Brevkasse

Skal jeg sige ja til at blive tillidsrepræsentant?

1.9.2020

af

Illustration: Djøf

Illustration: Djøf

"Jeg er blevet opfordret til at opstille som TR og er meget fristet, men også lidt skræmt."

Vores mangeårige tillidsrepræsentant (TR) er stoppet, og nu har rigtig mange kolleger opfordret mig til at stille op. Jeg er meget fristet, men også skræmt over at skulle efterfølge sådan en TR-sværvægter. Inden jeg beslutter mig, har jeg brug for at vide:

1) Hvilke forudsætninger kræver det?

2) Hvad får mine kolleger ud af det?

3) Hvad får jeg selv ud af at være TR?

 

Kære medlem

Jeg regner med, at du opfylder formalia, og går derfor direkte til dine spørgsmål:

Forudsætninger

Der findes ingen tjekliste over ’de rette forudsætninger’ for at blive TR. Men som nr. 1 kunne der stå: Nyder kollegernes tillid. Og det kan du jo absolut sætte flueben ved.

Nr. 2: Drives af lysten til relationsarbejde. Som TR skal du fremme dine medlemmers interesser, så du må investere tid og kræfter i at skabe gode relationer til både ledelsen og andre faggrupper.

Nr. 3: Vil være sin egen bedste version af en TR. Ingen forventer, at du starter dér, hvor din forgænger slap. Du skal nok nå sværvægtsklassen, og det hjælper vi dig selvfølgelig med. Du får en gratis TR-uddannelse med kurser i fx løn, forhandlingsteknik, mægling og konfliktløsning. Og du har altid Djøf i ryggen.
 

Det får dine kolleger
  • Et fælles talerør
  • En fælles forhandler
  • En garant for, at ledelsen overholder love og overenskomster
  • En støtte/bisidder i vanskelige situationer
  • En brobygger i forhold til ledelsen

Det får du som TR

Du udvikler dig som menneske og får kompetencer og erfaringer, du kan bruge i resten af dit (arbejds)liv:

  • Når du står for lønforhandlingerne for alle djøferne på din arbejdsplads eller skal forhandle andre vigtige arbejdsvilkår, får du skærpet og udviklet dine evner til at opnå et resultat gennem forberedelse, analyse og dialog med modparten.
  • Du finpudser dine evner for diplomati, fordi du kommer helt tæt på beslutningsprocesserne og skal navigere i det formelle rum, men især også i det uformelle rum i forhold til ledelsen.
  • Du udvikler din empati og dine evner som rådgiver, når du bliver inddraget i organisationsændringer eller afskedigelser og skal hjælpe kollegerne gennem vanskelige situationer.
  • Du lærer at mestre kommunikation og argumentation, da du får trænet din evne til at tale, så de lytter, og at lytte, så de taler.
  • Du får trænet dine evner som mødeleder og facilitator, da du skal lede møder i Djøfklubben, hvor dialogen er i centrum.
  • Du får et unikt indblik i, hvordan din egen organisation fungerer, og kommer med ned i maskinrummet, når vigtige beslutninger skal træffes.
  • Du lærer at navigere i krydspres, som kan være udfordrende, men også ekstremt lærerigt – du vil opleve, at du ikke kan gøre alle tilfredse.
  • TR-rollen giver dog også glæde, fordi du kan gøre en forskel for andre mennesker.

Jeg håber, at jeg har fået ryddet al tvivl af banen, så du stiller op som TR.

/Anja Iben Kepka, chefkonsulent i Djøf 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet