"Jeg elskede at arbejde i testteltet"

Onsdag 23. april plingede en mail ind hos Anne Sigsgaard, chefkonsulent i Center for HR og Uddannelse i Region Hovedstaden. Den var fra hendes chef.

Ville Anne springe ind med dags varsel som midlertidig leder af den teltby til Covid-19-testning, som Rigspolitiets nationale krisestab havde fået banket op ugen før, så ikke-syge borgere havde et sted at tage hen og blive testet? Et af de corona-tiltag, der blev kaldt 'samfundssporet'. Hun skulle svare næste dag.

Testteltet i Fælledparken er ét ud af i alt 16 på landsplan, der samlet kaldes Testcenter Danmark. Fem er i hovedstaden – de tre af de fem fik udlånte djøfere som ledere i den hektiske opstart. Alle tre djøfere er her medio juni vendt tilbage til deres gamle job, fordi der nu er fundet permanente, sundhedsfaglige ledere til teltlejrene.

For Anne var det en hård landing at vende tilbage. De syv uger, hun var i Fælledparken – sammen med soldater i uniform, sygeplejersker, bioanalytikere, medicinstuderende, lyn-omskolede SAS-folk, rengøringsfolk, frivillige og mange andre – var så intense, at hun næsten reagerede med fysiske abstinenser, da hun i sidste uge vendte tilbage til sin hjemmearbejdsplads.

Debriefing

Djøfbladet møder Anne ved indgangen til testteltet, som er bevogtet af soldater fra Livgarden om dagen og Securitas-folk om natten, og hvor borgerne denne formiddag står i hold-afstand-kø under træerne ned ad Edel Sauntes Allé, der løber gennem Fælledparken.

Hun er for en kort stund vendt tilbage for at vise Djøfbladet rundt – nu i civilt tøj, ikke i den blå T-shirt og de hvide bukser, hun for få dage siden bar ligesom de andre herude. Krammere, som ikke kan udføres i handling, hænger i luften på hele vores tur rundt.

"Vi har 1.200 borgere om dagen igennem til podning," forklarer hun og taler stadig i nutid og siger 'vi' om det hele.

"Den her snak med Djøfbladet er jo nærmest et led i min debriefing,"

Hendes chef har nemlig aftalt med hende, at hun i denne første uge tilbage i sit vante job kan bruge noget af sin tid på at bearbejde ugerne i teltlejren. I går tog hun og sygeplejerske Helle Høgstrup, som har været Annes ledermakker i teltlejren, en tre timer lang snak. Bare de to sammen, hvor de vendte alt, de havde oplevet sammen.

"Før jeg sagde ja til min chef, sikrede jeg mig, at jeg fik en sundhedsfaglig person ved min side som leder. Eller turde jeg ikke påtage mig ansvaret."

Beslutninger på stedet

Anne Sigsgaards to børn er voksne, og derfor kunne hun sige ja. Den yngste søn på 19 bor stadig hjemme, så han tog tjansen med at fylde køleskabet, for den første måned var Anne i Fælledparken 12 timer om dagen alle ugens syv dage.

"Ingen af os herude havde prøvet det her før. Og jeg havde ingen chef tæt på, jeg kunne spørge. Ingen, jeg lige kunne kalde på. Så jeg lærte lynhurtigt at træffe en beslutning på stedet. Det var en supergod oplevelse. Noget uvant for mig, der jo er vant til et stort bureaukrati."

De første dage brugte hun på at løbe i hælene på de sundhedsfagfolk, der allerede var der. Spørge og spørge. Og så i gang.

Podnings-logistik, værnemiddel-logistik, afspritnings-logik. Vagtplaner til alle ugens syv dage. Hun ansatte over 80 mennesker på en måned. Heriblandt 10 lufthavnsmedarbejdere fra det nedlukkede SAS, som selv havde meldt sig klar til at træde til i corona-indsatsen.

"De første fem tog jeg bare øverst fra en lang liste og ringede til dem. Jeg havde ikke tid til andet."

Det gik så godt med SAS-folkene, at hun ansatte fem mere to uger efter.

Knytter et særligt bånd

Der var 1.000 lavpraktiske problemer. Hvor skal 20 betonplader, der ankommer på en blokvogn, placeres? Hvordan får man et ikke-inviteret TV2-hold ud af podeteltet i en fart? Hvordan instruerer man Livgardens soldater i, hvordan de tager imod borgerne og beskytter lejren mod droner, indtrængere og journalister, der står og lytter ved teltdugen? Hvad med den højgravide, der er kommet det forkerte sted hen til test og nu ikke kan mere?

Hvad gør man dén helligdag, hvor det pludselig myldrer ind med borgere med hoste og hovedpine – selv om folk med regulære Covid-19-symptomer ellers på det tidspunkt hørte til på Rigshospitalets Corona-podeklinik?

Anne og kollegerne lod dem komme ind, og med hjælp fra soldaterne fra Livgarden fik de lynhurtigt bygget en separat ind- og udgang.

"De folk fra Livgarden er godt nok resolutte, jeg var vild med at arbejde sammen også med dem. Man knytter et særligt bånd – det gjorde jeg i hvert fald – til alle de mennesker, man står sammen med i en national krise."

Vild med drift

Anne har arbejdet med klassisk djøf-arbejde i 25 år: Skræddersyede lederudviklingsprogrammer til læger og sygeplejersker på hospitalerne i Region Hovedstaden, politikerbetjening, toplederstrategi. Al den slags.

"I Fælledparken fik vi skabt en kultur, hvor vi alle var lige uanset det stejle hierarki, vi hver især kom fra. Det har jeg aldrig før prøvet i mit liv som cand.scient.pol."

Hun vidste heller ikke, at hun var så glad for at arbejde med 'drift'. Alt det praktiske.

"Jeg har altid været glad for borgerkontakt. Men jeg elskede dét arbejde i de her telte. Vi her på græsplænen havde én fælles mission. Derfor lykkedes det for os. Jeg er stadig høj af det. Og jeg kan næsten ikke tale om det i datid."

Bare dét at være ude i det fri hele tiden. For det er man i en teltlejr.

Da Anne sluttede i sidste uge, var der stadig dømt hjemmearbejde for de administrative medarbejdere i Region Hovedstaden. Hun stod op til sin pc derhjemme i lejligheden på Østerbro.

"Det var svært for mig. Meget svært. Som at mangle et arm eller et ben."

Dokumentation for eftertiden

I går ringede Medicinsk Museion. De vil gerne dokumentere de hvide teltbyer for eftertiden. Men museumsfolkene kan ikke bare selv gå rundt blandt sundhedspersonale og borgere. Der skal helst en tovholder ind til at styre det, og det vil Anne rigtig gerne.

"Det ville være endnu et led i min debriefing. Og en måde for mig ikke at bryde båndet helt endnu."