Rasmus Willig har opgivet forskningen. Nu er han jordopkøber

Da sociologen Rasmus Willig var ung, røg han Kings og ejede en lille benzinsluger af en hvid MG-sportsvogn. I dag står der kun cykler i carporten. For tre år siden, da den gamle Renault brød sammen, var Willig-familien for længst blevet så alarmeret af klimakrisen, at bilen helt røg ud. Og nu har Rasmus Willig fået direktionscykel. En elcykel.

Før kunne man ringe til den hyppigt citererede 47-årige RUC-forsker og få en bredside om kontrol- og styringsregimer i det moderne arbejdsliv og andet godt fra sociologiens verden. Nu er han blevet Head of CSR i det private erhvervsliv.

Nærmere betegnet i gazellevirksomheden Gubra, der udfører kontraktbaseret biotekforskning for 14 ud af verdens 20 største medicinalvirksomheder, især inden for fedme og diabetes. Noget, der er penge i. Sidste år smadrede Gubra sine tidligere rekorder med en vækst i overskuddet på 69%. Medarbejdertallet er vokset fra to til 155 på 10 år.

Men hov, det handler ikke om høj løn og den elcykel, som alle Gubras ansatte får foræret, og som Rasmus Willig nu på daglig basis bruger fra hjemmet i Hellerup til det nye job i Hørsholm. Det handler om kloden.

"Gubra er lige så optaget af klima som mig selv. Jeg ville ikke længere sidde og teoretisere. Jeg ville ud at gå den lige vej."

De fleste større foretagender ønsker at reducere deres CO₂-udslip – med 50% i 2030, 100% i 2050 osv. Men Gubra ønsker at gå i minus, altså positivt binde CO₂, forklarer han.

"Gubra donerer 10% af sit overskud før skat til grønne projekter og investerer yderligere for at gå i CO₂-negativ."

Landbrugsjord, som omlægges til skov og natur, er formidabel til at binde CO₂. Det er derfor, han bl.a. skal ud at købe jord op.

De aktive skal vise vejen hinsides hykleriet

Da hustruen Ida Willig, som er professor i journalistik, for nylig fyldte 50, fortalte hun i Politiken, at hun og Rasmus for fire-fem år siden reelt fik klimaangst, ikke mindst på vegne af tvillingedøtrene, der i dag er 10. De havde nørdet sig gennem stakke af naturvidenskabeligt fagstof og opdaget, hvor galt det stod til.

Så bilen, flyferierne og bøfferne røg ud, og Rasmus Willig skrev sammen med KU-sociologen Anders Blok klimamanifestet 'Den bæredygtige stat'.

I foråret udkom Rasmus Willigs nye bog 'Vi ved det jo godt', hvis pointe er, at de aktive skal vise vejen hinsides hykleriet.

"Vi har kun syv-ni år til at få vendt det her. Hvis de røde partier bliver ved med at håbe på den stærke stat og de blå partier på det teknologiske fix, når vi det ikke. Hvis det kun er politikerne, EU, kineserne og amerikanerne, der skal tage sig sammen, flytter vi sorteper rundt og finder gode undskyldninger for os selv. På et tidspunkt må man finde nogle allierede og selv gå den lige vej. Og den lige vej er, hvordan vi binder mere CO₂, end vi udleder."

Så Willig-parret fandt nogle allierede og stiftede i 2018 foreningen Andelsgaarde, som Rasmus Willig i dag er forperson for. For 150 kr. om måneden – det samme som en vegetarburger på Noma og mindre end et fitnessabonnement – bliver man medejer af en andelsgård.

Nu er de 2.000 medlemmer og har lige skrevet slutseddel på gård nr. to. Jordene tilplantes med skov og frugttræer, og på en mindre del bliver der nænsom, såkaldt regenerativ grøntsagsdyrkning.

Gå ikke i sort over de sidste svære 10%

Dermed er sløjfen bundet til Rasmus Willigs nye job.

Gubras stiftere, Niels Vrang og Jacob Jelsing, hhv. mediciner og biolog, ønskede at give en donation til Andelsgaarde og tog fat i Rasmus. Det udviklede sig til en række gåture – det var jo corona-tid – hvor de gik og gik og talte og talte, og til sidst kom de og tilbød ham et job. Andelsgaarde kunne han passe som en del af sin arbejdstid.

Gubra ligger på tre hektar skov i Hørsholm i Landbohøjskolens tidligere forskningscenter for skov og landskab. De har bistader, eget cykelværksted til elcyklerne – for jo mere de ansatte cykler, desto mindre sort aftryk sætter de på virksomhedens CO₂-regnskab – og i køkkenet bakser kokken med små, krøllede gulerødder med jord på, for maden skal helst være regenerativt dyrket.

De har forsøgt sig med såkaldte CO₂-coins på lønsedlen for at motivere de ansatte til at dele bil til og fra job, men droppet det igen, fordi sådan noget aldrig bliver retfærdigt. De har analyseret fjernvarmeværkets CO₂-profil, de har fulgt plasticaffaldet fra forskernes laboratorier på dets lange CO₂-tunge vej til slutdestinationen i fjerne lande.

Hver gang de tror, de har løsningen på noget, dukker der benspænd og skjulte årsagskæder op. Hvad er greenwashing, og hvad batter? Diskussioner på daglig basis om, hvad der er den mest lige vej. Hverdagen som CSR-chef i den radikale ende af skalaen er trial and error.

Kom det bag på dig?

"Nej, for jeg har jo selv været øvelsen igennem derhjemme. Da vi droppede bilen, flyrejserne og kødet, tænkte vi, at så var vi i mål. Men så skal man til bryllup med kød på bordet, og så spiser man kød der. Så skal man absolut bruge en bil til at køre et bestemt sted hen – jamen, så lejer man en delebil. Lad være med at lave et drama ud af det. Man kan reducere sit CO₂-aftryk med 90%, men de sidste 10% er meget svære. Men det er tit de 10%, som afholder mange fra at tage de første 90%."

En glædelig donation

10% af overskuddet før skat på klimaprojekter – er det ikke radikalt?

"Alle siger til os: 'Gud, det er mange penge.' Men det er det ikke. Vi geninvesterer jo de 90% i virksomheden. Det er ikke en hård beslutning at donere til grønne projekter og investere noget af sin egenkapital i skovrejsning. Det er en glædelig beslutning. Og man behøver ikke begynde med 10%."

Gubras første jordkøb var 78 hektar i Løkkeby Enge på Langeland købt for 12 mio. kr. Her skal den konventionelt dyrkede jord erstattes af eg, bøg og lærk. Gården, der hører med i købet, skal bygges om til kursus- og feriested for de ansatte.

Så I vil alligevel godt have lidt benefit for investeringen, og hvad med CO₂'en – I kan vel ikke cykle derned?

"Det er et enormt gode for vores forskergrupper med vores eget sted, hvor de kan mødes i fred og ro, midt i en nyplantet skov. Så det har vi det rigtig godt med. Og der skal jo betales skat af personalegoder, hvis det handler om ferie. Men ja, batteriet på den elbil, vi har stående ude foran, rækker ikke til Langeland. Men det får vi løst."

Coming Home

Rasmus Willig har noget med jord, som ligesom kommer indefra.

Vi har ikke taget det ansvar i de landbrugspolitiske spørgsmål, vi burde op gennem tiden, fastslår han.

"Vi har enten negligeret landbruget eller skældt ud på det. By skælder ud på land, fordi land er ved at ødelægge hele naturen, og det er fuldt forståeligt. Men land har ret i, at der aldrig er nogen, som har villet betale, hvad det koster at producere mad på den rigtige måde. Så længe vi ikke vil det, er vi til dels også selv ude om det."

Måske ser han sådan på det, fordi hans barndom var på et nedlagt landbrug ved Kjellerup på den jyske højderyg. Godt nok med to lærde og belæste forældre, men kammeraterne kom fra nabogårdene og havde fædre, der stod op kl. 4 og aldrig holdt ferie. De bønder var mega-seje.

Som lille blev han passet af Søren og Sigrid, verdens sødeste mennesker på en nabogård.

For mange år siden besøgte han Søren, som nu var højt oppe i 80'erne, en sidste gang. 'Rasmus', sagde Søren og så ham ind i øjnene, 'kan du huske, når du og jeg på en sommerdag lå på græsset inde hos køerne og sov til middag? Jeg tror stadigvæk, det sidder i dig.' Underforstået: Du skal tilbage til jorden, Rasmus.

Beslut jer – vi ved det jo godt

Som djøfer kan man måle og måle og skrive lange lister med benchmark. Men det er ikke flere glittede rapporter, der er brug for. Der er brug for en ekstremt hurtig adfærdsændring. Og vi ved jo godt, hvad den lige vej er, som han siger igen og igen.

"Vi skal cykle, tage toget, spise på en anden måde, holde op med at flyve på ferie, plante en masse æbletræer og regenerere jorden. Det kan vi alt sammen gøre, mens vi venter på teknologien. Men vi kan ikke vente på teknologien uden at gøre noget. Det er som at diskutere, hvem der henter en spand, når der er ild i huset og oversvømmelse i kælderen."