Hvad gør man af 5.000 småkager med styrelsens ledelsesværdier skrevet i glasur?

"Så mangler vi kun at beslutte, hvad vi skal gøre med kagerne.”

HR-direktørens ansigt blev alvorligt på skærmen. Omkring hende kiggede de øvrige direktionsmedlemmer op i deres Skype-vinduer: Styrelsesdirektøren fra sommerhuset i Rørvig. Juradirektøren fra børneværelset på Frederiksberg. Og it-direktøren fra … Josef Fritzls kælder, tilsyneladende? Selv om det godt nok lignede styrelsens reoler i baggrunden. Måske var det bare sådan, der så ud nede i it.

”Kagerne?” spurgte direktøren undrende.

”Fra eventen,” forklarede HR-direktøren, mens jeg undertrykte en hovedrysten, der ville blive lidt for tydelig på skærmen.

Kort før verden var brudt sammen, havde HR-afdelingen planlagt en storstilet lancering af de nye ledelsesværdier. Komplet med overgearede inspirationsoplæg, idiot-workshops og – ikke mindst – 5.000 småkager med ledelsesværdierne påsprøjtet i farvet glasur. De var blevet leveret den eftermiddag, statsministeren lukkede landet ned. I et panisk øjeblik havde jeg faktisk været på vej ind til styrelsen for at læsse dem over i min bil, da hamstringsbølgen var på sit højeste, og supermarkederne blev ribbet for mad. Ved nærmere eftertanke havde jeg dog besluttet, at jeg hellere ville se mine børn sulte end at fodre dem med styrelsens ledelsesværdier.

”Hvor længe kan de holde sig?” spurgte direktøren fra sommerlandet. ”Hvis vi skyder eventen til efteråret.”

”Jeg er faktisk ikke sikker,” svarede HR-direktøren.

”Det er vel en smørdej,” kom det nede fra Fritzl-kælderen.

”Men der er jo nok æggehvide i glasuren,” mente HR-direktøren.

Jeg betragtede dem opgivende, mens jeg i et andet vindue skimmede nyhederne fra Børsen. En fremtidsforsker mente, at corona-krisen ville lære landets topledelser at fokusere på det væsentlige. Mon dog.

”Måske kan vi gennemføre lanceringen virtuelt,” foreslog HR-direktøren ovre i Skype-vinduet. ”Og så få bragt kagerne ud til medarbejderne med posten?”

Jeg sukkede ned i min mutede mikrofon. Det mærkelige var, at HR-typerne faktisk havde været megaseje, da krisen brød ud. Mens vi andre var løbet forvirret rundt, havde de i løbet af nul-komma-fem arrangeret nødbemanding og smitteberedskab og sat skilte op i styrelsen med adgangsveje og håndsprit. Det havde kørt som en militæroperation.

Men nu var krisen ovre, og så væltede idiotprojekterne ud af skabet. Måske var der simpelthen brug for en konstant pandemi for at holde deres varmluftstendenser i skak.

”Men bliver det ikke en meget unaturlig situation med sådan en online event,” sagde styrelsesdirektøren tvivlende. ”Tror I ikke snarere, medarbejderne har brug for noget normalitet?”

Direktørens øjne flakkede på skærmen. ”Hvad siger direktionssekretariatet, Per Helge?”

Jeg tøvede et øjeblik, mens jeg forestillede mig, hvad medarbejderne ville tænke, hvis HR-afdelingen sendte dem en halvt smuldret småkage med teksten: 'Vi sætter kerneopgaven i centrum.'

Så unmutede jeg min mikrofon:

”Jeg tror, at medarbejderne vil opfatte det som helt normalt."