”Jeg er en af de heldige, der fik noget godt ud af 2020”

Mandag, onsdag og fredag står Sarah Krolack ekstra tidligt op. Hun klæder sig pænt på og tager toget med sin bærbare i tasken. Hun står af i Vallensbæk og går de 500 meter, før hun når sine forældres hus. Hun er nemlig ligesom mange andre rigtig træt af, at arbejds- og privatliv flyder sammen, og derfor tager hun to-tre dage om ugen ’på arbejde’ hos sine forældre. For som hun siger:

”Man bliver altså skeløjet af at sidde og glo ind i sine egne vægge de fleste af de vågne timer.”

I 2020 fik hun set rigeligt til sin lejlighed. Og i flere måneder havde hun ingenting at lave, selv om hun lige var begyndt i et nyt job.

Da jeg talte med hende i marts måned sidste år, var hun nyansat barselsvikar hos DFDS og netop blevet hjemsendt. Hun havde fået stillet i udsigt, at hendes vikariat måske kunne ende i en fastansættelse, men hvordan pokker skulle hun gøre sig uundværlig, når hun sad derhjemme og knap nok kendte sine kolleger endnu? Dengang sagde hun til mig:

”Jeg kan ikke lide at være ineffektiv, og jeg vil jo også nødig miste mit job. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at man er lidt udsat i den situation, vi er i nu. Det er lidt af en ond cirkel, for det kan være svært at drive det hele selv herhjemmefra, når jobbet er så nyt.”

Da jeg ringer til hende igen næsten et år senere, fortæller hun, at der hurtigt blev langt mellem opgaverne. For med corona-nedlukningen gik rekrutteringen stort set i stå hos DFDS. Og Sarah Krolack var ansat som IT-Talent Acquisition Consultant – en slags in-house it-headhunter.

Så efter at have arbejdet hjemme i to uger fik hun et opkald fra HR-chefen om, at hun var en af de 2.500 medarbejdere, der skulle hjemsendes med lønkompensation fra regeringens hjælpepakke.

Ingen arbejdsmails i flere måneder

Det var med meget blandede følelser, at Sarah Krolack fuldstændig trak stikket til sin arbejdsplads, sin chef og sine kolleger. Hun måtte ikke tjekke en eneste mail, fik hun at vide, for sådan var reglerne, hvis DFDS skulle kompenseres. Så hun var nervøs for, om hun overhovedet ville ’overleve’ i DFDS, hun var jo barselsvikar og stadig i sin prøvetid.

”Jeg kunne i virkeligheden godt forstå, hvis jeg var en af de nemme at sige farvel til,” fortæller hun, at hun tænkte dengang.

Men hun tænkte også, at det da var fedt at få fri i to en halv måned med fuld løn – en mulighed, som de færreste får i livet.

”Jeg havde hørt om andre, der lige var blevet ansat, men allerede afskediget igen. Så jeg tænkte, at jeg godt nok ville være utaknemmelig, hvis jeg ikke udnyttede de måneder.”

Så det gjorde Sarah Krolack. Hun gik i krig med sin lejlighed. Der blev malet og slebet og olieret gulve, og der blev ryddet op i alle skabe. Vejret var skønt, så hun også fik motioneret en masse udendørs og læst en dynger af bøger.

”Alle de ting, som jeg ikke havde haft overskud til længe, fordi jeg var relativt ny på arbejdsmarkedet, og jeg havde brugt tid på at finde mig til rette i et fuldtidsjob – og det skal ikke være en hemmelighed, at jeg arbejdede meget i det job, jeg havde, før jeg startede i DFDS.”

Konstant splittet følelse

Hun nød, men hun var også nervøs for, hvad der ville komme til at ske med hendes jobsituation. Hun var dog forberedt på det værste, så hun panikkede ikke.

Og så en dag, da hun stod på en stige og malede det sidste ude i gangen, ringede HR-chefen. Der var stadig ikke opgaver til hende i det vikariat, hun sad i, men han ville gerne have hende over på et nyt HR-projekt. Så den 1. juni var hun tilbage i DFDS – endda fysisk.

”Det var jeg meget taknemmelig for – både for at kunne mødes med mine kolleger og ikke mindst for stadig at have et job. Men hvis jeg skal være helt ærlig, kæmpede jeg også lidt med at være tilbage i et helt andet job, end jeg var ansat til. Det var meget administrativt og med meget lidt menneskekontakt, som er det, jeg brænder for ved rekruttering. Det var en konstant splittet følelse mellem at føle mig enormt taknemlig for stadig at være ansat, samtidig med at jeg ikke brændte for mine nye opgaver.”

Godt nyt

Men i løbet af efteråret begyndte der igen at være rekrutteringer. Og Sarah Krolack fik sit oprindelige DFDS-job igen. Hun var rigtig glad.

Der var dog den hage ved det, at hendes barselsvikariat udløb med årets udgang, og i efteråret begyndte hun for alvor at blive bekymret. Hendes chef sagde ganske vist, at han meget gerne vil fortsætte samarbejdet, men corona-situationen betød, at det var uvist, om der var en stilling og opgaver til hende.

”Jeg vidste, at hvis jeg ikke blev ansat, havde det ikke noget med mig at gøre, men fordi vi samfundsmæssigt var i en meget presset situation, og det påvirkede selvfølgelig også DFDS. Og det gjorde en forskel, at det ikke havde noget med min performance eller mig som person at gøre.”

Midt i november kom HR-chefen med en god nyhed. De skulle oprette en ny HR-afdeling i en digitaliseringsenhed, og her havde de brug for Sarah Krolacks kompetencer.

Så efter nytår startede hun i sit nye job, og selvom hun igen arbejder hjemmefra, er det med opgaver og fastansættelse. Hendes forhold til kollegerne er tættere, og hun har langt større kendskab til DFDS.

”Det endte rigtig godt. Jeg føler mig meget heldig. Og selv om det har været et turbulent år, har jeg personligt værdsat det. Jeg er selvfølgelig ked af corona, og synes også, det er hårdt at arbejde hjemmefra. Men jeg er samtidig en af de heldige, der har fået nogle gode muligheder ud af 2020.”