Den danske model i den israelske ørken

Tal Ohana kommer for sent til det aftalte møde. Hendes assistent på borgmesterkontoret siger, at det er ganske normalt, for Tal Ohana kan ikke bevæge sig i byen uden konstant at blive stoppet af folk, som gerne vil veksle et par ord. Og det er hendes klare holdning, at enhver borger skal have opmærksomhed.

Siden kommunalvalget i 2018 har Tal Ohana været borgmester i den lille by Yerocham, som ligger godt gemt af vejen i den israelske Negevørken. I den almindelige opfattelse står den som noget af et hul i jorden, men den 36-årige borgmester er godt i gang med at sætte den på landkortet, og det skyldes ikke mindst hendes helt specielle ledelsesstil. Den handler om at tage initiativ, om tæt samarbejde med borgerne og inddragelse af frivillige borgerinitiativer, og ikke mindst drejer det sig om decentrale løsninger.

”Jeg ved ikke, hvor meget jeg har opnået. Vi er jo kun lige begyndt,” smiler hun, da hun tager plads i den gule sofa i rådhusets mødelokale.

Gode arbejdspladser

Yerocham er en såkaldt udviklingsby. Det er et prædikat, de israelske myndigheder gav den slags byer, da de i 1950'erne blev grundlagt i periferien og som regel befolket med jødiske indvandrere fra Nordafrika eller Mellemøsten. Det var en socioøkonomisk svag gruppe, og det er stadig kendetegnende for disse byer, at udviklingen aldrig rigtig er nået frem. Det er udkant i højeste potens.

Trods sin unge alder har Tal Ohana været lokalpolitiker i 10 år. Inden hun blev borgmester, var hun viceborgmester i otte år, og i al den tid så hun, hvordan Israel blev en global leder inden for hightech, og økonomien blomstrede, mens byer som Yerocham blev hægtet af udviklingen. Efter at have taget plads i borgmesterstolen besluttede hun hurtigt at tage initiativet i stedet for at vente på beslutninger fra centraladministrationen.

”Jeg er ikke sikker på, at jeg har de rette politiske forbindelser, men jeg har fået et fantastisk forhold til det private erhvervsliv,” siger hun og lukker lidt op for opskriften på sin succes.

Hun nævner den danske flexicurity-model som et forbillede. Hun er med i Maoz, som er et israelsk netværk for ledere, og i den forbindelse deltog hun i et kursus, hvor en lærer fra Harvard University fortalte om flexicurity. Hun indså hurtigt, at idéen om fleksibilitet for arbejdsgivere kombineret med jobsikkerhed var en nøgle, hun kunne bruge til at frigøre lokalsamfundet fra snærende bureaukratiske bånd og samtidig give borgerne mulighed for social mobilitet ved at give dem mulighed for at tage personligt initiativ.

Det gjaldt om at markere Yerocham i forhold til Tel Aviv, som er lokomotivet i den dynamiske israelske økonomi. Da hightech-industrien for alvor satte fart på den israelske udvikling for et par årtier siden, fik ungdommen i udviklingsbyerne hurtigt en fornemmelse af, at de måtte få sig en uddannelse og flytte til storbyen for at være med. Det så man også i Yerocham, hvor det nærmest blev et succeskriterium i sig selv at fraflytte.

”Når de fra regeringen siger, at de nu har hyret et konsulentfirma til at undersøge, hvad der kan gøres, svarer jeg, at det kan jeg ikke bruge til noget,” siger hun.

”Den slags mennesker plejer at anbefale, at man investerer en masse i uddannelse, men for mig at se drejer det sig først og fremmest om at skabe arbejdspladser. Jeg er her ikke for at servicere regeringen, som ikke forstår lokalsamfundet. For mig er det vigtigt at kunne sige til de unge, at når de forlader skolen, vil de kunne vende hjem til et velbetalt job i Yerocham fem år senere.”

Decentralisering fremmer integration

Hun føler selv, at corona-krisen har givet hendes visioner et afgørende løft. Pandemien ramte Israel meget hårdt, mens Yerocham har klaret sig med ganske få tilfælde af smittede. Det beskriver Tal Ohana som et resultat af det andet element af hendes ledelsesstil.

”Jeg besluttede mig for ikke at vente på Sundhedsministeriets retningslinjer. Jeg handlede lige med det samme,” siger hun.

Hun indrømmer, at det nok er lettere at håndtere i en by med 11.658 indbyggere, for hendes metode var at følge hvert enkelt tilfælde personligt.

”Jeg var i konstant forbindelse med vores lokale politi og sørgede for, at de sendte nogle ud for at kontrollere, at den smittede overholdt bestemmelserne for isolation,” forklarer hun.

”Det kan virke barsk, men det underbyggede det specielle forhold mellem mig og borgerne. Det skabte en enorm tillid. Borgerne fik en fornemmelse af, at nogle bekymrede sig om dem, og det hjælper mig til at finde forståelse for mine øvrige visioner.”

Der ligger en særlig udfordring i, at befolkningen i byen er meget sammensat. Grundlæggerne var indvandrere fra Rumænien og Marokko, siden kom folk med indisk og yemenitisk baggrund, og en fjerdedel af borgerne har rødder i de tidligere sovjet-republikker. Sidstnævnte er generelt sekulære, mens befolkningen som sådan er overvejende religiøs. I byen er der 30 forskellige synagoger.

Det er med andre ord en konservativ og traditionelt indstillet befolkning, og når en familie typisk lever otte mennesker sammen på 70 kvadratmeter, kan det være vanskeligt at skabe forståelse for store forandringer.

”Sådan noget kan man ikke gøre fra centralt hold, for det fordrer et stort personligt engagement. Alle ved, at de kan ringe til mig døgnet rundt, og de gør det,” siger hun.

"Da pandemien ramte os, ringede jeg straks til vores lokale overrabbiner, som er en ældre mand. Israel har haft store problemer med at få de ultra-ortodokse samfund til at overholde reglerne, men her har det fungeret. Det bygger på lokal fingerspidsfornemmelse og gensidig respekt, og det er vejen til den integration af forskellige samfundsgrupper, som jo er et problem i mange moderne samfund.”

Hun tænker også i integration, når hun skaffer nye arbejdspladser til byen. Medicinsk cannabis er en af fremtidens nicheindustrier, og hun er i dialog med en amerikansk virksomhed, som er interesseret i at etablere sig i Yerocham, hvilket kan skabe 30 nye arbejdspladser. En stor del af dem til ultraortodokse kvinder, som er en marginaliseret gruppe.

Lufthavnsplaner

Vi opsøger Albert Levy. Han er fællestillidsmand på flaskefabrikken Phoenicia og repræsenterer dermed den gruppe borgere, som måske er i fare for fremskridtet og borgmesterens visioner.

”For mange af mine kolleger er dette alt, hvad de har,” siger han, mens vi bevæger os rundt i en af de store produktionshaller.

Virksomheden fremstiller en lille million flasker om dagen og har i mange år været indbegrebet af Yerocham. En af årsagerne til, at byen i sin tid blev placeret herude i ørkenen, er det lokale sand, som egner sig godt til fremstilling af industriglas. Men i dag er det vanskeligt at klare sig i konkurrencen, for flere af storkunderne er begyndt at importere flasker fra Tyrkiet og Ukraine, hvor myndighederne subsidierer produktionen og dermed skaber kunstigt lave priser.

”Her i landet er det et af problemerne ved at befinde sig i periferien. Vores regering gør ikke nok for at sikre arbejdspladserne, så vi må klare os på egen hånd,” siger han, mens han hilser på et par kolleger, der tilser produktionen af colaflasker.

For nogle år siden var Phoenicia ved at lukke helt. De store ovne kører i døgndrift og hele ugen, fordi det er for dyrt at lukke ned og genstarte. Men dette faldt de ultraortodokse rabbinere for brystet, fordi det ifølge religiøs lovgivning er forbudt at arbejde og tænde ild på sabbatten, ugens jødiske helligdag. Så de opfordrede til en boykot af virksomheden, og flere af kunderne faldt fra, fordi det dermed heller ikke var muligt at sælge eksempelvis olivenolie på flasker, som er fremstillet i strid med de bibelske påbud.

”Men vores daværende borgmester – og Tal var også involveret som viceborgmester – tog en snak med vores lokale rabbinere,” smiler Albert Levy.

Løsningen blev, at man ansatte lokale beduiner, som er muslimer, til at betjene maskinerne på sabbatten. For Levy, som selv er religiøs og går med kalot på hovedet, er dette et eksempel på det nødvendige kompromis mellem den moderne udvikling og den traditionelle livsstil, som fortsat er en vigtig del af Yerocham.

”Engang var her 800 arbejdspladser på Phoenicia, og i dag er der kun 250 tilbage. Det hænger sammen med, at produktionen er blevet automatiseret. Men der er stadig et stort behov for den slags arbejdspladser, og det frygter jeg kan blive glemt i udviklingen,” siger han.

Albert Levy er blandt de varme fortalere for, at en militær flybase lidt længere ude i ørkenen bliver omdannet til civil lufthavn. Israel har stærkt behov for større kapacitet til at modtage det stigende antal turister, og Levy ser en lufthavn som vejen til mange nye arbejdspladser på egnen.

Samarbejde med beduinerne

Debbie Golan er skeptisk over for lufthavnsplanerne. Hun står i spidsen for en frivillig organisation med navnet Atid BaMidbar (En Fremtid i Ørkenen). For hende er sameksistens og bevarelse af de klassiske værdier – og ikke ukontrolleret vækst – en nøgle til fremtiden. Men hun har heller ikke noget imod, at borgmesteren betragter Atid BaMidbar som et af sine værktøjer.

”Jeg ser integration og sameksistens i en bredere sammenhæng,” siger hun. ”Det er vigtigt også at inddrage de små beduinsamfund omkring Yerocham i aktiviteterne. De kommer til byen for at købe ind, mange af dem arbejder her, og det sender nogle positive signaler til byens borgere.”

I dette efterår har en af beduinlandsbyerne på egnen således fået en skole, hvilket der længe har været behov for. Det skete på initiativ af Debbie Golan, og Tal Ohana skaffede en stor del af pengene.

”Men vi skal også være forsigtige med ikke at overdrive vores forhåbninger,” tilføjer Golan. ”En tredjedel af det kommunale budget i Yerocham går til sociale ydelser, og arbejdsløsheden ligger på 22%, så det er ikke helt enkelt.”

De lokale medlemmer af regeringspartiet Likud er også kritiske. De er ikke ubetinget tilfredse med, at Tal Ohana går egne veje uden at spørge først. De betragter det som et oprør mod den siddende premierminister, Benyamin Netanyahu, som kører en meget centralistisk ledelsesstil.

Men i mere generelle termer er Israel et noget mere konservativt samfund end Danmark, med større sociale forskelle og ikke mindst større afstand mellem storbyerne og periferien. Det er en af grundene til det sidste års protester, som kræver Netanyahus afgang og udligning af de sociale forskelle. Tal Ohana betragter ikke sig selv som nogen oprører, men hun har ikke desto mindre vakt stor opsigt i den israelske debat, fordi hendes adfærd også ses som en protest mod Netanyahu og Likud. Som en politisk kommentar har nogen parkeret en bil med store Likud-flag på taget. Den står lige uden for rådhuset.

Inde i mødelokalet peger borgmesteren på den blå væg bag den gule sofa, hvor hun sidder.

”Da jeg kom til, var væggen fuld af alle mulige diplomer og udmærkelser,” fortæller hun.

"Jeg bad om at få det hele fjernet, og i stedet hængte jeg et enkelt billede op.”

Billedet forestiller en gruppe ældre kvinder på en bænk. De er kommet hertil fra Marokko, hvor familien Ohana også har sine rødder. Hun ser det som vigtigt at respektere sine rødder og sætte sig ind i sine medmenneskers baggrund, og hun ser det også som et særligt kvindeligt træk. Hvad hun muligvis mangler af politiske kontakter, vil hun kompensere for med empati.

”Samtlige borgmestre før mig var mænd. Jeg er ikke feminist, bestemt ikke, men jeg lægger vægt på at være kvinde på denne post, og jeg har allerede fundet ud af, hvem der skal være byens næste borgmester. Det er også en kvinde.”