Hjemmearbejde

Virksomheder: Virtuelle møder bremser kreativiteten

8.9.2020

af

Foto: Fizkes/Shutterstock

Foto: Fizkes/Shutterstock

Travle fysioterapeuter, dårligere idéudvikling og skjulte omkostninger. Men også tilfredse medarbejdere. Vi har talt med tre store firmaer om deres erfaringer med hjemmearbejde under corona-krisen.

Den 11. marts lukkede Mette Frederiksen Danmark ned pga. Covid-19. Hun anbefalede bl.a., at de, der kunne arbejde hjemme, gjorde det. Hvordan oplevede virksomhederne at sende deres ansatte hjem? Det har vi spurgt tre af de helt store djøf-arbejdspladser om: ATP, Deloitte og Danske Bank.

Alle tre virksomheder gennemførte en hurtig omstilling, uden at det gik ud over den umiddelbare drift. Den store afstand mellem medarbejderne og de mange virtuelle møder har dog ikke været uden problemer, fortæller de.


ATP: Skjulte omkostninger og travle fysioterapeuter

Hos pensionsselskabet ATP blev stort set alle 2.800 medarbejdere sendt hjem, efter at statsministeren lukkede landet ned.

Bård Grande, HR-direktør i ATP, fortæller, at hjemmearbejdet på nogle punkter har været en succes.

”Driftsopgaver og den individuelle performance er gået rigtig godt. Bedre end jeg havde forventet. Men vi kan også se, at det nogle gange kan være svært at samarbejde virtuelt,” fortæller han.

Bl.a. har det været vanskeligere at sætte gang i nye projekter, og de mere kreative idéudviklingsmøder har også haltet virtuelt. Bård Grande mener, at det kan skyldes, at man i virtuelle møder har sværere ved at fornemme hinanden.

”Der mangler nærvær, nærhed og noget uformelt. Vi har ikke endnu lært at bruge teknologien på en måde, så det matcher oplevelsen af at være fysisk sammen.”

Bård Grande tror desuden, at der kan ligge en skjult omkostning for virksomheder, som har sendt deres ansatte på hjemmearbejde. Der kan være projekter, der er kommet bagud, eller som slet ikke er blevet igangsat. Og måske en krybende mangel på tilhørsforhold til virksomheden, fordi medarbejderne ikke behøver at møde op på arbejdspladsen.

Hjemmearbejdet er også gået ud over medarbejdernes kroppe. ATP’s tilknyttede fysioterapeuter har oplevet en stigning i henvendelser om gener og skader i medarbejdernes nakker, rygge og skuldre.

”Man sidder jo ikke lige så godt derhjemme,” forklarer Bård Grande.

Han fortæller, at der før corona ikke var faste hjemmearbejdsdage i ATP. Det kommer der heller ikke til at være fremover. Hjemmearbejde kan aftales med nærmeste leder, når det passer i forhold til opgaver og kolleger.

”Vi kommer nok til at se lidt mere af det, fordi nu har vi fået flere erfaringer med det. Men vi er ikke med i den tilsyneladende popularitetskonkurrence om, hvilken arbejdsplads der kan tilbyde flest hjemmearbejdsdage.”

Vi har set katte gå rundt på bordene og børn, der skulle håndteres ved siden af arbejdet. Det har givet en respekt og et andet indblik i hinandens liv

Camilla Kruse, People & Purpose-leder i Deloitte

Deloitte: De unge savnede kontoret

Cirka 90 procent af de 2.800 ansatte hos revisions- og konsulenthuset Deloitte arbejdede hjemme de første par måneder under corona-nedlukningen. De fleste medarbejdere er tilbage på deres kontorer nu.

Camilla Kruse, People & Purpose-leder i Deloitte, fortæller, at især de yngre medarbejdere har udtrykt stort ønske om at komme tilbage på arbejdspladsen.

”Dels har de ikke nødvendigvis de fysiske rammer derhjemme. Dels savnede de hele det sociale miljø herinde.”

Samtidig har ledelsen i Deloitte også behov for at være tæt på virksomhedens mange unge medarbejdere for at kunne hjælpe, coache og sparre med dem.

Deloittes ansatte med børn har omvendt udtrykt et øget ønske om mulighed for hjemmearbejdsdage. De har bl.a. sat pris på den øgede fleksibilitet og den sparede transporttid til og fra arbejdet.

Camilla Kruse genkender i høj grad ATP’s oplevelse af, at kreativitet har dårligere kår på virtuelle møder.

”Der er bare opgavetyper, som man løser bedst, når man er fysisk sammen. Men det handler også om at have kompetencer til at lede en virtuel workshop og at kunne udnytte teknologien.”

Inden corona-krisen var det ikke særlig udbredt at arbejde hjemmefra i Deloitte. Det kommer nok til at ændre sig.

”Vi arbejder på en række tiltag, som skal udmønte sig i et mere fleksibelt arbejdsliv – herunder at give mulighed for øget hjemmearbejde,” fortæller Camilla Kruse.

På den sociale front har hun oplevet, at de virtuelle møder har udløst en masse nye snakke mellem de ansatte, fordi de har set hinandens hjem på skærmen.

”Vi har set katte gå rundt på bordene og børn, der skulle håndteres ved siden af arbejdet. Det har givet en respekt og et andet indblik i hinandens liv.”

Selv oplevede hun, at hendes mand en dag stod og skiftede om til shorts bag hende, mens hun var midt i et virtuelt ledelsesmøde.

”Alle de der mærkelige ting, der sker. Det gør bare, at vi kender hinanden på en anden måde nu.”

Det at man kan mærke dem, man arbejder sammen med. Bygge relationer, inspirere hinanden og have noget socialt på en arbejdsplads. Det er absolut en stor og vigtig del af det af gå på arbejde

Karsten Breum, HR-direktør i Danske Bank

Danske Bank: Flere skal arbejde hjemmefra fremover

Hos Danske Bank blev omkring 19.000 medarbejdere sendt på hjemmekontor. Det er cirka 95 % af deres ansatte.

”Vi har ikke oplevet nogen nedgang i produktivitet, og vi har haft stor kundetilfredshed i perioden. Medarbejderne har også været meget glade for den fleksibilitet, som det har givet at kunne arbejde hjemmefra. Så overordnet set har det fungeret rigtig godt,” fortæller Karsten Breum, HR-direktør i Danske Bank.

Samlet set lægger medarbejderne stadig 30 % af deres arbejdstid derhjemme. Inden coronakrisen hørte hjemmearbejde til sjældenhederne i Danske Bank. Normen var, at man mødte ind på kontoret om morgenen, arbejdede, og så gik man hjem igen om aftenen.

”Nu lægger op til, at vi gerne vil have, at vores medarbejdere fortsat tager hjemmearbejdsdage en til flere gange om ugen. Vi har gjort os nogle positive erfaringer, og vi ser rigtig mange fordele ved at skabe den fleksibilitet.”

Bl.a. sparer medarbejderne transporttid, og de har også bedre mulighed for at tilrettelægge deres arbejdsdag.

Karsten Breum synes dog, det er vigtigt at huske på at en arbejdsplads også er et sted, hvor man har kolleger, som man har sociale relationer med. Der er ting, som bare er mere effektive, når man sidder i et rum sammen. Karsten Breum genkender erfaringerne fra ATP og Deloitte med, at idéudvikling og andre kreative processer er sværere, hvis de forgår virtuelt.

”Det at man kan mærke dem, man arbejder sammen med. Bygge relationer, inspirere hinanden og have noget socialt på en arbejdsplads. Det er absolut en stor og vigtig del af det af gå på arbejde.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet