Læs og lyt

Her er 11 gode historier til din sommerferie

24.6.2020

af

Vi har bedt vores anmeldere anbefale bøger og podcasts, både fakta og fiktion, til afslapning og inspiration i din sommerferie.

Sommerferien er lige om hjørnet, og det er tid til at slappe af og tanke reserverne op. Derfor har vores anmeldere samlet alt det bedste, du kan lytte til og læse i din ferie.

Så dyk ned i den anmelderroste erindringsroman 'Oplyst' om en mormonsk kvindes kamp for retten til at få en uddannelse. Læs Herman Melvilles 167 år gamle og dog stadig aktuelle kortroman om funktionæren Bartleby, der passer sit arbejde på et Wall Street-advokatkontor upåklageligt, indtil han pludselig begynder at undvige alle ordrer og arbejdsopgaver. Eller lyt til P1-podcastserien om verdens mest magtfulde dansker, konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

God sommer!


David Epstein: ‘Range: Why Generalists Triumph in a Specialized World’

2019, Macmillan

Vi kender alt til Tiger Woods-modellen: Hvis du skal blive god til noget, skal du specialisere dig tidligst muligt. Ingen slinger i valsen. Det tager 10.000 timer at blive ekspert. Men så enkelt er det ikke, skriver den undersøgende journalist David Epstein.

Faktisk passer de fleste af os bedre ind i det, man kunne kalde Roger Federer-modellen. Federer prøvede masser af sportsgrene af og dedikerede sig først relativt sent til tennis.

Bredde er en superkraft. De største problemer i det moderne (arbejds)liv er nemlig så indviklede, at de ikke kan løses på rutinen. De kræver, at du er i stand til at trække på en varieret vifte af erfaringer, så du kan improvisere i ubetrådt land. (SHI)


Tara Westover: ‘Oplyst’

2018, Lindhardt og Ringhof

Tara vokser op i en mormonsk familie med syv børn på et bjerg i Idaho. Familiens paranoide patriark er altdominerende, og han afholder Tara og resten af familien fra at gå i skole og tage en uddannelse, fordi sandheden står i de hellige bøger. Men Tara er sulten efter at lære, og i 2014 lykkes det hendes at blive doktor i historie og professor på University of Cambridge.

I ‘Oplyst’ genfortæller Tara sin usandsynlige livshistorie, og den vanvittigt velskrevne erindringsbog står tilbage som et lysende manifest for retten til uddannelse og oplysning. (SHI)


The New York Times: ‘Rabbit Hole’

The New York Times

Caleb Cain er en ung mand, som bruger det meste af sit vågne døgn på YouTube. Langsomt, men sikkert trækker YouTubes anbefalingsalgoritmer ham længere ned i kaninhullet, indtil han til sidst flirter med antisemitter og konspirationsteoretikere. Internettet har radikaliseret ham. ‘Rabbit Hole’ er en binge-værdig podcast, som i sig selv er lidt af et kaninhul: Når man først er i gang, er den meget svær at lægge fra sig. Usædvanligt velproduceret og pensum for alle, som interesserer sig for, hvad internettet gør ved vores samfund. (SHI)


Cal Newport: ‘Digital Minimalism’

2019, Portfolio

Hvad sker der med vores liv, når software æder verden, og vi bliver kvalt i digital teknologi? Cal Newport – også kendt fra bestselleren ‘Arbejd dybt’ – gennemgår alle skrækhistorierne og giver dem en nuanceret, men hård vurdering. Og så tilbyder han os heldigvis et løsningsforslag. For måske kan det faktisk lade sig gøre at beholde både smartphone og sundhed, hvis man gør sig selv til en digital minimalist. Det handler om at rydde op i det digitale liv og genopdage alle de andre meningsfulde aktiviteter, som verden har at byde på. Gode råd. (SHI)


Michel Houellebecq: ‘Serotonin’

2019, Rosinante

Houellebecq er eminent til at skrive virkelighedens dystopiske træk frem i sine bøger. Hans seneste udgivelse, ‘Serotonin’, er ingen undtagelse. Her møder vi den midaldrende embedsmand Florent-Claude Labrouste, der er endt i så stor depression, at han en dag beslutter sig helt at forsvinde.

Han siger op i landbrugsministeriet og bevæger sig i stedet ud i et Frankrig, hvor globaliseringens konsekvenser er tydelige, og hvor EU’s landbrugspolitik har smadret landmændenes levegrundlag.

Hvis man har lyst til at forstå, hvorfor De Gule Veste dukkede op i Frankrig, er ‘Serotonin’ det ideelle stykke skønlitteratur. (ATK)


David Runciman: ‘Talking Politics: History of Ideas’

Talking Politics

Hvis du også af og til vågner midt om natten med forhenværende speaker for Underhuset John Bercows “order, order”-råb endnu rungende for ørerne, kender du måske også allerede podcasten ‘Talking Politics’. Professor ved Cambridge University David Runciman svinger taktstokken og inviterer vidende gæster i studiet for at snakke om politik. Det er præcis så posh, som det lyder, men alligevel uden at slipseknuden sidder alt for stramt.

I anledning af forårets hjemmekarantæne startede Runciman en glimrende serie om de store idéer, som den moderne stat bygger på. For som han siger: Måske står vi lige nu midt i den moderne stats langsomme afvikling. (ATK)


Anna Wiener: ‘Uncanny Valley: A memoir’

2020, MCD BOOKS

Anna er i midten af 20’erne, hun arbejder i den pressede forlagsbranche i New York – og hun er broke. Som så mange andre millennials er hendes fremtid så utydelig, at hun ikke kan se den.

Så hun drager mod vest og får job i Silicon Valley. Her er man høj på fremtiden. Der er masser af penge, løsninger, strategier. Men der er også storhedsvanvid, sexchikane og en voksende kritik fra omverdenen. Anna står midt i det hele – lige dele fortryllet og forfærdet over teknologibranchen, som på rekordtid har overtaget verdensherredømmet.

‘Uncanny Valley’ er en gribende og underholdende memoir fra et ungt menneske, som opbygger sin identitet omkring en karriere og taber noget af sig selv undervejs. (SHI)


Herman Melville: ‘Skriveren Bartleby’

1853, Museum Tusculanum

En Wall Street-advokat ansætter den pligtopfyldende funktionær Bartleby til at kopiere juridiske dokumenter. En dag, ud af det blå, afviser Bartleby sin chefs ordrer med ordene: “Jeg ville foretrække at lade være.” Pludselig kan Bartleby ikke piskes til at arbejde, men gentager blot sin ikoniske afvisning igen og igen.

En mystisk og morsom lille historie om at gøre oprør mod den vestlige verdens arbejdsreligion. (SHI)


DR P1: ‘Margrethe af Europa’

Danmarks Radio

Margrethe Vestager er verdens mest magtfulde dansker, og så er hun habil til at strikke. Det sidste er egentlig ikke vigtigt, men det er det alligevel.

For det første fordi P1s fremragende portrætserie om den europæiske konkurrencekommissær er bygget op omkring tre samtaler, hvor hun og intervieweren Paula Larrain sidder og strikker. For det andet fordi strikketøjet er Vestagers måde at insistere på noget personlighed midt i magten. Og personlig bliver podcasten i den grad. Vi kommer helt tæt på i en lærerig samtale om magt, ambition, idealisme, privatliv, pligt og ansvar. (SHI)


Emily Guendelsberger: ‘On the Clock: What Low-Wage Work Did to Me and How It Drives America Insane’

2019, Little, Brown & Company

Den amerikanske journalist Emily Guendelsberger går undercover for at afdække arbejdsforholdene hos henholdsvis Amazon, McDonald’s og en af USA’s største telemarketingvirksomheder. Hun slider og slæber som aldrig før, men indser snart, at hun altid er bagud – og at det netop er meningen. Resultatet er noget så sjældent som en reelt underholdende page-turner om algoritmernes tidsregimente og nye, prekære arbejdsformer. (DD)

Tim Harford: ‘Cautionary Tales’

Pushkin Media

I 1929 havde John Maynard Keynes og Irving Fisher en masse tilfælles. De var begge verdensklasseøkonomer, velhavende og overbevist om, at de kunne forudsige markederne. Men så krakkede Wall Street lige for næsen af dem, og de tabte begge deres formuer.

Fisher tjente den aldrig ind igen, og han endte sit liv som en marginaliseret skikkelse, mens Keynes døde velhavende og som verdens mest indflydelsesrig økonom. Hvad var forskellen? Jo, Keynes indrømmede sine fejl, tog ved lære og lagde sin investeringsstrategi om, mens Fisher holdt stædigt fast.

Hvis du er til den slags anekdoter, skal du kaste dig over podcast-serien ‘Cautionary Tales’, som er en fantastisk samling lærestreger fra historiens største fejltagelser og katastrofer. (SHI) 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet