Drude Dahlerup: "Det kan faktisk lade sig gøre at ændre verden"

Jeg var en af de der unge kvinder, der sagde, at jeg arbejdede bedst sammen med mænd, for jeg skulle absolut ikke falde i husmorfælden og alle de der stereotyper om kvinder. Men så kom Rødstrømpebevægelsen og vendte op og ned på alting. Der lærte jeg pludselig, hvor utrolig vigtigt det er at arbejde sammen med kvinder. Man skal gøre det sammen med andre, hvis man vil lave samfundsmæssige forandringer – lige fra Rødstrømpebevægelsen til #metoo.

Det kan faktisk lade sig gøre at ændre verden, har jeg lært. Bl.a. at ændre normerne for, hvad kvinder bør og kan. Det lykkedes faktisk at få kvindeforskning ind på universitetet i Aarhus, hvor det i starten kun var mænd, der underviste på statskundskab – og de kunne slet ikke sige ’kvinder’, men udtalte ordet med Q – og hvor der ikke var noget som helst om kvinder og køn.

Der kommer så også backlash. I kvindebevægelsen troede vi tidligere på, at vi var på vej til et bedre, mere og mere ligestillet samfund. Mange af mine venner og kolleger rundt om i verden ved jo godt, at det går op og ned, men i Norden har vi jo måske nok levet i en eksperimentel boble, hvor vi troede, at det hele tiden gik fremad, og sådan er verden jo slet ikke i dag.

En af mine værste oplevelser var, da jeg var løst ansat på universitetet i Aarhus og sad i lærerfrokoststuen. Jeg fortalte glad, at vi nu havde besluttet, at Cekvina (Center for Kvindeforskning) også skulle åbnes over for medicin og naturvidenskaberne. Så sagde en mandlig kollega med et svedent grin: ”Jeg elsker også, når kvinder åbner sig.” Jeg tog min mad og gik, men heldigvis hørte jeg senere, at en anden af mine mandlige kolleger havde skældt ham hæder og ære fra.

Jeg lærte, at man ifølge datidens normer for unge piger på ingen måde kunne være både sporty og klog. Til julefesten slog de statskundskabsstuderendes forening sig fx sammen med fransk-kollegerne, så der kom en masse smarte og yndige kvindelige studerende. Der følte vi kvinder på statskundskab, at vi overhovedet ikke passede ind. Jeg spillede fx håndbold på eliteniveau, og vi følte os som det tredje køn.

Jeg har været med til at udvikle kønsforskning fra noget, folk grinede af, til at være en global disciplin. Der er centre for kønsforskning over hele verden, også i alle autoritære regimer. Da jeg kom til statskundskab på Aarhus Universitet, var kvinder slet ikke eksisterende, hverken i lærebøger eller som lærere. Jeg er derimod vokset op med en feministisk mor – som i en periode også var medlem af Folketinget – og to søstre, og vi fik en meget stærk selvtillid med os fra vores barndomshjem; en tro på, at kvinder godt kan.

Jeg flyttede til Stockholm, fordi det havde lange udsigter, at der blev opslået et relevant dansk professorat, så jeg var professor på Stockholms Universitet fra 1998 til 2017. Derefter flyttede jeg til Amager, hvor jeg har fire børnebørn.

Med hensyn til beskyldninger om politisk korrekthed i Sverige vil jeg bare sige, at hvis dét at være politisk korrekt handler om, at man ikke krænker andre mennesker, og at man tror på menneskerettighederne – så er jeg bare stolt af at være politisk korrekt, ligesom mange svenskere er.

Tidligere var der en positiv kappestrid mellem Sverige og Danmark, men den er jo desværre blevet afløst af en gensidig stereotypisering. Det er jeg utrolig ked af. Det er først og fremmest på politisk niveau, for hvis du ser på befolkningen, er der jo stor gensidig interesse, og det nordiske samarbejde blandt virksomheder er stigende.

Jeg har venner og kolleger over hele verden og har arbejdet som international konsulent for bl.a. FN, Den Inter-Parlamentariske Union og danske DIPD omkring at få flere kvinder med i politik. Kvinder udgør kun 25 % af parlamentarikere i verden. Specielt når et land er i gang med at ændre forfatningen eller valgloven, er mit bidrag at komme med forslag til kvoteringssystemer – som jeg er international ekspert, i selv om det er tabu i mit eget land. En række lande – specielt post-konflikt-lande – har nu en fasttrack-model, hvor der fx skal være mindst 40 eller 50 % af begge køn på valglisterne. Efter en uges møder med alle mulige stakeholders skal vi så typisk komme med nogle idéer og forslag. Det har jeg været med til i lande som fx Egypten, Tunesien, Sierra Leone, Kenya, Bhutan og Elfenbenskysten, og det gælder om ikke at være bedrevidende eller at eksportere det danske eller nordiske system, som vi har udviklet over mere end 100 år, men at lytte og forstå den politiske sammenhæng i landet, hvad forandringskraften er, og hvad modstanden er mod at få flere kvinder med i politik.

‘Quotas as a ‘fast track’ to equal representation for women - Why Scandinavia is no longer the model’ er overskriften på en artikel, jeg har skrevet med en svensk kollega. Denne her graduelle langsomme model, som i Danmark oven i købet er stagneret de sidste par årtier, er et paradoks. I post-konflikt-lande og bl.a. efter Det Arabiske Forår er der derimod mange lande, som ønsker hurtigt at lave et mere inkluderende politisk system. Det lykkes som bekendt ikke altid. Men jeg elsker at blive inviteret som ekspert, lige når man er ved at lave en ny valgordning – fx i Tunesien, som har indført kvotering efter det, vi kalder lynlåssystemet (’zipper-system’) med 50 % kvindelige og 50 % mandlige kandidater, som er opført skiftevis på valglisten.

Stereotyperne om kvinder er de samme. Når jeg fx kommer til Egypten som konsulent og træffer justitsministeren, som er en meget ældre herre, der kindkysser og snakker om, at kvinder altid har været stærke i det gamle Egypten – så ved jeg, at han absolut ikke synes, man skal gøre noget for at få flere kvinder med. Eller som jeg hørte i Hvideruslands hovedstad, Minsk: ”Jamen, vi har jo Anna. Hun tæller for 10!”. Den slags stereotyper møder man over hele verden, har jeg virkelig lært.

At være med i JuniBevægelsens ledelse frem til 2005 var utrolig spændende. Jeg er stadigvæk stolt over, hvad vi lavede. Der var en utrolig folkelig mobilisering, og jeg var med til at vinde to folkeafstemninger og tabe to. Der var et vist pres for, at JuniBevægelsen skulle stille op som politisk parti, men jeg frarådede det, bl.a. fordi jeg ikke selv ville være politiker. Jeg er forsker – og forsker i politik.

Jo, jeg er meget arbejdsom, også efter at jeg er blevet pensionist. Siden har jeg skrevet tre bøger, og jeg kommer til at forske og skrive bøger, til jeg stiller træskoene. Jeg har måske også arbejdet for meget, men jeg har altid lagt vægt på, at der også skal være tid til familieliv – og til sport. Tidligere var det håndbold i 15 år og badminton. Nu er jeg begyndt at spille krolf, en blanding af kroket og golf.

Det, jeg henter mest energi fra, er at gå på jagt. Jeg har en svensk jægereksamen og har også licens til at skyde højvildt, bl.a. vildsvin og elg. Det er helt fantastisk at sidde helt alene i den store svenske skov. Der kan du simpelthen ikke tænke på noget som helst andet end naturen.

Drude Dahlerup læste statskundskab på Aarhus Universitet, da studiet ikke fandtes andre steder i Danmark. Hun blev senere lektor samme sted. Professor på Stockholms Universitet 1998-2017. Medstifter af JuniBevægelsen. Nu adjungeret professor på RUC samt forfatter og international rådgiver.