"Jeg er stærkt pessimistisk, når det gælder fremtiden"

Jeg har lært, at der ingen erstatning er for kvalitet. Og der er kun en måde at opnå kvalitet på: Hårdt arbejde. Det gælder i det professionelle liv, og det gælder i det private liv.

Hvis jeg skal give et råd baseret på erfaringer gennem et langt liv og en lang karriere i diplomatiet, er det: ’You will never get a second chance to make a first impression’. Derfor er forberedelse helt centralt, inden du møder vigtige personer og inden, du går ind til en vigtig forhandling.

Uden familien er der stor risiko for, at man bliver et koldere menneske. Det er familien, der giver varme i tilværelsen. Det er familielivet, der giver én den runding og den personlighed, som gør, at man har styrke til at håndtere de problemer og udfordringer, man møder i arbejdslivet.

Jeg finder det betænkeligt, at samfundet og virksomhedsledelse bliver mere og mere dehumaniseret. Der bliver brugt mindre og mindre tid på at tale med og forstå mennesker, fordi det ikke umiddelbart er effektivt. Hvis folk ikke lever op til effektivitetskravene og det skema, der ligger ved siden af dem, er der ikke plads til dem i virksomheden. Og det er typisk folk, som er en lille smule anderledes. Men det er faktisk dem, der får de nye idéer og de gode idéer, fordi de bruger tid på at fundere over tingene og på, om man måske kan gøre det på en anden og bedre måde.

Én af de ting, jeg har lært som chef – og så må andre vurdere, om jeg har levet op til det – det er, at man skal rose mere, end man kritiserer. Medarbejderne bliver bedre, hvis de føler sig værdsat.

Det var en stor skuffelse, da et flertal af den danske befolkning i 1992 stemte nej til Maastricht-aftalen, som jeg havde været med til at forhandle. Det gjorde mig ked af det, for jeg havde brugt en hel del af mit professionelle liv på det og mente, hvad jeg stadig gør, at det var det bedste for Danmark.

Den største optur var til gengæld nok, at et klart flertal af den danske befolkning efterfølgende stemte klart ja til Edinburgh-aftalen, som jeg også var med til at forhandle.

Det er aldrig for sent at lave noget helt andet. Til en vis grad var jeg en fremmed fugl, da jeg som 61-årig begyndte at forske. Langt de fleste af de andre forskere og professorer, har jo tilbragt hele deres liv inden for den akademiske verden. Men i al ubeskedenhed vil jeg sige, at jeg med min erfaring og baggrund tilførte mit institut på universitetet i Singapore noget, de ikke havde så meget af i forvejen. Og det er meget interessant, at det netop var i Asien, for i det gamle Kina havde man et begreb, der hed en mandarin – en kombination mellem en embedsmand og en lærd. Nu vil jeg ikke udnævne mig selv som mandarin, men min verden blev lidt af det samme.

Forskellen på danske og asiatiske studerende er, at danske studerende er meget mere interesserede i at gå i dialog eller diskutere med professoren. De tager ikke for givet, at alt, hvad professoren siger, er rigtigt. De asiatiske studerende kommer for at høre, hvad læreren siger og skrive det ned – de kunne aldrig finde på at sige til professoren: ’Jeg tror, du tager fejl’. Jeg forsøgte at gøre det på den danske facon i Singapore, og i løbet af et semester lykkedes det som regel at få en diskussion med de studerende. Det er mit indtryk, at de var glade for det, men der var også nogle, der skrev i deres evaluering, at det var utilfredsstillende, at de skulle sidde og lytte til, hvad en anden studerende mente, for de var jo kommet for at høre, hvad professoren mente.

Efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg fået en dyb skepsis over for den økonomiske teori. Jeg mener, dronning Elizabeth stillede et oplagt spørgsmål, da hun lige efter den globale finanskrise i 2008 spurgte, hvorfor ingen havde forudset det. Det var jo ellers det, økonomistudiet skulle sætte økonomer i stand til. Det er vanskeligt for mig at forstå både som menneske og som fagøkonom, at de få, der forudså, hvad der ville ske, blev fejet til side, mens hele systemet kørte derudaf for fuld musik.

Faktisk forudsagde jeg selv den globale finanskrise. Året inden Lehman Brothers' krak i september 2008. Beviset er min artikel i The International Herald Tribune fra 24. august 2007.

Jeg er stærkt pessimistisk, når det gælder fremtiden. Mange af de ting, vi ser lige nu, minder meget stærkt om opløbet til den franske revolution. Vi ser en enorm gældsættelse, en enorm ulighed og fremmedgørelse, hvor eliten frigør sig fra resten af befolkningen. Efter min opfattelse er der en stor risiko for, at vi kommer til at se et sammenbrud af den samfundsorden, vi kender.

Vi er truet af den kolossale magtkoncentration, der ligger hos omkring 10 store, internationale dataselskaber, der efterhånden ved alt om os og er i stand til at kontrollere alt, hvad der sker. Jeg er dog glad for, at EU og en dansk kommissær står i spidsen i en afgørende magtkamp om, hvem der bestemmer.

Hvis der endelig er et lys, er det, at der er et vist håb for et land som Danmark. Jeg håber, at befolkningen vil tage opgøret og sige: ’Nu er det nok’, så vi i store træk kan bevare den samfundsmodel, vi har. Jeg tror, et af de sidste steder, hvor samfundsordenen vil begynde at kollapse, er i de nordiske lande, fordi vi har det stærkeste menneskelige bolværk mod den udvikling, der sker. Men jeg kan ikke sige, at jeg er optimist.