Pædagogen, der endte som kommunaldirektør

Den første stilling, Eik Møller søgte som nyuddannet pædagog, var en souschefstilling i en daginstitution. Han fik den og fik dermed også straks opfyldt sit ønske om at ville arbejde med ledelse.

Eik Møller valgte helt bevidst universitetet fra og pædagoguddannelsen til – ikke fordi han ville arbejde med børn, men fordi han netop ville arbejde med ledelse af mennesker, fortæller han.

”Jeg valgte den humanistiske vinkel, fordi jeg tænke, at det var en rigtig god indgang til ledelse. For pædagogik og psykologi er jo byggesten til at forstå, hvad der sker med mennesker, og hvad der påvirker dem til at handle, som de gør.”

Og siden sit første job som souschef har Eik taget det ene skridt efter det andet opad i den kommunale ledelseskæde. Siden 2015 har han været kommunaldirektør i Ballerup Kommune.

”Jeg har aldrig haft et specifikt karrieremål, men jeg har hele tiden haft en ambition om at prøve at se, om det kunne lade sig gøre at tage det til næste niveau.”

Efter pædagoguddannelsen har Eik lagt to diplomuddannelser i ledelse og en Master of Public Governance oveni.

Akademikere taler i intern kode

Hvad har afsættet som pædagog givet dig i forhold til det job, du sidder i nu?

”Kommunen er jo befolket med mange grupper af fagprofessionelle som fx socialrådgivere, pædagoger og lærere, og jeg har en ret sikker fornemmelse af, hvordan de fagprofessionelle tænker. Når man kender de fagprofessionelles koder og den måde, de ser verden på og går til opgaverne på, er det et plus i dialogen, fordi jeg har en relativ sikker fornemmelse af, hvordan de vil forstå og høre det, vi siger fx fra direktionens side.”

Ser du andre fordele i en ballast som pædagog?

”Jeg oplever også, at nogle politikere har lidt lettere ved at tale åbent med mig, fordi jeg er fagprofessionsuddannet – de kan fx fortælle, hvis der er noget, de har svært ved at forstå.”

Er der noget, du har manglet, som har fået dig til at tænke: 'Hvorfor læste jeg ikke fx økonomi eller statskundskab?'

”Ja, masser af gange. Når vi sidder og diskuterer noget langhåret nationaløkonomi, må jeg nogle gange sige, at det ved jeg ikke nok om til at udtale mig. Men jeg tror, det starter og slutter med, at man erkender sine egne begrænsninger og derfor sikrer sig, at man får sat det rigtige hold omkring sig, så det bliver en styrke frem for en svaghed.”

Hvordan mærker du forskellen på dig og dine universitetsuddannede kolleger?

”Jeg kan da godt en gang imellem høre, at der er intern kode hos mine kolleger, der er universitetsuddannede. Og det er helt fair og i orden. Alle fag har sproglige koder og forståelser. Men det var nok et større problem i starten af min toplederkarriere, hvor jeg nogle gange godt kunne føle mig bagud på point. Til gengæld syntes jeg, at jeg kunne – og stadig kan – bidrage med nogle andre perspektiver, som handler om etik, menneskesyn og værdier, og derfor har jeg valgt at sige, at det så er dét, jeg bl.a. er god til.”

Ind på bureaukraternes jobfelt

Har du skullet arbejde hårdere end andre for at nå dertil, hvor du er i dag?

”Jeg har altid været meget målrettet. Men jeg kan da godt huske et par episoder fra dengang, jeg gik fra at være områdechef til at blive konstitueret direktør. I starten fik jeg nogle små hentydninger, i forhold til hvem der burde have adgang til direktionsrummet. Så jeg har taget nogle ture med et par tidligere kolleger for at markere, at jeg var mest interesseret i vores samarbejde, og at jeg var ret ligeglad med, hvad de havde af personlige meninger om forskellige uddannelsesbaggrunde.”

Hvad har du lært i den sammenhæng?

”At man er nødt til at acceptere, at der nogle steder er et magtspil på de øvre ledelsesniveauer, som kræver, at man bliver stående og viser, at man kan være i en uenighed eller i en konflikt og så på bagkant af uenighederne arbejde med at file nogle kanter og hjørner af. Så jeg løber ikke min vej, hvis nogle synes noget andet – jeg prøver at blive stående med blikket på bolden. Når man træder ind i de øverste ledelsesniveauer, skal man passe på, hvor personligt man tager tingene. Hos de fagprofessionelle kan der godt ligge noget i værdiforståelsen omkring dialog, konsensus og kollegaskab, og hvis man ikke er opmærksom på det, kan det godt blive et lille benspænd for én, hvis man har ambitioner om at bevæge sig mod toplederstillingerne.”

Tænker du på dig selv som djøfer i dag?

”Ja, det gør jeg. Forstået på den måde, at jeg jo har valgt embedsmandens karrierevej og bureaukratens jobfelt. Tidligere havde jeg nok lidt svært ved at se, at jeg har truffet nogle aktive karrierevalg, der har bragt mig væk fra det fagprofessionelle og over i det administrative regime. Men ja, i dag ser jeg helt klart mig selv som djøfer. Det er jeg i øvrigt helt sikker på, at andre også ser mig som.”

Tror du, at du ville kunne tage samme karriererejse i dag, hvis du kom ud som nyuddannet pædagog?

”Ja, det er jeg helt overbevist om. Men det handler også meget om det drive og den personlighed, man har.”

"Fagprofessionelle er for beskedne"

Havde du også valgt at blive pædagog, hvis du skulle vælge i dag?

”Ja, det bilder jeg mig ind. Eller i hvert tilfælde fagprofessionel. For det handler jo ikke om min grunduddannelse. Det er faktisk sjældent, at den har fyldt noget særligt. Det handler om, at man beslutter sig for, at det er ledelse, der er karrierevejen. Jeg har mødt en masse meget dygtige djøf-ledere, men jeg har også mødt det modsatte, og det samme gør sig gældende blandt de fagprofessionelle.”

Hvad kan de fagprofessionelle lære af dig?

”Jeg kunne godt ønske mig, at flere fagprofessionelle turde have og forfølge lederambitionerne og erkendelsen af, at de gennem deres uddannelse og erfaring – og dét, de bygger ovenpå – faktisk har niveauet til at træde ind og blive dygtige chefer. Det kommer selvfølgelig også an på personlighed og på at være det rette sted på det rette tidspunkt. Men jeg synes nogle gange, at de fagprofessionelle er for beskedne og overlader topchefstillingerne til de klassisk skolede akademikere. Det er ærgerligt, for diversitet er vigtigt alle steder – og særligt i kommunerne, der jo har de store fagprofessioner som dominerende personalegrupper.”

Derfor vil Eik Møller gerne sende en lille sommerhilsen til andre med en fagprofessionel baggrund, som også gerne vil gå ledelsesvejen.

”Tro på det. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke har noget behov for at virke hverken bedrevidende eller arrogant over for mine meget dygtige djøf-kolleger. Men det er også vigtigt for mig, at de, der har fagprofessionel baggrund, ikke på forhånd dømmer sig selv ude, bare fordi der er nogle sproglige mekanismer i karrieresystemerne, som de ikke umiddelbart forstår. Jeg tror desværre, at mange fagprofessionelle ledere starter med at tænke, at de er bagud på point. Men det mener jeg ikke, at der er nogen saglig begrundelse for. Og jeg tror også, at de fagprofessionelle ser ”glasloftet” som tykkere, end det egentlig er.”