Spørger man deltagerne i Djøfs nye jurapanel, er svaret ja. "Topjurister på stribe: Nye love truer retssikkerheden". Sådan lød det på forsiden af Berlingske den 4. maj, der skrev om en rundspørge blandt de 51 medlemmer af panelet om den aktuelle corona-lovgivning. Deltagerne i panelet er top-jurister fra danske universiteter, advokatbranchen, interesseorganisationer og domstolene, og mange peger på, at flere af initiativerne er gået for langt. Eksempelvis de skærpede straffe for corona-relateret kriminalitet.