"Vi lægger al slags dokumentation ud om den offentlige sektor i den kæmpebølge af evidens og New Public Management, vi har haft de sidste 20 år. Men ikke arbejdspladsvurderingerne, selvom de endda er lovpligtige. Det er en pudsig undtagelse," siger Peter Dahler-Larsen, professor i statskundskab på KU.
Han har sammen med ph.d. i folkesundhedsvidenskab, Anna Sundby, undersøgt, hvordan de obligatoriske arbejdspladsvurderinger – APV'erne, der skal gennemføres mindst hvert tredje år på både offentlige og private arbejdspladser – bliver brugt i den offentlige sektor.
Undersøgelsen viser, at interessen for undersøgelserne kan ligge på et lille sted på arbejdspladserne. Selv blandt arbejdsmiljørepræsentanterne ved næsten hver 10. ikke, hvornår den sidste APV blev gennemført. Og mere end hver femte arbejdsmiljørepræsentant er afskåret fra at bruge en opfølgende handleplan, enten fordi der ikke er lavet en plan, eller fordi de ikke ved, om den findes.
Så der er brug for at få sat mere fokus på APV'erne i den offentlige sektor, fastslår forskerne.
Gør offentliggørelse obligatorisk
De to forskeres bedste bud er, at man gør det obligatorisk at offentliggøre resultaterne, så alle kan læse med.
"Så vil interessen stige både blandt ledere og medarbejdere. Det vil også være en relevant viden for ansøgere at kunne hente ind," siger Peter Dahler-Larsen.
Ingen private arbejdsgivere lægger deres APV ud offentligt, og du får dem aldrig til det – hvorfor skal det offentlige så tvinges til det?
"Offentlige virksomheder har en særlig forpligtelse, fordi de arbejder for samfundet. Og dele af den offentlige sektor har særskilt store arbejdsmiljøproblemer, fx omkring stress. Så det er naturligt at starte her," siger Peter Dahler-Larsen.
Men da Djøfbladet spørger Medarbejder- og Kompetencestyrelsen – populært sagt statens HR-kontor – lyder svaret, at APV'en er et internt redskab. Den giver et øjebliksbilledet af arbejdsmiljøet, og en APV-rapport på nettet, der er måske to år gammel, kan give et misvisende billede. Og under alle omstændigheder bør det være den enkelte arbejdsplads, som selv beslutter, om man ønsker at offentliggøre sin APV.
Fagforeninger sagde også nej tak
Peter Dahler-Larsen fik samme svar, når han selv spurgte ledelser: APV'en er et internt redskab.
"De svarer bare intuitivt nej. Det er et vane-argument," mener han.
Men det var ikke kun lederne. Da han præsenterede forslaget om tvungne offentlige APV'er for et par store fagforeninger på det offentlige område, var de til hans overraskelse ikke udelt begejstrede. De var ligesom ledelserne bange for, at det kunne blive en gabestok, at man blev hængt ud, og at det ville lægge et pres på arbejdspladsen, som ikke hjalp arbejdsmiljøet.
Det forstår Peter Dahler-Larsen ikke.
"Når man lægger alle mulige andre tal ud som led i dokumentations-trenden, bruger man ikke udtryk som 'gabestok' og 'hænge ud'."
Og der er slet ikke grund til al den frygt, mener han.
"Man skal jo lave en handlingsplan, hvis der er problemer i APV'en, og den kan man lægge ud på nettet. Den arbejdsplads, der viser, at her tager vi tingene alvorligt og gør noget ved det, bliver tilgivet for meget. Det står også arbejdsgiverne frit for at lave en ny APV på et hvilket som helst tidspunkt og lægge den ud."
