Din faste plads på kontoret kan snart være fortid

Majken Kondrup er på jagt efter en ’rigtig’ mus. Hun er netop kommet fra sommerferie og går rundt mellem skrivebordene. På de første to skriveborde, hun overvejer at sætte sig ved, er der en ’mousetrapper’ – en ergonomisk mus – og sådan én kan hun ikke finde ud af at bruge.

Vi var mange, der som Majken Kondrup forlod vores skrivebord i huj og hast sidste år og har klaret arbejdet hjemmefra. En del af os vender formentlig aldrig tilbage til vores eget skrivebord igen. Sådan er det i Odsherred Kommune, hvor Majken er afdelingsleder for HR, Løn og Personalejura.

Her har mange nu det, der så flot hedder free seating. Det gælder de fleste af de ansatte, der ligesom Majken ønsker at blive ved med at arbejde hjemme en til to dage om ugen. (I Odsherred Kommune har de også fire-dages-arbejdsuge, men det er en anden historie, red.).

Der er da også momentum for at ’kaste alle skriveborde op i luften’. I slipstrømmen af corona tager en række djøf-arbejdspladser lige nu diskussionen om, hvor og i hvilke fysiske rammer vi skal arbejde i fremtiden.

I Odsherred har de handlet hurtigt. MED-udvalget og samarbejdsudvalget har været på banen. De har haft en snak om, hvordan de bedst muligt indretter deres arbejdstid og deres arbejdsplads på en fleksibel måde. Og så havde de den konkrete udfordring, at de gerne ville finde plads til nogle administrative kolleger, der før sad ude på et plejecenter. Det har de fået, ved at flertallet har sagt farvel til deres faste skrivebord, og fordi der dagligt er en række medarbejdere, som passer deres arbejde hjemmefra.

Skrivebordet giver ro

Majken Kondrup er altså chef uden at have et skrivebord. Der var engang, hvor det havde været helt utænkeligt.

David Holt Olsen er historiker og museumsinspektør på Danmarks Industrimuseum i Horsens. Museet har bl.a. genskabt en bank fra 1930’erne. Dengang sad bankdirektøren bag sit store, massive skrivebord på eget kontor, hvor kun de vigtigste kunder blev budt indenfor. Lige uden for døren sad kassereren og bogholderen.

”Bag dem var de mandlige bankassistenter og derefter de kvindelige. Men assistenterne stod op ved skrivepulte – det var med til at markere hierarkiet. Så det er jo markant anderledes end i dag. Vi har næsten alle samme den samme type og størrelse skrivebord – typisk et hæve-/sænkebord – og det gælder også chefen.”

Ja, det er nærmest ’fy’ for en chef at have et større skrivebord end medarbejderne. Så der er ikke længere knyttet så meget prestige og manifestation til skrivebordet, siger David Holt Olsen. 

Men en del af os har stadig følelser knyttet til vores eget skrivebord.

Også David Holt Olsen.

”Der er nogle ting, der gerne må være stabile i vores arbejdsliv, så vi i øvrigt har overskud til at være fleksible. Jeg har både billeder af min familie og tegninger fra mine børn på skrivebordet. Så virker det lidt hjemligt.”

’Tag ikke min trygge base fra mig’

Følelserne for vores skrivebord blusser især op, hvis nogen truer med at tage det fra os, fortæller Mads Lindholm, der er erhvervspsykolog og stifter af konsulentvirksomheden WICE. Han har forsket i og rådgiver nu om arkitekturpsykologi og strategisk indretning af vidensarbejdspladser.

Han siger, at når man laver forandringer på en arbejdsplads, kan den største udfordring ofte være at få os til at ’æde’, at der bliver flyttet rundt på vores skrivebord og vores placering i rummet.

”Min baggrund er jo psykologien. Der taler man om den ’trygge base’, og der er ingen tvivl om, at skrivebordet for mange har en del af den funktion på arbejdspladsen. Det er det sted, man arbejder fra, men det er i høj grad også det sted på arbejdet, man definerer sig selv ud fra. Det har en enorm betydning for vores opfattelse af sikkerhed.”

Anne Sarto er arkitekt og partner hos arkitektfirmaet mtre, hvor hun bl.a. rådgiver virksomheder og organisationer om ombygning og nyindretning af kontorer. Hun kan sagtens genkende, at vi følelsesmæssigt er knyttet til vores skrivebord.

”Vi oplever, at skrivebordet er ankerpunkt for det at føle sig hjemme på arbejdet. Nogle skaber næsten en helt lille kolonihave-stemning omkring deres skrivebord. Derfor tror jeg, at det vækker så mange følelser, når man udfordrer den tanke, at man måske ikke længere skal have sit eget skrivebord.”

Hun er dog ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre at skabe den tryghed og tilknytning uden faste skriveborde, hvis det bliver grebet rigtig an – og at det kan give rigtig god mening, dog ikke for os alle sammen. Men mere om det senere. 

’Det bestolede menneske’

Erhvervspsykolog Mads Lindholm mener, det er historisk og kulturelt betinget, at mange af os føler os så knyttet til vores skriveborde.

”Filosoffen Ole Fogh Kirkeby bruger begrebet ’det bestolede menneske’. Men hvis vi skulle opfinde kontorarbejdspladser forfra, var det første, man kom i tanke om, nok ikke at tage et stykke træ på en meter og 60 og sætte ben under.”

Mads Lindholm har for øvrigt selv tre skriveborde, der er helt hans egne. Ét på kontoret, ét derhjemme og ét i sommerhuset.

”Jeg er nok selv tilbøjelig til at sidde og arbejde ved et skrivebord – jeg kan også godt lide at arbejde på en café, men ellers hører jeg bestemt til den traditionelle slags.”

Men billedet af et skrivebord er formentlig det, de fleste af os først ville se for os, hvis vi blev bedt om at beskrive en kontorarbejdsplads.

”I vores kultur har vi den oplevelse, at når vi fordyber os, sætter vi os ned og bøjer os ind over et skrivebord. Stol og bord har stor betydning, det har vi oplevet helt tilbage fra folkeskolen. Så det er en kropslig indlejring, som er mere historisk og kulturel, end den er praktisk.”

For det er ikke nødvendigvis altid det mest hensigtsmæssige, siger han.

”I dag ved vi fx, at hvis vi skal arbejde mest effektivt, når det gælder kreativitet og innovation, skal vi bruge kroppen meget mere, end vi gør. Så der er kommet nogle benspænd i den måde, vi er kommet til at bruge skrivebordet på, som knytter sig til den oplevelse, at når du sidder ved dit bord, så er du effektiv.”

Men det ligger altså i os, at vi forbinder effektivitet med et bøjet hoved over et skrivebord – og det gør det også hos nogle af vores chefer, siger arkitekt Anne Sarto.

”Før corona mødte vi stadig ledere, der havde det sådan, at hvis de ikke kunne se folk sidde ved deres skrivebord, så troede de ikke, de lavede noget.”

’Laver I noget?’

Det var i starten af 1900-tallet, i forbindelse med industrialiseringen, at antallet af mennesker med kontorarbejde eksploderede, fortæller historiker David Holt Olsen.

”I mange år sad man hierarkisk inddelt efter funktioner og kiggede frem mod chefen. Så kunne chefen sidde og holde øje ned gennem rækkerne.”

Den kultur har fulgt nogle chefer op til i dag. Det er der dog blevet rusket op i under corona, hvor rigtig mange af os kontorarbejdere har været uden for chefens synsfelt. Det gik jo. Så de chefer, der stadig var mest trygge, når vi sad bøjede over vores skrivebord, har for manges vedkommende fundet ud af, at vi såmænd også godt kan få noget fra hånden, når vi sidder hjemme ved spisebordet eller i sommerhuset og arbejder, pointerer erhvervspsykolog Mads Lindholm.

Man kan også arbejde fra sofaen

Og så er der den unge generation. Yngre kollegaer kan være med til at skubbe til forestillingen om, at produktivitet og arbejdsglæde ikke nødvendigvis er koblet til et fast skrivebord på arbejdspladsen.

”Mange af os har et blind spot for, at der ikke kan være andre måder at arbejde ’rigtigt’ på end ved et skrivebord. Men den nye generation sidder i sengen, i sofaen eller på en café, når de laver lektier, og det betyder, at der kommer nogle generationskløfter på arbejdspladserne,” siger Mads Lindholm.

Det skal også tages med i ligningen, når og hvis vi ønsker at indrette os på nye måder.

”Vi har været gennem forskellige perioder, hvor det var kontorlandskaber, aktivitetsbaserede arbejdsmiljøer eller hjemmekontor, der var det nye sort. Jeg tror, at det, der bliver kendetegnende i tiden efter corona, er, at arbejdspladserne i overført betydning bliver malet i mange forskellige farver.”

Kontor-kloning går ikke

Anne Sarto oplever, at der blandt arbejdsgiverne er kommet en større erkendelse af, at det arkitekturpsykologiske perspektiv er vigtigt at få med, når vi tænker indretning – så fokus ikke kun er på udluftning, støj og ergonomiske skriveborde og stole.

”På de enkelte arbejdspladser diskuterer både ledelse og medarbejdere kvalificeret, hvordan den plads, der er til rådighed, bliver brugt bedst – i stedet for at se det som en kloningsøvelse, hvor man bare banker skriveborde op over det hele.”

Men der er en årsag til, at man holder fast i skrivebordene, mener Anne Sarto.

”Jeg tror, at et skrivebord er ladet med så mange følelser og overførte betydninger som tryghed og tilhørsforhold – det er med til at cementere, at man har en plads i organisationen. Men den tryghed kan skabes på anden vis.”

Selv har Anne Sarto har ikke haft sit eget skrivebord i mange år.

”Jeg bruger enten et skrivebord, der er ledigt, sidder i vores køkken eller ved et projektbord. Jeg kan sagtens slå mig ned et stykke tid, og så snart jeg kan finde anledning til det, breder jeg da også gerne mine papirer ud – jeg kan have behov for, at de ligger til næste dag. Men papirerne behøver ikke være arkiveret der – hvilket nok er det, jeg ville bruge mit eget skrivebord til, hvis jeg havde ét.”

Rift om vinduespladserne

For Majken Kondrup i Odsherred Kommune er det som nævnt helt nyt ikke at have eget skrivebord – det samme gælder hendes medarbejdere. Og selvfølgelig er der rift om vinduespladserne, men gangpladserne med mere liv appellerer også til nogle, siger hun. Hendes to grupper medarbejdere – dem i lønafdelingen og dem i HR-udvikling og -uddannelse – har grebet free seating forskelligt an.

”I lønafdelingen har alle skriveborde fået et nummer. Så går de hver især ind og booker et bord i et skema de dage, hvor de møder fysisk ind på rådhuset, og de skriver også de dage ind, hvor de arbejder hjemme. Det gider de andre ikke – de har ikke lyst til at skrive i flere skemaer, som de siger. Så de har aftalt, at de bare møder ind og sætter sig der, hvor der er plads.”

Hvis det skulle ske, at der ikke er pladser nok, er der 25 ’flyverpladser’ rundt om på rådhuset, fortæller Majken Kondrup.

”Dem har jeg da tænkt mig at bruge også. Så kan jeg sidde i økonomiafdelingen en dag eller prøve at sidde i socialpsykiatrien. Det giver mening for mig.”

De har ikke evalueret på hjemmearbejde og free seating endnu. Og der er formentlig ting, der skal justeres, siger Majken Kondrup.

Hvis hun har brug for at tale én-til-én med en medarbejder, er der små møderum til det. Så det virker på ingen måde afskrækkende for hende med free seating.

”Før var jeg sådan én, der altid printede en masse papirer ud. Men jeg har lært at være meget digital – jeg kan være alle steder. Mit kontor er blevet min computer og mine læsebriller. Og så skal jeg nok også til at gå rundt med en mus i tasken.”