Samme Tom Schuller, som har formuleret Paula-princippet, har undret sig over, at kvinderne i netop de skandinaviske lande ikke er længere fremme: For hvis der er noget sted på jorden, hvor kvinder skulle have frihed til at vælge, hvor, hvordan og på hvilket niveau de vil arbejde, så skulle man tro, det var i de skandinaviske lande. Men de vælger meget traditionelt. Faktisk overraskende traditionelt i sammenligning med lande, hvor der er et mindre moderne blik på kvinders rolle som fx Italien eller Japan, konstaterer Tom Schuller i bogen 'The Paula Principle' fra 2017.