddersyet kursus i "Hvad er god forvaltning anno 2020?" samt opfordres til at melde ind med ideer til forbedringer og med rapportering af fejl og ny læring.

9. Der skal skrues op for ministeriets virkekraft. En ny kultur, der skal løse problemer hurtigt og i dialog med borgerne. Ministeriet skal langt tættere på borgerne, ligesom partiernes ordførere skal holdes tættere på og inddrages mere.

10. Det skal være sjovt at gå på arbejde. Der skal være overskud til fordybelse, innovation og udvikling. Ikke kun overlevelse.

Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet