Læserbrev

Opråb til jurastuderende: Bliv bannerførere for samfundsansvar

13-05-2020
3 min.

Lone Wandahl Mouyal har i mere end 10 år beskæftiget sig med virksomheders samfundsansvar og bæredygtig udvikling, både som forsker på Københavns Universitet og i advokatbranchen.

Privatfoto

Advokater bliver betragtet som stadig mere utroværdige af befolkningen. Det er ikke bare et problem for advokatbranchen, men for alle jurister. Derfor er der brug for nyuddannede jurister med stærke værdier, skriver advokat Lone Wandahl Mouyal.

Kære jurastuderende, lad mig gå direkte til sagens kerne. Mit budskab med dette indlæg er til jer kommende jurister: Bliv bannerførere for samfundsansvar, for ordentlighed og for stærke værdier. Der er brug for det.

Da analysevirksomheden Radius sidste år for 11. år i træk præsenterede deres analyse af 26 forskellige faggruppers troværdighed, endte advokatbranchen på en 18. plads i troværdighedsmålingen. I 2009 lå advokatbranchen nr. 4. Få brodne kar har ødelagt det for de mange, og det er et problem for hele den juridiske stand, ikke kun for advokatbranchen. Vi har nu et fælles ansvar for at få løftet den juridiske stand op i toppen af troværdighedsbarometeret. Opgaven er ikke uoverkommelig. Tværtimod mener jeg, at der er god udsigt til at lykkes med netop det.

Gennem min undervisningsbaggrund ved jeg, at mange jurastuderende har stærke værdier og relevante kompetencer. Jeg har mødt de dygtigste, der efter et formfuldendt specialeforsvar havde alverdens muligheder for deres fødder. Jeg har mødt dem, som har slidt og slæbt sig igennem jurastudiet med sammenbidte tænder og en god portion stædighed. Jeg har også mødt dem, der blev ramt af livet, men formåede at rejse sig igen med en fornyet livsindsigt og dybde.

Jeg har mødt utallige passionerede studerende med en ambition om at forandre. Advokatvejen er én af mulighederne. Muligheden for at være med til at skabe positive samfundsforandringer er måske ikke umiddelbart den primære motivation for at forfølge advokatsporet. Ikke desto mindre vil jeg fremhæve to gode grunde til, at man som advokat tage netop den rolle på sig.

For det første bør man alene af moralske grunde blive bannerfører for ordentlighed, da advokater er underlagt både juridiske og etiske forpligtelser.

”1. Advokatens stilling i samfundet

Advokaten indtager i et retssamfund en særlig stilling.

Advokatens opgave er at fremme retfærdighed og modvirke uret.

[…] Advokaten har juridiske og etiske forpligtelser over for klienten.”

De advokatetiske regler, 1. juli 2019.

Varetagelse af samfundsansvaret er en kerneopgave for advokater. Det kan dog være en vanskelig øvelse, når de samfundsmæssige forventninger er en dynamisk standard. Ikke desto mindre kræver advokaternes særlige stilling i samfundet, at branchen går foran med det gode eksempel.

For det andet bør man også af kommercielle grunde aktivt involvere sig i samfundsansvaret. Betydning af samfundsansvaret har tydeligvis fået markant større betydning med årene i takt med, at CSR blev til ESG og siden SDG. Danmark skal leve af nytænkning og klimaløsninger, så også advokater må være i stand til at løfte den grønne agenda. Covid19-krisen har igen vist os, hvor hurtigt det kan gå, men de, der evner at navigere i økonomisk uføre, er dem med stærke værdier i lasten.



Til de unge og håbefulde: Jeg håber ikke, det kommer bag på jer, når jeg siger, at advokatbranchen ikke er first-movers på omstillingsparathed. Så når I træder ud på den anden side af universitetets mure, husk da på, at I har en finger på pulsen. Der er jer, der har fornemmelsen for de nye tendenser i samfundet. Hold fast på de stærke værdier, I kommer med, og bliv bannerførere for samfundsansvar i advokatbranchen og andre steder, så vi kan få standen tilbage på sporet, hvis I vil og tør.

Lone Wandahl Mouyal er advokat, ph.d. i jura og har tidligere været forsker ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. 

Kommentér
9
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.