Brevkasse
28.6.2021
af
Helle Thorup
Illustration: Djøf
"I sidste uge takkede jeg ja til et job, mens jeg fortsat var i proces til et andet job, jeg hellere vil have. Det job var jeg til samtale på i går. Jeg fornemmer, at de vil tilbyde mig jobbet. Hvad gør jeg?"
Jeg er jobsøgende og har potentielt to jobtilbud på hånden. Det ene takkede jeg ja til i sidste uge, mens jeg fortsat var i proces til et job, jeg egentlig hellere vil have. Det job var jeg til anden samtale på i går. Jeg fornemmer, at de vil tilbyde mig jobbet. Hvad gør jeg?
Kære medlem
Jeg vil altid anbefale dig, at du stiller dig selv bedst muligt. Du har derfor gjort det helt rigtige. Du har sagt ja til det første job, du fik tilbudt, vel vidende at der kunne komme et bedre tilbud kort efter. At det kan blive relevant at forholde sig til, må du så håndtere efterfølgende.
Mit råd er, at du giver arbejdsgiver besked, så snart alle formalia er faldet på plads omkring det mere attraktive tilbud. Dvs. når kontrakten er underskrevet, så du med sikkerhed ved, at jobbet er dit. Så kan de hurtigst muligt finde en ny kandidat.
Hvordan man bedst giver arbejdsgiver den trælse besked, kan der være mange bud på. Jeg anbefaler, at du står ved din beslutning og kontakter arbejdsgiver mundtligt og ikke kun pr. mail. Det viser, at du står ved dit ansvar, også selv om det er en mindre behagelig samtale.
Læg vægt på, hvad tilvalget af det nye job skyldes, og tal ikke negativt om arbejdsgiver. Uddyb fx, at den anden jobmulighed tilbyder din profil noget, der gør, at du simpelthen ikke kan sige nej til det job.
Hvad end begrundelsen er, kommer vi ikke uden om, at du stiller arbejdsgiver i en ubelejlig situation. Anerkend det gerne i samtalen, og vær indforstået med, at du måske brænder en bro, hvad angår fremtidige jobmuligheder hos den arbejdsgiver. Med god adfærd kommer man langt, og leverer du budskabet ordentligt, kan du glæde dig over, at du gjorde det bedst muligt under omstændighederne.
/ Helle Thorup, chefkonsulent i Djøf
Ledige stillinger