Klimakrisen sætter igen djøferne på øretævernes holdeplads

Da velfærdsstaten voksede sig stor og begyndte at koste rigtig mange penge, blev det djøfernes lod at gå i gang med regnearkene for at få styr på økonomien og måle på, om borgerne fik det, de blev lovet af politikerne.

Det blev de kritiseret grundigt for. De var de kolde hænder, der kun forstod sig på tal. Djøfbashing blev en folkelig sportsgren – let at udøve for de mange.

Nu er det den grønne omstilling, der skal styr på. For vi kommer ikke udenom, at der skal måles, vejes og tælles, når CO₂-målene skal nås. Men risikerer djøferne så ikke at lande i en tilsvarende position, nu med klima-fortegn?

Den forbandede opgave

Jo, helt sikkert, siger professor emeritus i komparativ politisk økonomi på CBS, Ove Kaj Pedersen – ham med den berømte bog om konkurrencestaten i en globaliseret verden.

Ligesom dengang, da der for 30-40 år siden skulle styr på udgifterne til en voksende velfærdsstat, kommer djøferne til at lave de regnestykker og analyser, som regeringerne skal bruge i den grønne omstilling.

"Det vil sige, hvordan tilpasses vores eget klimaprojekt til andre sammenlignelige landes, så det ikke forringer vores konkurrencedygtighed, men heller ikke halter efter de førende."

At finde dén balance – 'denne forbandede opgave', som Ove Kaj Pedersen kalder det – er regeringens hovedpine, som ingen andre frivilligt påtager sig, og som ministrene løser bl.a. ved at have knalddygtige djøfere til at hjælpe sig.

"Djøferne kan ikke unddrage sig den opgave. Derfor er det også nærmest uomgængeligt, at de vil blive kritiseret for det samme, som de er blevet i forbindelse med styringen og prioriteringen af velfærdsstaten."

Jo dygtigere, jo bedre

Forfatteren og samfundsdebattøren Lars Olsen – som har skrevet en række elitekritiske bøger, senest som medforfatter på bogen 'Rige børn leger bedst' – mener, at den nødvendige grønne omstilling risikerer at øge de geografiske og sociale skel, hvis vi ikke griber det rigtigt an.

Griber vi det til gengæld rigtigt an, kan vi skabe et grønt jobeventyr, også i provinsen og for de faglærte.

Her sætter han sin lid til djøferne.

"Jeg har i mange sammenhænge været en stor kritiker af djøfiseringen af samfundslivet, men på de tiltag her har vi virkelig brug for djøfere," siger han.

Vi skal kombinere det grønne med fordelings- og beskæftigelsespolitik og køre analysen helt ud på kommuneniveau, så vi kan se, hvor vi risikerer at miste job, og hvor der kan skabes nye. Problemet er, at vi som samfund har været vant til at tænke alt for silo-orienteret, siger han.

"Så vi har brug for nogle superdygtige og meget professionelle djøfere, som kan lave regnestykkerne på tværs af siloerne."

Blinde vinkler

Udfordringen med den grønne omstilling er jo, at vi skal tage noget fra alle, siger magtforsker på CBS Christoph Houman Ellersgaard.

"Djøferne har taget nogle af de uddannelser, der giver både størst lønafkast og størst indflydelse på samfundsbeslutningerne. På den måde kan man godt tale om, at de udgør en særlig klasse med egne perspektiver på tingene," siger han.

I klimaomstillingen kan det betyde, at de enten lytter mest til nogle bestemte interessegrupper, mens de overhører andre stemmer. Eller at de ubevidst tænker i løsninger, som tilgodeser deres egne interesser som privilegeret samfundsgruppe.

"Der er en risiko for, at djøfernes verdensbillede kommer til at tegne prioriteringen i, hvordan regningen for den grønne omstilling skal betales," forklarer han.

Et nyt bureaukratisk mareridt

Antropologen Dennis Nørmark – ham med bøgerne om pseudoarbejde i organisationer – siger, at djøferne skal passe på med at komme til at understøtte noget, der kan opleves som et bureaukratisk mareridt for folk, som så måske kommer til at opfatte hele CSR-møllen som beskæftigelsesterapi for stabsfunktioner og djøfere.

"Jeg kan godt forestille mig, at djøfere kan komme under pres som nogle, der laver et selvforsynende målesystem, hvor vi bruger ressourcer på at måle på hinanden i stedet for at bruge pengene på faktisk at skabe grøn omstilling."

I så fald kan det godt blive en gentagelse af diskussionen om kolde og varme hænder, mener han.

"Med en påstand om, at djøfere flytter årsværk over til dér, hvor de selv arbejder, og skaber optællingsarbejde for sig selv."

De første til at mærke det

Den risiko ser bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito, tidl. miljøminister og EU's allerførste miljøkommissær, Connie Hedegaard, ikke for sig.

"Man kan ikke være djøfer i det 21. århundrede uden at inkludere klimaaspektet og al dets kompleksitet."

Men udfordringen for djøferne er – siger hun og peger på det samme som Lars Olsen – at vi bliver nødt til at arbejde meget mere på tværs af de kendte siloer og faggrupper.

Det vil djøferne være de første til at mærke i deres job.

"For det er jo djøferne, vi kigger på og spørger, når vi skal til at lave de komplekse løsninger på tværs af siloer: 'Hvordan gør vi så lige det?'"

Noget af svaret er, at vi skal blive dygtige til at lære af hinanden, så vi undgår at lægge lag på lag på lag og opfinde tingene forfra hver gang, mener hun.

"Når jeg har været ude omkring og set fx kommuner bruge seriøse kræfter på verdensmål og klimamål, har jeg sommetider tænkt: 'Hvor er det ærgerligt, at de ikke har talt med dem 50 km væk'."