Ja tak til mere hjemmearbejde

Da Twitter for nylig annoncerede, at alle ansatte fra nu af og altid fremover selv må bestemme, hvorledes de fordeler deres arbejdstid mellem hjemmekontoret og Twitters egne kontorer, vakte det kun begrænset opmærksomhed i den danske presse. Måske fordi beslutningen bekræftede, hvad forårets hjemsendelse har gjort alment kendt herhjemme: At mange arbejdsgivere risikofrit kan lade deres ansatte arbejde hjemmefra og på andre tidspunkter end normalt.

Som statsansat it-udvikler med to ugentlige hjemmearbejdsdage (der tillader mig og min familie at bo godt på en lille ø i det Sydfynske Øhav) skal jeg være den sidste til at påstå, at centrale aktører på det danske arbejdsmarked ikke er ved at have indset mulighederne for øget fleksibilitet. Men vi mangler en vidt udbredt fælles forståelse af de konkrete fordele, som et arbejdsmarked præget af en høj grad af fleksibilitet rummer for alle arbejdsmarkedets parter og for samfundet. En sådan fælles forståelse er givetvis en forudsætning, hvis der på landets arbejdspladser og i arbejdsmarkedspolitiske fora skal sikres tilstrækkelig opbakning til at realisere gevinsterne.

Arbejdstagers gevinster

En arbejdskultur præget af en høj grad fleksibilitet vil først og fremmest give arbejdstagere mulighed for at skabe en væsentlig bedre balance mellem arbejdsliv, fritidsliv og familieliv.

Mængden af kvalitetstid mellem forældre (eller bedsteforældre) og deres børn vil fx kunne øges betragteligt, hvis forældrene kan aflevere deres børn senere og hente dem tidligere fra daginstitutioner og fritidstilbud mod til gengæld at arbejde nogle timer om aftenen, når børnene er lagt i seng.

Arbejdstagere over hele landet vil i det hele taget kunne spare mange timer – og penge – på ikke at skulle transportere sig mere end højst nødvendigt mellem deres hjem og arbejdsplads.

Med mere fleksibilitet følger også større frihed til at bosætte sig længere fra sin arbejdsplads, i attraktive lokalsamfund og i en bedre eller (meget) billigere bolig. Også det geografiske område, som arbejdstager kan søge efter arbejde inden for, udvides betragteligt på et arbejdsmarked præget af fleksibilitet.

Rent fagligt vil mere fleksibilitet desuden imødekomme det forhold, at vi arbejder godt forskelligt, ikke mindst hvis vores arbejde i det daglige kræver mentale snarere end kropslige ressourcer. Nogle arbejder fx bedst om formiddagen, mens andre arbejder bedre om aftenen.

Arbejdsgivers gevinster

Arbejdsgiveres fordele ved en arbejdskultur præget af en høj grad af fleksibilitet er potentielt lige så talrige og betydelige.

Økonomisk vil der være penge at spare for arbejdsgiver, når antallet af samtidigt fremmødte mindskes på kontorerne. Herved spares potentielt store udgifter til opførelse, leje og drift af arbejdsgivers bygningsmasse, ligesom det også bliver muligt at opføre billigere bygninger uden for centrene af landets større byer, uden at dette har en negativ effekt på arbejdsgivers rekrutterings- og fastholdelses-grundlag.

Med øget fleksibilitet følger også mindre sygefravær, både fordi risikoen for smittespredning mindskes, jo mindre vi omgås fysisk, og fordi medarbejdere, som er frie til at arbejde hjemme ved let sygdom, på samme tid kan arbejde og forebygge sværere sygdomsforløb.

Flere ansatte vil desuden kunne arbejde fuld tid, fordi deltidsordninger ofte tilvælges af familiære hensyn, som ville kunne imødekommes ved en højere grad af fleksibilitet.

Arbejdsgivere vil selvsagt også have produktive fordele af at imødekomme det forhold, at arbejdstagere arbejder godt forskelligt – ikke kun forskellige steder, men også på forskellige tidspunkter. Større fleksibilitet for arbejdstager giver også arbejdsgiver en større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af arbejdet, fordi arbejdspladsens produktive timer kan fordele sig mere jævnt fra morgen til aften.

Flere samarbejdsaktiviteter, herunder møder og fælles udarbejdelse af dokumenter, forløber også fint eller endda bedre end normalt online og på distancen, hvilket mange har erfaret de seneste måneder. Online-baserede møder afholdes eksempelvis ofte med større seriøsitet og fagligt udbytte end traditionelle fysiske møder. Større fleksibilitet står altså ikke i modsætning til effektivitet og produktivitet.

Samfundets gevinster

Det danske samfund kan som helhed se frem til at høste både klimamæssige, sundhedsmæssige og makroøkonomiske gevinster af et arbejdsmarked præget af en høj grad af fleksibilitet.

Mindre behov for transport til og fra arbejdspladsen reducerer CO₂-udledning og mindsker belastningen af den infrastruktur, som er et nødvendigt middel til transport. Den berømte balance mellem by og landdistrikter forbedres, når den geografiske placering af arbejdstagers bopæl i mindre grad betinges af arbejdspladsens beliggenhed. Det vil øge tilflytning til de landdistrikter, som foruden lavere huspriser i manges øjne har meget at byde på. En mere jævn fordeling af befolkningen på landsplan vil desuden kunne skabe grobund for at etablere CO₂-effektiv offentlig transport i områder, hvor der i øjeblikket ikke findes tilstrækkeligt kundegrundlag.

Også landets daginstitutioner, fritidsordninger, plejehjem og hjemmepleje, deres ansatte og de børn og ældre, som bruger disse institutioner, kan se frem til at høste fordele af et fleksibelt arbejdsmarked. Når mange børn tilbringer færre timer i daginstitutioner og fritidsordninger, og når arbejdstagere har mulighed for at besøge og hjælpe ældre familiemedlemmer, frigives nemlig ressourcer til at øge kvaliteten af disse tilbud (som også lovet af den siddende regering).

I et samfund med offentligt finansieret sundhedsvæsen udgør tidligere omtalte sundhedsmæssige gevinster heller ikke kun fordele for arbejdstager og arbejdsgiver, men også økonomiske fordele for samfundet som sådan.

Hvad så nu?

Ovennævnte fordele gør det tydeligt, at der i drøftelsen om udvidelsen af fleksibiliteten er langt mere på spil end ren bekvemmelighed. Netop nu står det på én gang lysende klart for os alle, at vi med forhåndenværende midler rent faktisk er i stand til at arbejde på andre og meget bedre måder, end vi hidtil har gjort. Arbejdstagere, arbejdsgivere og politikere bærer i fællesskab ansvaret for, at vi får udnyttet denne indsigt, inden vi glemmer den igen.

Tue Kofoed-Enevoldsen er statsansat it-udvikler.