Steen tog til Kabul, mens alle ville ud

Først gik de sidste 83 evakuerede ad rampen op i Herkules-flyet, så de danske embedsmænd og til sidst de danske militærfolk. Det var mørkt og varmt, og klokken var vel otte om aftenen onsdag d. 25. august, da det sidste danske militærfly lettede fra lufthavnen i Kabul og fløj de 45 minutter østpå mod Islamabad i Pakistan.

Næste dag i Islamabads lufthavn – hvor gruppen af de evakuerede, militærfolkene og de fleste af embedsfolkene havde tilbragt natten på gulvet i et afgangsområde – hørte de om terrorbomben ved Abbey Gate, som dræbte 169 afghanere og 13 amerikanske soldater.

Det var præcis dér, flere af de danske soldater og embedsfolk havde stået dagene før: Inde bag hegnet ved Abbey Gate – de måtte ikke bevæge sig udenfor. På den anden side af hegnet havde de desperate evakueringssøgende haft amerikanske marinesoldater foran sig og Taleban bag sig.

Steen Hommel, Udenrigsministeriets direktør for handelsrelationer og bæredygtighed, var en af dem, som havde stået ved Abbey Gate dagen før.

Fortvivlede følelser ramte ham, da beskeden kom fra Kabul.

"At det skulle overgå alle de mennesker midt i de rædsler, de allerede stod i. Man kan ikke forestille sig al den død og lemlæstelse på det sted, som var så fyldt med kloakstank og desperation. Og jeg følte stor bekymring for mine internationale kolleger, som stadig var der."

Stank, skrald og menneskeskæbner

Da Steen Hommel en lille uge forinden blev sat af på landingsbanen i Kabul – han havde fået et lift fra Islamabad med et belgisk militærfly – blev han ført over til det 'kontor', hvor otte kolleger fra Udenrigsministeriet havde deres base. Det var et hegn placeret på det bare grus og nogle presenninger til at skærme for solen.

"Selvom man prøver, kan man ikke på forhånd forestille sig det sanseindtryk, man får smidt i hovedet," fortæller Steen Hommel.

Amerikanerne havde ryddet startbanerne for civile og igen fået kontrol med lufthavnens vitale funktioner. Men alt servicepersonale var væk. Der lå skrald overalt. Lugten – eller stanken – var overvældende.

Overalt sad der afghanere i grupper under presenninger.

"I den danske stab havde vi ét festival-toilet til rådighed, som ikke blev tømt den uge, jeg var der, selvom jeg tror, at samtlige de 988, vi evakuerede, havde været en tur over det."

Diplomatholdets opgave lød på at få flest mulige af de evakueringsberettigede fløjet ud af Kabul. Herkules-flyene slukkede ikke motorerne i de time slots på 30 minutter, de havde på landingsbanen.

"Det helt store problem var at få de rigtige mennesker – dem, der stod på den danske evakueringsliste – ind i lufthavnen," forklarer Steen Hommel.

Eftersom ingen blev lukket ind af de amerikanske soldater uden evakueringsdestination, var hans første opgave som højest rangerende danske diplomat på stedet at styrke dialogen og koordinationen med John Bass, den øverst ansvarlige for den amerikanske evakueringsindsats.

Sagsbehandling på kanten af en kloak

Og så var det ellers bare med at tage fat og hjælpe kollegerne, som havde været i gang det meste af døgnets 24 timer i en lille uge.

Dem, som ville ud, men ikke var omfattet af den danske evakueringsaftale, skulle sorteres fra – men med et råderum på stedet inden for et vist humanitært skøn, hvor enlige kvinder og børn fyldte meget.

Dem på den stadigt voksende 'danskerliste', som dukkede op fra et privat besøg i landet, skulle også hjælpes ud. Måske kom de med afghanske slægtninge, de håbede at få med.

"Jeg synes, jeg laver vigtige ting i mit normale arbejde, men det her var beslutninger om mennesker. Så kommer det bare meget tæt på. Du står med mennesker, som er forfulgte, men som ikke har nogen eller tilstrækkelig tilknytning til Danmark. Og du er hele tiden underlagt et enormt pres for tempo."

Heldigvis kunne de hele tiden støtte sig til hinanden på tværs af de danske myndigheder. Ingen stod med det alene.

Steen Hommel skyder på, at han fik tre-fire timers søvn i døgnet på et værelse i en nærliggende barak eller på en båre i arbejdsområdet.

"Men bare dét at lægge sig ned et øjeblik og lukke øjnene hjælper meget. Dét, at man har hinanden som kolleger, hjælper."

Abbey Gate var omdrejningspunktet for de fleste nationer i de sidste højspændte dage, hvor evakueringsvinduet nærmede sig sit udløb.

Langs med Abbey Gate løb en kanal, som nu var en kloak. Dernede stod folk og rakte deres papirer op til lande-repræsentanterne.

"Så en delmængde af vores sagsbehandling foregik dér, og så skulle vi ellers have dem hevet op af den her kloak og hen til vores eget område."

De brugte WhatsApp til at guide personerne på evakueringslisterne hen til de rigtige gates – eller til at advare dem mod bestemte gates. Nogle fik besked om at skrive et 1-tal i håndfladen som tegn til marinesoldaterne.

Fortalte børnene han kun skulle til Islamabad

Steen Hommel sad på sit kontor på 3. sal i Udenrigsministeriet, da en direktørkollega fredag d. 20. august ringede ham op: Var han klar til at tage til Kabul? Så var der afgang dagen efter.

"Vi i Udenrigsministeriets direktion overvejede løbende, at en eller flere af os skulle deltage som forstærkning eller udskiftning i den spidse ende af operationen. Det beder vi kollegerne om, og hvis det kan gøre en forskel, skal vi også være klar."

Men med opgaver af dén karakter bliver man – og det gælder på alle medarbejderniveauer – spurgt, ikke beordret.

"Jeg cyklede hjem. Det her var ikke noget, jeg bare ville ringe hjem om."

Svaret fra hans ægtefælle var ja, men til børnene fortalte han, at han kun skulle til Islamabad.

"Det var for svært at forklare dem, at der er nogle meget kompetente militærpersoner, som passer på én, så jeg syntes, det var bedre sådan."

Lige til slut røg hans navn dog ud i medierne fra Kabul, og så måtte han til telefonen og skrive til børnene.

Brug for at få talt om det

I lufthavnen i Islamabad blev det hjemvendende hold mødt af en krisepsykolog fra Beredskabsstyrelsen, som de alle havde en kort samtale med. Hjemme i Udenrigsministeriet blev de opfordret til at tage mod ministeriets tilbud om psykologbistand.

"Det er en ret håndfast opfordring. Man kan ikke rigtig slippe, så nu er vi alle i et individuelt samtaleforløb med en psykolog. Men vi, der var i Kabul lufthavn sammen, har også mødtes. Vi var ude at spise ugen efter for at få talt. Vi har alle sammen noget barskt med hjem. Det ville være mærkeligt, om det ikke skurer i hovedet."