Stop vrøvlet om kolde hænder og pseudoarbejde

Drop markedsføring af uddannelser. For mange kolde hænder i administrationen. Stop brug af konsulenter i staten.

Retorikken er på afveje, fjerner sig fra substans og kvalitet og kaster rundt med nedsættende ord om tusindvis af dygtige og engagerede mennesker både i den offentlige sektor og i det private erhvervsliv. Det er spild af god energi.

Offentlige ledelser skal i 2020 håndtere, at al kommunikation og alle kommunikationskanaler i disse år er under grundlæggende forandring i det digitale Danmark. Samtidig vokser afstanden mellem generationer ganske voldsomt i forhold til bl.a. brugen af medier og i anvendelsen af kommunikationsformer. Samlet set medfører udviklingen kolossale udfordringer for alle organisationer, ledere og medarbejdere.

Vi skal tale om, hvad det gode og rigtige kommunikationsarbejde er, ligesom man skal i alle andre fag. Det er en ledelsesopgave. Jeg har som kommunikationschef på flere videns- og uddannelsesinstitutioner ofte oplevet, hvordan der ses kritisk på ”alt det kommunikation”. Jeg har også oplevet, hvordan dygtige kommunikationsmedarbejdere med mange års uddannelse bag sig skal forsvare deres faglighed i tide og utide.

Sådan grøftegravning risikerer at afspore den vigtige opgave, det er at anvende kommunikation som et bærende ledelsesværktøj for at få alt til at fungere optimalt rundt omkring kernevelfærden i et digitalt Danmark under dramatisk forandring.

Dertil er der brug for professionel kommunikationsekspertise, og det har intet med pseudoarbejde og kolde hænder at gøre. At der kan være helt reelle og spændende diskussioner om, hvordan indsatser og ressourcer bedst prioriteres, det er åbenbart. Det handler meget mere om ledelse, end det handler om kommunikation. Jeg tror fx, at diskussioner af disse tre emner vil være væsentlige:

1. Gør noget ved "udbudsbureaukratiet". Offentlige udbudsprocedurer bliver let for komplicerede, kræver måske rigeligt med honorarer til advokater og risikerer at føre til unødig bureaukratisk administration. Der stilles for mange krav til private leverandører, og reelt risikerer resultatet desværre at blive det modsatte af formålet. Mindre kvalitet for de samme penge – og skidt for private virksomheder.
   
   
2. "Keep it simple, stupid" som overskrift på digitale projekter. Digitale projekter bliver ofte bygget for kompliceret, og designprincippet ”Keep it simple, stupid” – et  designprincip fra den amerikanske flåde i 1960 – burde stå på forsiden af enhver digital projektbeskrivelse. Digitale projekter skal styres i nye og andre organisationsformer end de traditionelle hierarkiske, og der skal i hele arbejdet udvikles nye og tætte samarbejdsformer mellem yngre digitalt indfødte og ældre og erfarne digitale immigranter. Farvel til den klassiske leder.
   
   
3. Insistér på kvalitet og langsigtet arbejde frem for hurtige "kommunikations-fix". Der tys for ofte til pulje- og projektbevillinger og køb af fx kampagner, der helst skal levere et hurtigt “fix” af store problemstillinger. Enten for at jage kortsigtede mål for institutioner eller for at fremme politiske mål. I stedet bør prioriteres det lange seje træk med grundigt kommunikationsarbejde på et højt kvalitativt niveau tæt på kernevelfærden. Ja tak til professionel kommunikation.

Sådanne diskussioner finder jeg vanvittigt interessante. Det er eksempler på veje til at undgå unødig administration og opnå mere kvalitet for pengene. At tale om kolde hænder, overflødig markedsføring og for dyre konsulenter i generaliserende former og toner – det er tegn på en debatkultur, som jeg oplever bliver værre og værre i Danmark. Skal vi ikke finde bedre måder at tale om vigtigere problemstillinger på?

Lad os som eksempel tale meget mere om, hvordan vi styrker den varme velfærdskommunikation, og om hvordan offentlige ledelser bliver endnu bedre til at anvende de professionelle kommunikationskompetencer, som de har ansat, eller som de selvfølgelig har brug for at ansætte eller købe fra eksterne leverandører. 

For hvordan i alverden skulle organisationerne og vores velfærdssamfund dog ellers kunne følge med tidens alt om sig gribende digitale kommunikationsforandringer?