Sådan blev Kristian Jensen pludselig diplomat

I sidste måned præsenterede regeringen Venstres tidligere udenrigsminister, Kristian Jensen, som 'særlig repræsentant' ansat i Udenrigsministeriet. Han skal skaffe Danmark den ledige plads i FN's Sikkerhedsråd 2025-26.

Det sendte et gisp gennem det danske embedsværk. Ikke fordi det var Kristian Jensen, men fordi en dansk regering for første gang bryder med princippet om, at embedsmænd og diplomater udnævnes efter meritter og karriere og ikke tro tjeneste i politik.

Vi har rullet sagen op og beskriver her i 11 nedslag, hvad der skete.

1) Spøgt i magtens indercirkler i årevis

Kom det som en stor overraskelse? Både ja og nej.

Ja, fordi ingen, bortset fra Udenrigsministeriet selv, havde set det komme.

Nej, fordi det blandt politiske iagttagere anses for kendt stof, at Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen i slutningen af Løkkes regeringstid gav hinanden håndslag på, at de to partier skulle gå sammen om at give kvalificerede toppolitikere en mulighed for at træde ud af politik og gå ind i diplomatiet.

Og at Lars Løkke Rasmussen angiveligt puslede med, at ambassadørposterne i vores nordiske nabolande skulle kunne besættes med politikere.

Men politikernes drømme om ambassadørposter går meget længere tilbage. Den tidligere Washington-ambassadør og direktør i Udenrigsministeriet, Ulrik Federspiel, skriver fx i sine erindringer om, hvordan Anker Jørgensen prøvede at slå en byttehandel af med Poul Schlüter om det. Andre biografier beretter om andre tilsvarende diskrete toppolitiske sonderinger i tidens løb.

2) Svarfrist: Fire en halv arbejdsdag

Fredag 26. februar ved 12-tiden får Djøf et brev. Det er om at give høringssvar til en ændring af opslagsbekendtgørelsen – de procedureregler, der gælder for opslag af offentlige stillinger – så 'ansættelse i udenrigstjenesten kan ske eksternt uden opslag på baggrund af regeringsudnævnelse'. Svarfristen er fire en halv arbejdsdag.

For Djøf er brevet en bombe.

I fælles front med den samlede lønmodtagerside i staten svarer Djøf eftertrykkeligt nej. Ændringen vil være et nybrud, hvor dansk forvaltningstradition med et partineutralt embedsværk står for fald. Politikere i embedsstillinger uden om de sædvanlige regler vil svække befolkningens tillid til det demokratiske system. Og skal et sådant brud endelig ske, må det gennemføres af Folketinget ved lov og efter åben debat, skrev Djøf tilbage.

Onsdag 3. marts når sagen ud i medierne i et Ritzau-telegram, hvor Djøfs formand Henning Thiesen på 'det skarpeste' protesterer mod at indføre politiske embedsmænd på den her måde.

4) Oprørt brev fra Asiatisk Plads til ministeren

I samme uge som høringen om den diskrete ændring af opslagsbekendtgørelsen, der går under radaren for udenforstående, bliver chefgruppen i Udenrigsministeriet orienteret om, hvad der er på vej. Dog ikke hvem og hvilken post.

Om fredagen 5. marts går det bredt ud i en video med udenrigsminister Jeppe Kofod på Umbrella, Udenrigsministeriets intranet. Han forsikrer bl.a., at de politiske udnævnelser, som kun vil ske i helt særlige tilfælde, ikke vil ændre på karrierevejene for Udenrigsministeriets medarbejdere.

I løbet af samme fredag finder en lille gruppe af menige embedsmænd sammen, altså uden chefer. Hen over weekenden får de – højst usædvanligt – sat et protestbrev sammen til deres minister.

Om mandagen – hvor der også er SU-møde med departementschef Lars Gert Lose for bordenden – får gruppen sendt brevet rundt i hele organisationen med en frist til om onsdagen til at skrive under.

Officielt ved ingen, hvem der er forfatterne, men om onsdagen har 643 sat deres underskrift. Det er alt fra unge fuldmægtige til ambassadører i den helt tunge vægtklasse. 102 af underskriverne er chefer.

Brevet til Jeppe Kofod er internt. Men flere medier har det, og de citerer bl.a., at embedsmændene skriver til deres minister: "Du forsikrer, at formålet ikke er at ændre karrierestrukturerne i Udenrigsministeriet. Du håber, at det ikke vil påvirke vores motivation og karrieredrømme. Vi værdsætter budskaberne, men tvivler på, at de holder stik."

5) 'Det er Kristian Jensen!'

Mandag 8. marts bekræfter Altinget, at rygtet, der har løbet i weekenden om Kristian Jensen, er sandt. Djøf går på Twitter og understreger, at Djøfs kritik ikke går på personer, men på principper.

Ingen har noget mod Kristian Jensen eller hans evner, faktisk tværtimod. Men bl.a. DF, Enhedslisten og De Radikale, professorer, fhv. udenrigsministre og velrenommerede ex-ambassadører kritiserer beslutningen. De siger, at der nu er åbnet en ladeport for studehandler mellem politikerne om ambassadørposter, de ikke er kvalificerede til.

Djøf siger, at regeringen med et pennestrøg har brudt med dansk forvaltningstradition. At politiske vennetjenester fremover kan begrunde afgørende udnævnelser i diplomatiet, det er forkert, helt forkert.

6) Mette Frederiksen glider af

Tirsdag 9. marts præsenterer Mette Frederiksen så Kristian Jensen og hans nye job på et pressemøde. Hun understreger, at nyskabelsen alene handler om 'i helt særlige tilfælde at bringe politikere aktivt i spil i det danske diplomati dér, hvor politikeren har ekstraordinære kompetencer og faglighed inden for udenrigs-, udviklings- og sikkerhedspolitik'. Og kun i højst tre år.

Hun afviser, at der er planer for flere udnævnelser i skuffen.

Men skeptikerne hæfter sig ved, at hun ikke siger nej, da hun bliver direkte spurgt, om der kan blive udnævnt politikere til mere reelle ambassadørposter ude i verden, men:

"Jeg kommer ikke til at gå ind i nogen hypotetiske diskussioner om fremtiden."

7) Skal sidde på 2. sal under en kontorchef

Kristian Jensen, som først starter i jobbet til sommer, får hverken en ambassade eller nogen at kommandere med, men en stol under en kontorchef nede på 2. sal i kontoret for Multilateralt Samarbejde, Klima og Ligestilling langt væk fra ministergangen på 6. sal.

Men igen lyder det fra kritikerne: Det handler ikke om Kristian Jensen og hans post, men om principper.

Jeppe Kofod og Mette Frederiksen siger, at politikere i Norge og Sverige jo også kan udpeges til ambassadører.

Men de glemmer at fortælle, pointerer kritikerne, at Norge og Sverige har et helt andet system end os med statssekretærer og et stort antal politisk udnævnte embedsmænd. En svensk regering har måske 300.

Og at erfaringer fra Sverige og USA – som professor Rebecca Adler-Nissen påpeger – viser, at politisk udpegede ambassadører er mindre kvalificerede end dem, der er lært op i diplomatiet.

8) Styrkelse eller svækkelse

Jeppe Kofod og Mette Frederiksen siger, at det er en styrkelse af Danmarks profil i udlandet at spille nye profiler og kompetencer ind – og dermed en styrkelse af udenrigstjenesten.

Den køber professor Martin Marcussen ikke. Den danske udenrigstjeneste er blevet barberet ned, så den i dag er den mindste i Skandinavien relativt set. Man kan godt skære og skære, så længe man stadig har frontlinjediplomaternes enorme loyalitet, kreativitet og vilje til at sætte alt ind på opgaven inklusive deres familie, påpeger han. Men hvis man rokker ved båden, som man gør her, så begynder tingene at smuldre.

Professor Mikkel Vedby Rasmussen derimod mener, at det her er en chance for Udenrigsministeriet for at genopfinde sig selv. Godt nok er det traumatisk at bryde med forestillingen om, at ingen andre kan løse den udenrigspolitiske kerneopgave, men det kan også være frisættende – og så mange toppolitikere er der altså heller ikke.

9) 'Mimoserne på Asiatisk Plads'

Hos Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København siger man ikke noget til citat: "Vi ønsker ikke at provokere den offentlige mening om diplomater. Som helt generelt er, at vi er forkælede. Vi har en dårlig sag," som en embedsmand siger til Djøfbladet.

En chef siger: "Det hele kommer meget let til at blive dén med, at vi 'ikke vil have politikere til at snuppe vores fede stillinger'."

'Mimoserne fra Asiatisk Plads,' skriver Hans Engell da også i Ekstra Bladet.

Chefen fra ministeriet afviser:

"Men det her er jo principielt. Dels handler det, som Djøf siger, om hele vores embedsmodel her i landet. Dels om de kompetencer, der skal til at udøve diplomati og lede en ambassade. Udlandet – og dansk erhvervsliv – har stor tillid til dansk diplomati, vil vi sætte den over styr? Det er et arbejde og et håndværk og en langsom karriere over mange år, men for befolkningen er ambassadører kun noget med cocktailparties, krystallysekroner og sorte Mercedes-biler. Men hvis det var posten som DSB's generaldirektør, der skulle gå til tidligere transportministre, så ville man nok ikke synes, det var smart. Men over for os kan politikerne bare bruge deres rå magt."

10) Hvad med ambassadørposten i Oslo?

Hvert fjerde år er der en stor rokade på ambassadørposterne. Den næste er i sommeren 2022.

Selv om Mette Frederiksen siger, at der ikke er planer om nye udnævnelser, tvivler professor Martin Marcussen, som tror, at regeringen bruger Kristian Jensen som røgslør for det næste skridt.

Hvad med fx Mogens Jensen, der måtte gå af som minister på grund af mink-sagen? Han har en stor forkærlighed for Norden, og ambassadørposten i Norge bliver snart ledig, siger Marcussen til Børsen.

11) Et hul i diget

På et Djøf-debatmøde på Zoom 7. april sagde udenrigsordfører Naser Khader (K), at det ville være forkert at udnævne en politiker til ambassadør i Washington, men at vi i Danmark er for dårlige til at udnytte ex-politikeres kompetencer.

Djøf-formand Henning Thiesen fastslog, at Djøf bider sig fast, for uanset Kristian Jensens kvalifikationer har man nu med et snigløb slået hul i diget ind til at gøre politikere til embedsmænd uden meritokratisk vurdering.