Stephanie Lose har lært noget af kriserne

På kort tid omstillede regionerne til et omfattende Covid-19-beredskab, der skulle stå klar til at håndtere tusindvis af patienter, hvis pandemien spredte sig i Danmark.

Men Venstre-politikeren Stephanie Lose er trods sine bare 37 år ikke uvant med krisehåndtering.

Faktisk havde hun knap nået at se sit nye kontor som regionsrådsformand for Region Syddanmark an, da den konstituerede direktør kom til hende med sin afskedsbegæring. Den udfordring blev hurtigt efterfulgt af den næste – et skandaleramt skifte af ambulancedriften i regionen – og den næste – en tidligere formand og partifælle, Carl Holst, der blev beskyldt for at bruge regionens ansatte til sin private valgkampagne til Folketinget.

Trods modgangen blev hun to år senere det regionsrådsmedlem, der fik allerflest personlige stemmer til regionsrådsvalget i 2017, og to år senere blev hun nævnt som en mulig næstformand for Venstre under formandsopgøret i partiet. Men faktisk ville hun slet ikke være regionsrådsformand.

Familiemennesket

Stephanie Lose kalder sig selv et familiemenneske. Det har hun været siden barndommen i den sønderjyske landsby Løgumkloster, hvor hun voksede op med sine forældre og tre yngre søskende. Familien er også en af grundene til, at hun aldrig har bevæget sig langt væk fra sin hjemegn. Både som barn og ung led hun af hjemve, så selv om studielivet i hovedstaden lød spændende, var der for langt hjem til familien i det sønderjyske.

I stedet faldt valget på havnebyen Esbjerg, som hun flyttede til efter gymnasiet for at læse økonomi. Der bor hun stadig i dag, hvor hun selv har stiftet familie med manden Jakob, og de har to piger på syv og 10.

Familien var også en af hovedårsagerne til, at beslutningen om at gå efter formandsposten i regionsrådet blev svær at tage.

Stephanie Lose var som bare 22-årig blevet valgt ind i regionsrådet i Syddanmark for Venstre, og da regionen 10 år senere stod uden formand, fordi den forhenværende formand Carl Holst trådte ud af regionsrådet og ind i landspolitik, begyndte medlemmer af Venstres gruppe at pege på hende.

Men det var ikke en post, hun havde lyst til at tage på sig.

”Jeg ville ikke være regionsrådsformand. Det syntes jeg overhovedet ikke, at der var nogen grund til. Jeg var bekymret for mine piger – de var to og fem dengang – og om jeg kunne få det til at fungere. Og jeg var bekymret for at skulle forlade mit job. Jeg havde nogle rigtig gode kolleger, som jeg var meget glad for,” siger Stephanie Lose selv.

Vi ved, hvordan det endte: Stephanie Lose sagde ja tak til at gå efter posten. Der var en stor opbakning til hende i Venstres gruppe, så hun endte med at lade sig overtale.

Alligevel blev beslutningen truffet af pligt mere end lyst. Men hun havde sagt ja, så nu skulle opgaven løses ordentligt.

Kollegaen og politikeren

Lige netop ordentlig er et tillægsord, der går igen, når folk omkring Stephanie Lose beskriver hende. Både blandt dem, hun arbejder sammen med nu, og dem, hun arbejdede med før.

Da hun færdiggjorde sin økonomiuddannelse, fik hun job i Jyske Bank. Her var hendes nærmeste leder, Lars Poulsen, meget imponeret over hendes professionalisme.

”I kundesituationer var hun rigtig god til at sige: ’Hør, det har jeg en kollega, der er 100-metermester i, så hende får jeg lige til at ringe til dig.’ Hvis hun ville det, kunne hun have taget alle handlerne selv for at vise mig, at hun var den bedste. Men der kom hendes ordentlighed og seriøsitet frem. Hvis en kollega kendte mere til det pågældende produkt, så ville hun hellere have, at vedkommende lavede handlen,” siger han.

Stephanie Lose var også en ansvarlig medarbejder – hun foretog sig ikke noget uden at vurdere, om det var ansvarligt at lave forretningen. Dér, hvor det kunne knibe, var med tålmodigheden.

”Fordi hun selv var så hurtigtænkende og skarp, kom hendes utålmodighed nogle gange frem, hvis folk tog sig lidt for lang tid om noget eller ikke forstod en problemstilling. Så kunne hun godt blive lidt skarp i retorikken, men dog altid med et smil på læben,” siger han.

Skarp i retorikken var hun også på et meget omtalt møde med forretningsudvalget i Venstre under formandsopgøret i 2019, hvor hun ifølge både Jyllands-Posten og Berlingske gik hårdt til den daværende formandsduo, Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

Selv holder Stephanie Lose fast i, at tingene skal gøres ordentligt. Men det kan også betyde, at man skal træffe hårde valg.

”At være ordentlig er ikke det samme som, at man ikke også kan være brutal. Det var jeg nødt til at være i ambulancesagen, da jeg skulle give Bios ren besked om konkursbegæringen, og det var jeg nødt til at være i hele sagen med Carl Holst. Nogle gange er det brutalt at sige tingene, som de er, selv om det kan gøre ondt, og selv om man ikke altid bliver populær af at stå fast på det, man mener,” siger hun.

Pernille Kragh Rühe, en tidligere kollega, som Stephanie Lose arbejdede sammen med på Erhvervsakademiet SydVest, før hun blev regionsrådsformand, kan også skrive under på, at der altid var klar tale fra Stephanie Lose.

”Stephanie er reel og direkte. Hvis vi fx skulle supervisere hinanden, var der aldrig noget pis med hende, og der blev ikke lagt fingre imellem. Men hun var super-elegant i den måde, hun fik sig formuleret på,” siger hun.

Allerede dengang havde hun en spirende karriere inden for politik.

Stephanie Lose blev valgt ind i regionsrådet, mens hun stadig læste til økonom. En af dem, der har siddet i regionsrådet med hende siden det første regionsrådsvalg i 2005, er socialdemokraten Poul-Erik Svendsen. Han er i dag næstformand i regionsrådet, og han har flere rosende ord at sige om sin kollega.

”Vi har et godt forhold, der er præget af tillid. Vi kan se forskelligt på nogle ting, men vi ved altid, hvor vi har hinanden. Hendes tilgang til politik er præget af, at hun vil indgå kompromisser. Der har ikke været nogle tidspunkter, hvor jeg har følt, at tingene ikke forløb ordentligt eller rigtigt,” siger han. 

Mors Bios-ambulancer

Stephanie Lose beskriver selv de første måneder i formandsstolen som ’vanvittige’ og ’helt vildt hårde’. Der var tidspunkter, hvor hun tænkte over, hvad det var, hun havde sagt ja til.

”Jeg har stået her på kontoret og fældet en tåre og tænkt 'det her kommer aldrig til at gå', for det var jo et kæmpe stort pres at være under,” siger hun.

Og til dags dato er det uden tvivl ambulancesagen, der har været den sværeste sag, hun nogensinde har skullet håndtere. For der er, som hun selv siger, ikke meget, der ligger tættere på folks hjerter, end om der kommer en ambulance, når de ringer 112, hvis der sker noget med dem eller deres nærmeste.

”Vi skulle tættere på en ambulancedrift, end vi havde været før, og Bios var heller ikke perfekt overhovedet. Der var så mange interesser og følelser på spil i den sag, og det betød, at den blev ekstremt svær at håndtere. Og i dag ved vi jo også – som de fleste af os nok havde en mistanke om på det tidspunkt – at Falck pustede vanvittigt til ilden,” siger hun.

Sagen satte også sine spor i familielivet. Stephanie Loses yngste datter – tre år gammel på det tidspunkt – havde en dag set en ambulance ud af vinduet i børnehaven og fortalt, at det var hendes mors Bios-ambulance. Hun kunne kende forskel på ambulancernes logoer, fordi så meget af snakken i hjemmet handlede om dem.

I dag kan Stephanie Lose se, at hun lærte meget af de første tre måneder som regionsrådsformand.

”De var med til at definere resten af mit arbejde som formand, fordi det var tre helt vildt hårde og vanvittige måneder, hvor jeg fik prøvet mig selv af og fik lært ting om mig selv," siger hun og fortsætter:

"Når verden er træls i dag, så ved jeg, at det kan lade sig gøre, og jeg ved, at det går over igen.”

Og det gælder også under corona-krisen:

”Selv om det ikke er almindelig hverdag nu, og selv om der er rigtig meget, der er usædvanligt, så vender hverdagen jo tilbage på et tidspunkt. Det er den jo begyndt at gøre allerede,” siger hun.

Poul-Erik Svendsen, næstformand i regionsrådet, kan også se, at de svære sager i begyndelsen af hendes formandsperiode har styrket hende.

”Hun kom helskindet ud af det, fordi hun lytter til andre og tager imod råd. Det har hun klaret godt," siger han.

Der er dog også dem, der husker Stephanie Loses første tid som formand for andet end ambulancer.

”Da hun blev formand, fortalte jeg hende, at det ville være en rigtig god idé, hvis vi én gang om året tog nogle relevante temaer op i hovedudvalget og regionsrådet, så både politikere og fagpersoner kunne komme til orde i drøftelser om bestemte emner. Det har vi nu gjort nu, lige siden hun kom til,” siger Lone Rasmussen, der er fuldmægtig i regionen og har været tillidsrepræsentant i over 30 år.

Og det er ifølge Lone Rasmussen sigende for Stephanie Lose: At være meget lyttende og inddragende.

”Min klare fornemmelse er, at hun er både vellidt og respekteret i hele organisationen. I forhold til os medarbejdere er hun meget imødekommende og god til lige at tage en snak med os, og hun er heller ikke bange for at fortælle lidt om sig selv,” siger hun. 

Godkendte regioner

Når Stephanie Lose skal vurdere indsatsen i sundhedsvæsenet, siden corona-udbruddets start, så er hun stolt over at have stået i spidsen for regionerne gennem den historiske udfordring.

”Jeg synes, at det danske sundhedsvæsen har bevist, at det har en kæmpe stor omstillingsevne og en rigtig stor vilje til at stå sammen og finde løsninger – også på de ting, der er svære og ud over det sædvanlige,” siger hun.

Det er dog ikke alt, der har været perfekt. Bl.a. har der været udfordringer i forbindelse med at skaffe værnemidler nok til det danske sundhedsvæsen, så det har været nødvendigt at arbejde sammen med staten og private virksomheder for at løse opgaven.

Og det er noget af det, regionerne skal lære af og forbedre i fremtiden. Ifølge Stephanie Lose kan det ske ved både at kigge på forsyningsvejene og producenterne, så mindre i fremtiden skal hentes hjem fra Østen.

Der er også læring at hente fra andre sider af corona-krisen end indkøbsindsatsen af værnemidler. For krisen har bevist, at sundhedsvæsenet på tværs af sektorer kan rykke sammen på en måde, der kan være svær at få til at fungere i dagligdagen.

”Nogle gange skal vi bruge månedsvis og årevis på at blive klar til noget nyt, og vi leder efter alle huller i osten og prøver på at dække dem til, så vi føler os på helt sikker grund. Det tror jeg er noget af det, vi kan tage med videre. At vi faktisk er i stand til at have en større agilitet, hvis vi ikke synes, at vi behøver dække alle flanker af og tænke alle eventualiteter igennem inden,” siger hun.

Og krisen har ifølge Stephanie Lose også været med til at vise, at regionerne fungerer.

”Corona-krisen er i hvert fald ikke bevis for, at den regionale struktur ikke fungerer og ikke kan levere de løsninger, der skal til. Den er et bevis på, at det at finde løsninger på kryds og tværs ikke har noget med sektorer at gøre, men med hvordan vi samarbejder med hinanden. Så for mig er det også en bekræftelse af, at det ikke er store strukturreformer og strukturændringer, der løser sundhedsvæsenets udfordringer,” siger hun.

Selv om regionernes indsats har fungeret, regner Stephanie Lose ikke med, at roserne kommer til at regne ned over regionerne.

”Jeg tror, at det er lidt meget at forvente ros i det samfund, vi lever i. Til gengæld er jeg ret sikker på, at hvis regionernes indsats var faldet fuldstændig igennem, så havde det været en helt anden historie i dag," siger hun og tilføjer:

"Det er ikke sådan, at vi går rundt og sukker efter store forsidehistorier om regionerne lige i den her sammenhæng. Jeg er godt tilfreds med, at vi har leveret rigtig fint på de ting, vi skulle levere.”