"Alting blev ikke lort"

Det seneste år har vi snakket med mere end 100 djøfere om deres liv under corona. Undervejs er der billeder, som har sat sig:

Af udlandsdanskeren Anders, der cykler rundt mutters alene på Fifth Avenue i New York. Af hospitalsdirektøren Anne, der får corona, mens første bølge ruller ind over hendes hospital. Af nyuddannede Nicki, som efter 100 forgæves ansøgninger får et midlertidigt corona-job. Af iværksætterne i True Gum, der får stukket en kæp i hjulet, lige da deres firma ser ud til at få succes.

Nu – efter et år i pandemiens undtagelsestilstand – er vi vendt tilbage for at høre, hvordan de har klaret sig. Én har mistet sit job. Én har endnu ikke fået lugtesansen tilbage. Og én har set konturerne af en smuk fremtid.

1. Det varer mindst to uger …

Det var ikke Tue Kristensen, der lukkede Danmark ned. Men det var ham, Djøfbladet fulgte den 12. marts 2020, mens han gik rundt i Sundhedsstyrelsens kontorer og pakkede sine sager ned i en rygsæk for at gå på hjemmearbejde – i de næste to uger, som statsminister Mette Frederiksen havde sagt på pressemødet aftenen før.

Resten er historie, som man siger. Men hvad skal vi lære af historien?

Tue Kristensen er ikke i tvivl, da vi taler med ham igen små 50 uger senere: Vi har alle tiders mulighed for at lære af tiden med Covid-19 til at udvikle vores arbejdspladser i en konstruktiv dialog med ledelserne.

"Ja, faktisk til at løfte hele den offentlige sektor. Jeg tror, at når man bliver max presset – som adskillige styrelser har været det – får man taget en trykprøve på, hvor éns organisation er stærk og mindre stærk på ledelse, ledelseskraft, opgavetilrettelæggelse, levering, deadlines, sammenhængskraft og trivsel."

Som tillidsrepræsentant har han været imponeret over djøfernes loyalitet og dedikation det sidste år. Han mener, at det er vigtigt, at de holder fast i en ting, de har lært:

"Man kører jo træt, når sådan et arbejdspres har varet længe nok. Vi har alle hver vores grænse for, hvor længe vi kan blive ved. Det synes jeg faktisk, djøferne er blevet bedre til at tale højt om med hinanden i Sundhedsstyrelsen. Så det skal vi selvfølgelig blive ved med, når coronaen ikke fylder det samme, som den gør nu."

2. Retur til sygehuset

I starten havde Marie Kristine Madsen været betænkelig.

Hun var blevet bedt om at vende midlertidigt tilbage til sit gamle hverv for at hjælpe til på en nyoprettet Covid-afdeling på Sjællands Universitetshospital i Køge. Selv om hun aldrig havde drømt om at skulle arbejde som sygeplejerske igen, efter hun blev cand.scient.san.

"Jeg gik stuegang med en læge, som jeg fortalte, at jeg ikke havde arbejdet som sygeplejerske længe. Så sagde han: ’Jamen, jeg har siddet med forskning de seneste fire år, men vi gør det da godt, gør vi ikke?’” fortalte hun, da vi talte med hende sidste forår.

Når hun i dag ser tilbage, er der flere grunde til, at hun er rigtig glad for, at hun sagde ja til at vende tilbage til sit gamle fag for en stund. Faktisk har hun igen lige været tre uger på et Covid-afsnit på Køge Sygehus.

”Det har været meget givende. Jeg har virkelig lært meget om Sjællands Universitetshospital på en helt anden måde, end jeg ellers ville. Nu ved jeg fx godt, hvad det kliniske personale taler om, når de taler om, at Sundhedsplatformen kan være et bøvlet system.”

Marie Kristine Madsen mener også, at hun kan bruge sine erfaringer fra en dagligdag på et hospitalsafsnit i sit job som kvalitetskonsulent. Hun har fået en større forståelse for det kliniske personales hverdag.

”Nu kan jeg se, hvorfor nogle af de projekter, vi har siddet med, har været svære at passe ind i en sygeplejerskes hverdag. Så jeg håber, vi kan tilrettelægge nogle udviklingsprojekter, der giver meget mere mening og er realistiske i en klinikers hverdag.”

3. Da corona-håbet knækkede

Nicki Mathis Møller Just overvejer et job som lagermedarbejder, selv om han har læst statskundskab.

Tingene så ellers lyse ud, da vi snakkede med ham sidste år. Efter ni måneders jobsøgning havde corona givet ham en chance på arbejdsmarkedet – som vikar i Erhvervsstyrelsen, hvor han udbetalte corona-støtte til virksomheder hen over sommeren. Hans to måneder i styrelsen blev forlænget til tre, men derefter var der ikke nok opgaver til Nicki og mange af hans kolleger. Han har uden held jagtet et job lige siden.

”Jeg står lidt med følelsen af, at jeg ikke kan bruges til noget. At jeg har spildt alle de år på universitetet, og nu kan jeg så gå ud og arbejde på et lager resten af mit liv. Det er jo ikke det, jeg vil lave med mit liv.”

Hvis han ender på lageret, er han bange for, at han ikke har overskud til at søge andre job, når han kommer træt hjem fra samlebåndet, hvor han skal pakke medicin i kasser.

Han har dog et håb. Fra hjemmekontoret i kolonihaven i Ishøj driver han og kæresten coronaindenmark.dk. Her oversætter de gratis myndighedernes corona-kommunikation til engelsk. De har på den måde opbygget et solidt netværk af udlændinge bosat i Danmark. Nicki overvejer derfor at stifte et firma, hvor han kan hjælpe netop den målgruppe med at afklare tvivlsspørgsmål.

Efter vi talte med Nicki, har han fået en tidsbegrænset kontrakt som inkassosagsbehandler. 

4. ”Alting blev ikke lort”

De fire iværksættere bag det plastikfri tyggegummi True Gum var lige begyndt at udbetale løn til dem selv. Så kom corona, og de droppede lønnen igen. Lige da landet lukkede ned første gang, fortalte medstifter Peter Juul Regnersgaard os, at han havde affundet sig med, at det nok ville blive noget lort det næste stykke tid.

”Alting blev ikke lort,” fortæller han nu et år efter. Allerede efter et par måneder fik stifterne løn igen, og virksomheden har klaret sig uden offentlig corona-støtte.

De er ved at udvide med et datterselskab i Tyskland, har ansat flere medarbejdere og er begyndt at producere pastiller ved siden af tyggegummiet.

”2020 endte med at blive et relativt godt år for os på trods af de mavepustere, vi fik i marts. Vi har ikke vækstet helt vildt, men det er gået godt.”

5. ”Hvis du får corona, mor? Eller far eller morfar? Dør I så?”

De havde håbet på en weekend i Danmark i februar – pigerne på to og fem og ambassaderåd Anne Louise Grinsted Klinkby. Hendes mand og pigernes far er blevet i København for at passe sit job, mens hun er på udepost på den danske ambassade i Madrid med de to døtre. Planen var, at han skulle pendle ned til dem én gang om måneden, men alt det ændrede coronaen. I skrivende stund håber de på påsken. At omstændighederne er forbedret så meget til den tid, at de kan flyve hjem på ferie til far.

"Det er væsentligt nemmere at holde gejsten oppe på arbejdet end derhjemme," siger Anne Louise Grinsted Klinkby.

Hele foråret frem til sommerferien holdt de spanske skoler og børnehaver lukket. I syv lange uger var der oveni et totalt udgangsforbud, hvor den lille familie ikke kunne forlade deres lejlighed på 2. sal. Heldigvis for deres gode altan.

De uger står for Anne Louise som det hårdeste under hele corona-tiden. Hårdere end de måneder i foråret, hvor hun og staben på ambassaden arbejdede i døgndrift med adrenalinen kørende for at hjælpe nødstedte danskere hjem.

Siden sommerferien har de spanske skoler holdt åbent. Børnene med mundbind på hele den lange spanske skoledag, i termotøj over skoleuniformen, fordi der undervises for åbne vinduer, og med plexiglas mellem spisepladserne til frokost. Men det går. Børn har flokmentalitet og finder ind i rytmen.

"Jeg har haft stor medlidenhed med jer derhjemme, som har kæmpet med hjemmeskoling i mange uger," siger hun.

På ambassaden er de tilbage i en presset, men dog ny normalitet. Altid med mundbind på, når man ikke befinder sig i et enkeltmandskontor, og alt diplomati sker på Zoom.

Men det er alles vilkår, og det har vi fundet ud af, siger Anne Louise Grinsted Klinkby og fastslår: Dem, der lider mest, er børnene. Små mennesker, som vokser op i en verden iført mundbind, og som har lært dødsangst at kende: 'Hvis du får corona, mor? Eller far eller morfar? Dør I så? Skal min bamse sprittes af, hvis jeg taber den på jorden', som hendes døtre kan finde på at spørge.

6. Ordrebogen blev tømt – og fyldt igen

"Jeg fik gang i popcornmaskinen," siger den solo-selvstændige konsulent Jeanette Hallundbæk, der rådgiver om ledelse, kultur og organisation. Med dét mener hun, at da kunderne sidste forår forsvandt som dug for solen, gik hun i gang med at rydde op i sin forretning. Noget blev skåret væk, nye ydelser udviklet, og hun fik mere online ind. Alt det, man har svært ved at få tid til som selvstændig.

Imens holdt hjælpepakkerne hånden under hende. Hun er taknemmelig for, at de var der, men en guldgrube er det ikke. 23.000 kr. om måneden, hvorfra skal trækkes 4.000 kr. til kontor og faste udgifter og 10.000 kr. til pensionskontoen. Så når skatten var betalt, var det småt, hvad der kom ind på lønkontoen. Heldigvis har hun også haft konsulentopgaver, som har givet lidt ekstra.

"Jeg har ikke frygtet at skulle gå fra hus og hjem. Men det er dybt frustrerende, at nedlukningen har mere end halveret min forretning, så jeg har været afhængig af hjælpepakkerne."

Alligevel har hun knoklet løs. Udviklet et ledermentor-koncept og arbejdet med sin markedsføring. Og hun kan allerede mærke virkningen af det skarpere fokus. I februar var ordrebogen godt fyldt op.

"Jeg kan også mærke en stigende erkendelse af, at lederne skal arbejde mere målrettet med medarbejdernes mistrivsel, de tyndslidte relationer og kerneopgaven. Så der kommer helt sikkert endnu flere opgaver ind."

7. Spærret inde og helt fri

Der var ikke mange, der gjorde som CBS-studerende Frederikke Viltoft Mygind i august 2020: Tog på udveksling, mens store dele af verden var lukket ned af pandemien.

Men Sydkorea havde corona under kontrol, og for at starte på universitetet i Seoul skulle Frederikke bare igennem 14 dages karantæne. Eller bare og bare. Spærret inde i en Airbnb-lejlighed måtte hun leve af takeaway-mad – og på grund af en voldsom storm svigtede leveringen.

”Nogle gange gik der én til to dage, hvor vi ikke fik mad. Det var lidt op ad bakke,” fortæller hun.

Tre gange om dagen hev hun et termometer frem for at teste sin temperatur og gik ind i en koreansk app for at krydse af, at hun ikke havde nogen corona-symptomer.

Den slags procedurer blev hun vant til, da hun efter karantænen kunne kaste sig ud i studierne og bylivet i Seoul: Hvis hun ville i supermarkedet eller en butik, skulle hun give personoplysninger, tage sin temperatur og gå forbi et heat map for at få lov at komme ind.

Samtidig brugte myndighederne borgernes mobildata til at opspore smittede.

”Når man bevæger sig rundt i landet og ind i et nyt område, kan der poppe et advarselssymbol op på éns telefon. Den forklarer, om der har været nogle smittede i området inden for de seneste 48 timer, og hvor de har været.”

Forsiden af medaljen var, at alt var åbent. At Frederikke Viltoft Mygind mødtes hver dag med studiekammerater og dannede de fællesskaber, man det sidste år har haft svært ved at danne i Danmark. At hun kunne rejse frit rundt og opleve Sydkorea.

I dag kan hun tænke tilbage på en varm og solrig efterårsdag i 2020, hvor hun stod foran Jogyesa-templet i Seoul og overværede et religiøst ritual. Hun var sammen med en gruppe andre udvekslingsstuderende, hun havde lært at kende, men ellers var der mennesketomt. Ingen turistgrupper med blitzende kameraer – kun lyden af elegant trommespil og buddhistiske munke, der kom slentrende i en stime mod templet.

8. ”Intet bliver helt som før”

Sidst Djøfbladet talte med Aarhus-statskundskaberen Anders Rodenberg i New York, havde han lige fået besked om, at alle på kontoret skulle regne med work-from-home til efter nytår. Nu hedder det officielt juni, men Anders tvivler.

De blev sendt hjem i marts sidste år. Total lockdown i mange uger. Manhattan var så tom, at han cyklede over for rødt på 5. Avenue med lukkede øjne og uden at holde på styret.

På nogle måder har det forfærdelige år 2020 været frigørende.

Anders har set det tvungne hjemmearbejde som en mulighed, ikke en restriktion. Hans medarbejdere har kunnet flytte midlertidigt hjem til forældrene og passe deres arbejde samtidig. Selv kunne Anders besøge sin far i Nordsverige i en hel måned uden at tage fri – og se konturerne af en fremtid, hvor han kan dele sin tid mellem USA, Danmark og Sverige. Han tror, at to-tre hjemmearbejdsdage om ugen bliver normen for et kontor som hans, og at man vil spare unødvendige forretningsrejser til gavn for klimaet.

”Intet bliver helt som før,” siger han.

Samtidig ved han godt, han er privilegeret. At det absolut ikke er alle forundt at opleve frihed og nye muligheder under corona.

"Herovre er der ingen kære mor, hvis du bliver fyret. Og det er der rigtig mange, der er blevet på grund af corona-virussen. Men det er oftest den lavtuddannede eller den lille selvstændige erhvervsdrivende, der bliver ramt. De store virksomheder har enten kapital eller forbindelser til at sikre sig, og det er ofte de højtuddannedes job, der kan varetages remote via e-mail og Zoom."

Tag fx Moody’s, hvor han selv arbejder som divisionschef for Bureau van Dijks finansielle område i Nord- og Sydamerika.

"Vi leverede et fantastisk resultat i 2020, og mit personlige område vækstede med over 25%. Data, automatisering og hjemmearbejde med høj produktivitet går glimrende i spænd med covid. Det er dog ikke noget, jeg fejrer, når jeg samtidig ser den lille butik lukke og antallet af hjemløse stige."

Han er også præget af sine tætte kontakter til Sydamerika, hvor det står endnu hårdere til.

"Det er hårdt at se så mange dernede, som har både uddannelse, kompetencer og vilje, men som nu står på gaden, fordi de har mistet deres job. Du ser mennesker, som før havde et godt job, stå og synge på en restaurant for penge til lidt mad."

Han tænker også på de små selvstændige i sit fødeland.

"Selv i et land som Danmark trækker coronaen tænder ud. Et af problemerne ved corona er også, at politikerne og folk med indflydelse generelt har haft det ok. Det gør det lidt nemmere at lukke hårdt ned, hvis det ikke er ens egen butik, der må lukke og slukke. Dem, jeg kender personligt blandt de små erhvervsdrivende i Danmark, har ikke den samme oplevelse som alle mine djøf-venner. Hvis jeg må formulere det sådan."

9. Vaccine-nationalisme og egoisme

Få kilometer fra Anders’ lejlighed, lige på den anden side af East River, sidder Ulla Kou Griffiths på hjemmekontoret i Brooklyn og koordinerer vaccineudrulningen til verdens fattigste lande. Nogle dage fra klokken seks om morgenen til midnat. Hendes mand og voksne børn, der har været hjemme fra deres respektive universiteter siden jul, laver mad til hende.

”Jeg er godt nok ved at være træt. Rigtig træt. Det er ikke sådan, at jeg er ved at få et sammenbrud. Men jeg føler bare, at jeg kunne sove, sove, sove.”

Hun arbejder for Covax, en organisation, der står for fælles indkøb og ’retfærdig’ fordeling af vacciner. Da vi talte med hende i efteråret, var hun optimistisk. Planen var, at alle lande i Covax-fællesskabet skulle have vacciner til 20% af deres befolkning samtidig. Sådan gik det ikke, bl.a. fordi mange lande forhandlede bilateralt med vaccineudbyderne.

”Det burde vi nok have forudset, men vi var naive. Det er et grelt billede på, hvor slemt det står til med vaccine-nationalismen og egoisme i verden. Diplomatiet virker åbenbart ikke. Det gør mig trist,” siger Ulla Kou Griffiths.

Men hun arbejder videre. Hun fortæller, at Covax netop har sendt besked til de enkelte lande om, hvilke vacciner de får og hvor mange. Når du læser disse linjer, skulle de første stik være blevet givet.

”18 af landene får Pfizer-vaccinen. 72 lande ville gerne have den, men det har vi ikke nok til endnu.”

10. Hospitalsdirektøren har ikke fået lugtesansen tilbage

For hospitalsdirektør, og cand.jur. Anne Jastrup Okkels begyndte kampen med Covid-19-epidemien rent personligt dårligt. Hun måtte gå hjem fra Bispebjerg-Frederiksberg Hospital syg af corona få dage efter nedlukningen 11. marts. Også to vicedirektører var smittede.

At være slået ud lige nu, hvor alle kræfter skulle sættes ind, var ikke til at bære.

Men det endte med et år, som for Anne lyses op af en kæmpe faglig nysgerrighed hos alle om den nye sygdom. Den førte til, at de hele tiden blev bedre til behandling, til pleje, til logistik – bedre til det hele.

"Og så den enorme empati og omsorg for vores Covid-patienter, som jeg mærkede hos alle dem, der stod med patienterne i hænderne. På trods af bekymringer fra medarbejderne selv og på trods af ubekvemme værnemidler."

Det, Anne havde det værst med, var, når sygeplejersker og andre selv blev smittet med Covid-19 på grund af deres arbejde.

Årets ord må blive sammenhængskraft, fastslår hun. Internt på hospitalet og hospitalerne imellem om at hjælpe hinanden med at klare det her.

"Og nu beder du mig så om at se det fra en djøf-vinkel. Men så er det, at jeg tror, at mange på de administrative gange føler dette: Her kom vi tættere på kerneydelsen og den brændende platform ude på afdelingerne end nogensinde før."

Selv lå Anne dengang i marts syg med Covid i 16 dage. Hendes mand – Per Okkels, den netop pensionerede departementschef i Sundhedsministeriet – røg op til sommerhuset i Nordjylland i karantæne. Børnene satte mad foran døren.

"Jeg følte mig træt, som andre, måneder efter. Og jeg har ikke fået min lugtesans helt tilbage endnu. Covid-19 er en dybt uforudsigelig sygdom. Heldigvis ved vi meget mere om den nu."

11. ”Jeg savner..."

Det er 12 mærkelige måneder, vi beder Malene Storgaard Jensen se tilbage på.

De startede med en hasteopgave. Malene er økonom og udviklingskonsulent i Horsens Kommune, og to dage inde i den første nedlukning ringede hendes chef og spurgte, om hun kunne stå for at etablere en jobbank for hjemsendte medarbejdere uden arbejdsopgaver.

Hun sagde øh, og så ja, og den næste måned puklede hun 50 timer om ugen med at finde ledige hænder og sørge for, at deres ejermænd og -kvinder vidste nok om værnemidler og dokumentationskrav til at kunne hjælpe til i corona-beredskabet. Samtidig med at hun og hendes mand skulle få hjemmearbejde og hjemmeskoling af to drenge på henholdsvis 13 og 10 til at gå op.

”Det var en lettelse, da Hans og drengene senere på foråret igen kunne komme på arbejdet og i skole. Jeg nød at have huset for mig selv – at kunne trisse lidt rundt om morgenen og senere fordybe mig i mine opgaver. Sådan som jeg plejer at gøre på en normal hjemmearbejdsdag – altså før corona.”

I midten af maj kom hun tilbage på rådhuset. Hun måtte undvære fælles frokost og torsdagskaffe, men ellers var arbejdsdagene næsten normale. Indtil september. Så røg hun hjem igen. I december fik hun selskab af mand og børn. Én runde til på hjemmeskolearbejdspladsen.

”Der er selvfølgelig også fordele ved at arbejde hjemme. Der er mere hygge og nærvær. Men det slider også på os at være så meget sammen. Vi har ikke noget særligt at snakke om over aftensmaden, for vi har jo stort set oplevet det samme i løbet af dagen.”

Cirka én gang hver 14. dag kommer hun ud af huset i arbejdsøjemed. Hun og omkring 40 andre administrative medarbejdere i kommunen er blevet uddannet til at pode i halsen.

”Det er noget, jeg ser frem til hver gang. Det er skønt at stå ’ude i marken’ og hjælpe de sundhedsprofessionelle – bare det at være fysisk sammen med andre kolleger – at få en snak og et godt grin.”

Hun savner at stå i kafferummet og snakke om stort og småt. At lave en ’dørhænger’ på chefens kontor. Hun savner sit hæve-sænkebord. Hjemmearbejdet har givet ’corona-skader’, som kiropraktoren forsøger at lappe.

”Men jeg skal ikke pive,” siger Malene. Det går jo det hele. Drengene er selvkørende – sådan da. Der er mange, der har det sværere end dem.

”Men nøj, hvor jeg savner at få min hverdag tilbage. At kunne cykle ind på arbejdet og hjem igen. At kunne sidde sammen med mine kolleger i kantinen og skælde lidt ud over familien og om aftenen sidde ved spisebordet og skælde lidt ud over noget, der har irriteret på arbejdet eller noget, der har været sjovt.”