Alternativt studiejob

Martin er basketdommer ved siden af studiet: ”Du lærer at skære igennem”

29.9.2020

af

Privatfoto

Privatfoto

23-årige Martin Nielsen er basketdommer, når han ikke lige bruger sin tid på samfundsfagsstudierne på SDU. Jobbet giver ham oplevelser for livet, og så lærer det ham at sige fra, når nok er nok.

I syv sæsoner har Martin Nielsen været basketdommer. Lige p.t. dømmer han i den bedste danske ungdomsrække samt den næstbedste mande- og kvindeliga. Det bliver i snit til tre kampe om ugen, hvilket svarer til omkring 15 timers arbejde.

Disse timer skal presses ind i en kalender bestående af læsning af pensum, møder med studiegruppen og eksamener, for han er også 1. semesterstuderende ved samfundsfag på SDU.

Han er dog bare glad for at kunne kombinere studiet med sin helt store passion. ”Det er fedt at arbejde med min helt store sportsmæssige interesse. Jeg nyder virkelig at dømme de mange kampe rundt om i landet,” siger Martin Nielsen.

Serie: Alternative studiejob

Blandt de studerende medlemmer af Djøf har cirka fem ud af seks studierelevant arbejde i løbet af årene på universitet. For en del af dem bliver studiejobbet også indgangen til det første job som færdiguddannet.

Men der er også masser af studerende, der bruger deres fritid på arbejde, som ikke umiddelbart virker studierelevant. I denne serie taler vi med nogle af dem og spørger, hvad de tager med sig fra de alternative studiejob.

Indtil nu har vi interviewet:

Hvem skal vi tale med?

Har du selv et usædvanligt studiejob? Eller kender du en studerende, vi burde skrive om? Send os en mail på djoefbladet@djoef.dk.

Udviklende studiejob

Selvom en tjans som basketdommer ikke umiddelbart rimer på samfundsfag og studierelevans, føler Martin Nielsen stadig, at han får en masse nyttige redskaber med i værktøjskassen.

Det gælder fx en større forståelse for mennesker. Martin Nielsen oplever nemlig, at han bliver mere dannet som person og bedre kan sætte sig ind i andres sted, fordi han møder mange forskellige typer mennesker på sine mange ture rundt i Danmark – og i udlandet.

”Jeg har været af sted som dommer i mine ferier to gange – begge gange i Sverige. Det har været nogle gode ture, hvor jeg fået lov til at se andre dele af verden. Jeg skulle egentlig også have været afsted til Finland i august, men dét satte corona-virussen en stopper for,” lyder det fra ham.

Den vigtigste egenskab, tjansen som basketdommer har givet Martin Nielsen, er dog gennemslagskraft.

”Jeg har virkelig lært at skære igennem og sige fra. Når pulsen er høj, og kampen er i gang, bliver du testet som dommer. Rigtig mange spillere er utilfredse med éns kendelser og brokker sig. Her har jeg lært at sige fra, når nok er nok. Den egenskab kan jeg bruge i min fremtidige karriere,” vurderer han.

Ingen frygt her

Selv om Martin Nielsen ikke har et studierelevant job nu og her, er han ikke bange for at komme bagerst i jobkøen, når kommende chefer skal rekruttere.

”Forhåbentlig kan en kommende chef se, at jeg har nogle kvalifikationer andetsteds, og at de kigger på den samlede pakke og ikke kun cv’et,” siger han.

Han vil dog ikke udelukke at søge et studierelevant job i fremtiden. Han har tidligere studeret økonomi, hvor han havde nogle midlertidige jobs med relevans for studiet. Men lige nu og her nyder han bare at være basketdommer. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet