"Coronaen hentede mig ud af hamsterhjulet"

Store beslutninger har mange mødre og fædre. Men hvis ikke coronaen havde sendt Cecilie Struch Drøhse på arbejdsophold i et sommerhus i Rørvig med mand og tvillingedrenge på fem, ville der måske være gået fem år, før hun havde skiftet karrierespor. Og måske ville hun aldrig have gjort det.

Den 38-årige jurist sad i sommerhuset ved sin pc med tvillingerne stående op ad sig.

"Når jeg sagde til dem: 'Nej, I må lege selv' og kiggede ind i skærmen på det her Zoom-møde og de her mails, tænkte jeg: 'Hold da op, hvor er det her en mærkelig prioritering, for jeg får ingen som helst energi ud af mit arbejde. Det dræner bare mig og min familie'."

Det blev tydeligt for hende, at hun afviste tvillingerne for at bruge tid på et job, hun ikke var glad for. Hun vidste det godt i forvejen, den ene dag havde bare taget den anden.

"Coronaen hentede mig ud af hamsterhjulet. Den skrællede et lag overflade af. Jeg fik stillet livet op for mig selv på en anden måde. Jeg skulle ikke tilbage til hverdagen, som den var før."

Virksomhederne kan ikke bare fikse det

Hun gjorde det. Opsagde jobbet som sekretariatschef i Rejsekort & Rejseplanen A/S, slap trygheden og den gode løn. Nu ville hun gå målrettet efter en indsigt, hun ikke kunne slippe: Hvorfor findes der ikke en tænketank om, hvordan vi får større kønsdiversitet, dér hvor beslutningerne bliver truffet og samfundets retning udstukket? Og hvorfor ikke prøve at lave den selv?

"Det var gået op for mig, at vi som samfund mener, at det med diversitet og flere kvinder på samfundets ledende poster er noget, som virksomhederne skal fikse for os med handlingsplaner og mentorordninger. Men det kan virksomhederne ikke, når vi stadig har så mange kultur- og samfundsnormer om, hvad der er kvinde- og manderoller. Vi er som samfund nødt til at tage et ansvar."

Midt i coronaen tog hun fat i en tidligere kollega, kommunikationsrådgiveren Tine Lund-Bretlau.

"Tine spillede en stor rolle i at udvikle på konceptet. Hun satte retning og bidrog med fagligheder, som jeg ikke selv har."

Sammen stiftede de tænketanken Equalis – en omskrivning af det latinske ord for ligeværd, aequalis. Og nu søger de sammen fondsmidler og samarbejdspartnere.

Men der var også en økonomisk virkelighed hjemme i tvillingefamilien. De havde købt hus, også under coronaen, så der skulle løn på bordet. Cecilie Struch Drøhse fandt et job i et executive search-firma som research consultant på deltid. Et job, hun er glad for, for branchen er spændende, når man interesser sig for diversitet.

Resten af ugen og de sene aftener bruger hun på tænketanken. Når den får flyvehøjde, er aftalen med search-firmaet, at hun faser ud.

Kønnede strukturer

Efter jurastudiet blev Cecilie Struch Drøhse først advokatfuldmægtig, så ansat i ministerierne på Slotsholmen. Men det er ikke oplevelser på hendes vej gennem karrieren, som har fået hende til at kaste så meget energi ind i sagen med det kønnede arbejdsmarked.

Faktisk tænkte hun næsten ikke over det før.

Øjenåbneren kom, da tvillingerne var i dagpleje, og kønssociologen Cecilie Nørgaard holdt oplæg til et forældrearrangement. Nørgaard fortalte om, hvor forskelligt vi behandler drenge- og pigebørn. Helt fra hvordan vi bærer dem som babyer – drengene vender vi udad, pigerne indad mod vores krop – til prægning af uddannelsesvalg.

"Det slog mig for første gang, i hvor høj grad vi ubevidst præger vores børn til at træffe bestemte valg og gå bestemte veje. Det er valg og veje, som betyder noget for, om de kommer til at sidde i en topstilling en dag. Jeg havde ikke tænkt meget over køn før i mit liv. Men nu blev jeg virkelig ramt. Der var noget på spil her, som jeg ikke havde set før."

Hun gik hjem og læste sig dybt ned i emnet. Hun blev ikke særligt overrasket over, at kvinder selv i 2020 kun udgør 13,7% i direktionerne i danske børsnoterede selskaber. Men at kvinder har 17% større risiko for at dø i en bilulykke, havde hun aldrig troet. Hvorfor: Fordi sikkerheden i vores biler testes på en gennemsnitlig mandefysik.

"Det fik mig virkelig til at lede efter de strukturelle årsager til, hvorfor der ikke er diversitet og ligestilling i ledelse. For hvad nu, hvis de samme mekanismer i vores samfund, der 'nøjes' med at teste sikkerheden i bilen på en gennemsnitsmand, også gælder på vores arbejdspladser? Så er det jo klart, at færre kvinder end mænd bliver topledere."

Hun er skrap – han er stærk

Det første, de nye erkendelser gjorde ved hende, var, at hun begyndte at digte eventyrene om, når hun læste højt for tvillingerne. Der var ikke længere nogen prinser, der tog sig en prinsesse.

Da hun for 20. gang læste 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære' højt, gik det op for hende, at der ingen kvinder var på rollelisten. Det tænker de færreste over, men havde det været omvendt, var pærebogen blevet kaldt en kønspolitisk børnebog.

Hun fortæller det for at vise de kønnede mønstre, vi er indpodet med, uden at vi ved, vi har dem. Mønstrene bor også i vores sprog.

"Vi påvirker også med vores ord, når vi kalder den unge kvinde skrap, bossy eller dominerende, mens den unge mand er handlekraftig, målrettet eller stærk. Vi kalder det karrierekvinde, når en kvinde har en ledende stilling. Ordet karrieremand findes ikke, for vi ser det som naturligt, at mænd gør karriere."

Hun påpeger, at forskningen viser, at piger allerede fra seksårsalderen i lavere grad forbinder deres køn med succes og dygtighed og har lavere tiltro til egne evner end drenge, selv om pigerne får højere karakterer i folkeskolen.

Det tager vi med dybt ind i arbejdslivet, siger hun.

'Men du har jo små tvillinger'

Alle de her erkendelser kom til hende på et tidspunkt, hvor hun selv blev tilbudt en chefstilling.

"Dér lagde jeg for første gang rigtigt mærke til omgivelsernes reaktion: 'Men du har jo små tvillinger'. Og min egen tvivl: 'Åh, var jeg klar til en chefstilling, og var det nu også det rigtige tidspunkt med så små børn?' Samtidig så jeg mændene i djøf-verdenen rundt om mig stå og vifte med armene til store stillinger, som de ikke engang var kvalificerede til endnu. Også selv om de havde små børn. Det satte ingen spørgsmålstegn ved."

Der skal et samfundsspejl på alt det her, fastslår hun.

"Vi tror selv, at vi her i landet er verdensmestre i ligestilling mellem kønnene, men undersøgelserne viser, at vi stadig har meget fastlåste kønsstereotyper om, hvem der er hovedforsørger, og hvem der er hovedomsorgsperson i familierne. Og vi vil ikke have, at politikerne blander sig i det. De andre nordiske lande ligger langt foran os med bl.a. lovgivningen."

Rammer lige i maven

Sætter man spørgsmålstegn ved de kønnede mønstre, melder man sig ind i en debat, hvor tonen er virkelig hård. Du risikerer at få et møgfald tilbage i hovedet, hvis du åbner munden med så meget som et pip på Facebook, konstaterer Cecilie Struch Drøhse.

Men ikke kun dér. Det er svært de fleste steder, fordi det rammer os nede i maven.

"Det er et enormt komplekst problem, fordi vi har så meget på spil, og fordi vi rammes helt instinktivt. Det er så svært at tale om unconscious biases. Det gælder også i min egen nære omgangskreds, når jeg bringer det på bane. 'Årh, jeg har ansat masser af kvinder, så det kan ikke passe på nogen måde, at jeg skulle være biased'. Det er det, jeg hører – især i min egen og ældre generationer."

Cecilie Struch Drøhse ser en ny generation af unge kvinder og mænd, som sætter grundlæggende spørgsmålstegn ved hele konceptet. De køber ikke den kønnede tilgang.

"Jeg taler med mange studerende, der ikke blot accepterer, at mænd i dag har 2,1 gange højere sandsynlighed for at blive ledere end kvinder. For de unge er reelle lige muligheder en selvfølgelighed, og derfor ser de heller ingen kamp mellem kønnene. Det er vi meget inspireret af i tænketanken."