Brevkasse
8.6.2021
af
Frederik Iuel
Illustration: Djøf
"Jeg er desværre begyndt at kede mig. Jeg oplever, at mine kolleger løber med alle de 'sjove' opgaver. Min udvikling går i stå. Det stresser mig. Har I nogen gode idéer til, hvordan jeg får gejsten tilbage?"
Efter kort tid i mit job – har blot været der et års tid nu – er jeg desværre begyndt at kede mig. Jeg oplever, at mine kolleger løber med alle de 'sjove' opgaver. Jeg føler, at min karriere og faglige udvikling går noget i stå. Det stresser mig. Har I nogen gode idéer til, hvordan jeg ændrer på det, så jeg får gejsten tilbage i mit arbejde?
Kære medlem
Desværre kan du ikke regne med, at din chef eller dine kolleger ser og oplever din kedsomhed og af egen drift hjælper dig videre med arbejdsglæden. Så her er, hvad du selv kan gøre:
Lav en prioriteret liste over de opgaver, du gerne vil have i det hus, du er i nu. Hav fokus på opgaver, som du har kompetencerne til, og som du trives med. Sørg for, at nogle af opgaverne på listen inkluderer, at du kommer lidt ud af din komfortzone: Noget, der understøtter dine ambitioner på den længere bane.
Er du i tvivl om, hvad du skal skrive på listen, så overvej fx igen, hvad det er for nogle udviklende opgaver, dine kolleger i egen afdeling eller rundt om i huset løber med. Og som også skal være dine, eller som du med fordel kan bidrage til i fremtiden.
Vær også nysgerrig på efteruddannelsesmuligheder. Uddannelse er en virksom vaccine mod kedsomhed.
Er der noget, du med fordel kan tage kursus i, som både du og dit hus kan drage nytte af? Peg på nogle konkrete kurser, netværk, mentorships, coachingforløb, som bidrager til din faglige og/eller personlige udvikling. Noget, der styrker dig i det, du kan og vil i dit job og i din karriere på den lidt længere bane.
Gå derefter i dialog med din chef og dine kolleger om, hvordan dine konkrete ønsker om opgaver eller uddannelse kan lande på dit bord.
Præsentér dine idéer prioriteret og én ting ad gangen. Og svar på, hvad udbyttet er. Hvad er omkostningerne? Og hvordan kan det ske, så det fungerer optimalt for dig og din chef og de andre?
Hav et godt øje til, hvordan du med dine ønsker realiseret kan bidrage til noget af husets, afdelingens, chefens og kollegernes trivsel, effektivitet, lønsomhed osv.
Har du udtømt dine muligheder gennem dialog med dine relevante kolleger og chef(er), vil jeg anbefale, du begynder at kigge dig om efter et nyt job. Du har med andre ord udviklet dig ud af din stilling. Og du er klar til at gennemføre dit næste jobskifte – eksternt eller internt.
Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøf Karriere og Erhverv
Ledige stillinger