Ny aftale

Slut med direkte karrierehop fra Finanstilsynet til finanssektor

26.1.2021

af

Foto: Leif Jørgensen/Creative Commons (CC BY-SA 4.0)

Foto: Leif Jørgensen/Creative Commons (CC BY-SA 4.0)

Finanstilsynets ledelse bliver nu forhindret i at gå direkte til et job i den finansielle sektor. Djøf, der ellers er modstander af klausuler, som gør det sværere at skifte job, er medunderskriver på aftalen.

Det gav en del presseomtale, da Finanstilsynets direktør Ulrik Nødgaard i 2015 hoppede direkte over ’på den anden side’ og blev direktør for Finansrådet – en privat interesseorganisation for banker, realkreditinstitutter og andre finansielle virksomheder (i dag: Finans Danmark).

Sådan et jobskifte ville han ikke kunne foretage i dag.

I kølvandet på sagerne om hvidvask og finansiel kriminalitet er der nemlig nu indgået en aftale om en karensperiode – en såkaldt cooling-off-periode – for Finanstilsynets chefer, hvis de ønsker at skifte til et job i den finansielle sektor.

Formålet er at hindre, at en indsigt i Finanstilsynets arbejde og praksis videregives til de finansielle virksomheder og organisationer, som tilsynet er ’vagthund’ over for.

Det vil fx sige, at en kontorchef, der fører tilsyn med en banks afdelinger i udlandet, ikke fra den ene dag til den anden kan springe over i et job i banken og dermed videregive oplysninger om, hvornår og hvordan et tilsyn kommer til at foregå.

Djøf er stadig mod klausuler

Det er Djøf og Erhvervsministeriet, der har indgået aftalen om vidensklausuler efter et krav fra Folketinget om en karensperiode for Finanstilsynets chefer.

Djøf har i mange år haft som politisk mål at komme af med klausuler, der begrænser djøfere at skifte job. Den målsætning gælder stadig, understreger Hanne Fugl Eskjær, formand for Offentlige Chefer i Djøf.

Hvordan kan det så være, at Djøf er medunderskriver på en aftale om endnu en klausul?

”Der var et bredt politisk flertal, der ønskede de her klausuler. Grunden til, at vi gik ind i arbejdet med aftalen, var, at vi gerne ville sikre os, at de berørte chefer, der nu ikke længere så nemt kan skifte job, får en fair kompensation,” siger Hanne Fugl Eskjær.

Frygter du ikke, at det her bliver den første klausul i en række af klausuler på det offentlige område?

”Nej. Den her klausul er meget specifikt møntet på nogle helt konkrete chefer og helt konkrete jobskifter, så jeg mener ikke, den åbner op for, at man generelt indfører klausuler i den offentlige sektor. Det vil også være kortsigtet og spænde ben både for dem, der ønsker at tage springet mellem den offentlige og den private sektor, og for samfundet, der har glæde af videndeling på tværs af sektorerne,” siger Hanne Fugl Eskjær.

Gradueret kompensation

Kompensationen er gradueret efter stillingsniveau, og det samme er karensperioden. Finanstilsynets direktion er med den nye aftale omfattet af en cooling-off-periode på seks måneder. Underdirektører har en tre måneders karensperiode, og for kontorchefer er det to måneder.

Kompensationen er todelt. For det første får direktionsmedlemmer et varigt tillæg på 15 % oven i deres nuværende løn. Underdirektører får 7,5 % oven i lønnen, mens kontorchefer får et tillæg på 5 %.

Hvis en chef ønsker at søge over i den finansielle sektor, får han eller hun også det, der svarer til fuld løn i cooling-off-perioden – altså fx seks måneders løn til en direktør, efter han eller hun er fratrådt. Der kan dog godt ske modregning, hvis de har et andet job i cooling-off-perioden.

Er det ikke en meget favorabel kompensation – to måneders cooling-off-periode for en kontorchef er vel ikke rigtig med til at spænde ben for et skift til den finansielle sektor?

”Det var allerede en del af den politiske aftale, at de berørte chefer kunne kompenseres via et lønløft. Og jo kortere din cooling-off-periode er, jo lavere er din kompensation. Så jeg synes, det er helt fair og hænger helt fint sammen,” siger Hanne Fugl Eskjær.

Selvom Djøf er imod klausuler, er der så ikke god fornuft i, at en chef fra Finanstilsynet ikke fra den ene dag til den anden kan hoppe over til en af de virksomheder, som han eller hun har ført tilsyn med?

”Jeg kan godt forstå, at man politisk har ønsket at gøre noget i kølvandet på både hvidvask og finansiel kriminalitet. Men generelt håber jeg – og vil også fortsat arbejde for – at vi i øvrigt undgår klausuler, så vi kan sikre den største mobilitet mellem den offentlige og den private sektor,” siger Hanne Fugl Eskjær.

Det er cirka 18 stillinger i Finanstilsynet, der nu er omfattet af en vidensklausul. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Rikke
3 år siden
Det var på tide!!! Håber det bliver meget mere udbredt, f.eks. at det også kommer til at gælde folketingspolitikere.
Hans
3 år siden
Jeg skal lige forstå: cheferne får en lønstigning på op til 15 %, mod at få ekstra op til 6 måneders løn i det gyldne håndtryk, de allerede får? Og det gives uanset om de skifter arbejde nogensinde, og uanset hvilket job/branche, de skifter til?? Det er eddermaneme en god indpakning af et generelt lønhop! Men tillykke til dem. Fed løn og lange ferier til de få, udsultning af de mange, det skal nok hjælpe på tilsynets generelle niveau.