Brevkasse

Jeg er i krise som leder. Hvordan kommer jeg videre?

19.8.2020

af

Illustration: ngaga/Shutterstock

Illustration: ngaga/Shutterstock

'Hvad skal jeg gøre, når mine medarbejdere mistrives og bliver sygemeldt med stress?' spørger en bekymret leder.

Jeg er på andet år leder for en lille gruppe af compliancefolk i en medicinalvirksomhed. Det er mit første lederjob. Før var jeg senior compliance officer i en større bank, og indtil videre er det gået ’slag i slag’ for mig.

Både ledelse og compliance er sjovt, men i den senere tid er mine folk begyndt at mistrives. Sygefraværet er stigende, én er p.t. sygemeldt med stress-symptomer, jeg oplever mere tilbageholdenhed på vores (p.t. virtuelle) afdelingsmøder, og nogle udtrykker på forskellig vis frustration, som jeg har svært ved at forstå, hvad handler om.

Jeg vil gerne vende situationen til noget bedre, men ved ikke helt, hvor jeg skal starte.

 

Kære udfordrede leder

Du er allerede godt på vej. At du anerkender den alvorlige situation, er nemlig første vigtige skridt til, at du kan dæmme op for situationen. Her er, hvad du kan overveje:

  • Vær fortsat nysgerrig på, hvad der skaber mistrivslen i din afdeling. Det kan handle om forskellige ting: Arbejdsbelastning i form af for stramme deadlines og for høje KPI’er kan være et tema. Måske skal du justere målene for, hvor meget I kan/skal nå.
    En anden kendt årsag til mistrivsel er uklare retningslinjer og forventninger. Er det måske kun dig, der forstår, hvorfor I gør, som I gør? Er der en saglig, retfærdig og forklaret fordeling af ansvar? I det daglige og især nu, hvor pandemien ryster os alle rundt, er det værd at være tydelig på, hvordan forandringernes vinde måske gør tingene svære for jer. Vær nøgtern omkring, hvordan de mange forandringer påvirker jeres opgaveløsning.
    Hvad kan du gøre for, at alle finder ro med (job)usikkerhed, ændrede arbejdsmetoder, nye arbejdsgange etc? Vi tackler og reagerer forskelligt på forandringer.
  • Giv dit team plads til at tale om, hvad der er på spil for dem, både på fx afdelingsmøderne og i individuelle samtaler. Sørg for, at dine folk har rum, tid og plads til at sætte ord på, hvad de har brug for. Lyt mest i starten, og vent med løsningerne, til du bedre kan overskue, hvad der er på spil.
  • Pas også på dig selv. Sørg for at række ud efter sparring, fx med din chef, kolleger, en HR-partner eller en ekstern ledelsesrådgiver. Du er naturligvis også velkommen til at trække på Djøfs erfarne konsulenter.

/Frederik Iuel, chefkonsulent, Djøf 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet