Fyrmoster ved Vesterhavet: ”Stedet går lige i blodet på én”

Købt for én krone

Siden 2009 har Lene Christiansen været direktør og fyrmoster på Bovbjerg Fyr ved Lemvig, som hun i fællesskab med 160 frivillige har gjort til egnens varetegn. Bor man i lokalområdet, der i vestjyske termer dækker over en radius på 40-50 km, får man ikke gæster uden at vise dem Bovbjerg Fyr, for her kommer det mest vestjyske til sin ret: Havet.

Og med havets skvulpen i baggrunden kan man ved fyret nyde koncerter, foredrag, kunstudstillinger, man kan deltage i strikkeklub og spise sig mæt i hjemmebagte lagkager, vandbakkelser, boller og den vesterhavsost, der lagrer kun få hundrede meter fra fyret hos Thise Mejeris Vesterhavsostelager.

Og så kan man selvfølgelig nyde udsigten fra fyrets top, der rejser sig på en klint 41 meter over havet.

Lene Christiansen fortæller, at det blev bygget i 1877, og at besøgende også dengang kunne smide en mønt i en sparebøsse for at vandre de 25 meter til toppen. Fyret var et af de første på vestkysten, der skulle agere pejlemærke for de mange skibe, og det blev kalket rødt, så de ikke forvekslede det med to nærliggende kirketårne.

Da den sidste fyrmester forlod stedet i 2003, frygtede de lokale, at det ville overgå til private hænder, og derfor kæmpede de for, at det skulle bevares som et lokalt kulturhus. Efter tre år lykkedes det: I 2006 købte Lemvig Kommune fyret af Farvandsvæsnet for en mio. kr. og solgte det videre for en enkelt krone til den fond, de lokale havde dannet. Aftalen var, at det netop skulle drives som et kulturhus og holdes åbent for offentligheden.

Stikke en finger i jorden

Da Lene Christiansen, som er uddannet cand.ling.merc. i fransk, så et stillingsopslag i 2009 om et fyr ved vestkysten, der søgte en ny direktør, havde hun aldrig hørt om det før.

”Men til første samtale var jeg bare solgt. Stedet går lige i blodet på én med den barske, smukke natur og de mange fællesskabssøgende frivillige. Her mærker du, at du ikke er verdens navle, men kun et lille menneske, som ikke kan stille så meget op mod det store Vesterhav, når det virkelig blæser. Det tror jeg er sundt – ellers kan vi nemt komme til at vokse ind i himlen,” siger Lene Christiansen.

Det tiltalte hende også, at kulturhuset kun lige var startet op, og at hun fik frie hænder til at sikre, at det styrede hen imod de visioner og mål, som allerede var omsat til punkter og nedfældet på papir.

”De første dage tænkte jeg: ’Hvad er det for et sted, jeg er kommet til?’ Jeg skulle bruge lang tid på at stikke en finger i jorden. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, for det var og er essentielt at være tro mod ildsjælene og hele frivilligheden,” siger hun.

I dag har de 60.000 gæster årligt og omsætter for tre mio. kr. De får 100.000 kr. om året fra Lemvig Kommune, men resten løftes af den drift, der skabes af de 160 frivillige. De er typisk pensionister og er fordelt i forskellige udvalg, hvor nogle eksempelvis står for at arrangere kunstudstillinger, mens andre hjælper til i caféen. Det er deres fortjeneste, at der er råd til at betale løn til fyrmosteren, to køkkenmedarbejdere og lidt rengøringshjælp, forklarer Lene Christiansen.

Du har vel også en stor del af æren for, at det er gået så godt?

”Nej! Vi bærer æren i fællesskab, for det er en fælles opgave, og jeg kunne ikke noget uden de frivillige,” siger Lene Christiansen.

’Gud, kan man tænke på den måde?’

Hun beskriver sin ledelsesstil som demokratisk, og inspirationen til den henter hun fra sine mange forskellige erfaringer fra tidligere stillinger som bl.a. direktionssekretær på Grønland og lejrchef på en campingplads.

”Jeg har en masse personlige kompetencer, jeg har vundet hen ad vejen, som jeg også bruger. De er måske lige så vigtige som det, jeg har lært på min uddannelse,” siger hun.

Men de forpligter: ”Når man siger, at man godt kan lide at inddrage sine medarbejdere og være en demokratisk leder, så er man pokkerme også nødt til at høre efter, hvad de tænker, og hvad de har af idéer. Når der er 160 af dem, er det ikke en let sag, men det skaber de bedste resultater,” siger Lene Christiansen.

Selvom det måske kan være tidskrævende, er det det hele værd, forklarer hun.

”Når jeg sætter erhvervslederen, kunstneren, skolelæren og landmanden sammen, og vi taler om, hvordan vi skal løse et problem, bliver det ikke brikker, der bare sættes fladt sammen ved siden af hinanden. Her bliver de bygget oven på hinanden. Det bliver en leg, fordi man inspirerer hinanden: ’Gud, kan man tænke på den måde? Det har jeg ikke gjort før!’ Mangfoldigheden og forskelligheden er med til at skabe rigtig gode løsninger,” siger hun.

”Derfor lader jeg mig rive med. Fordi her er noget energi, der virker. Jeg synes også, vi skal være ordentlige mod hinanden og være respektfulde over for de kompetencer, vi hver især har. Det gør man kun ved at være åben og ægte inddragende.”

I dag kigger andre foreninger og organisationer mod Bovbjerg Fyr, når de skal have inspiration til, hvordan man lykkes med at drive og fastholde en organisation af frivillige. Lene Christiansen holder dels oplæg om det, men inviterer også de nysgerrige forbi fyret for at se, hvordan det udspiller sig i praksis. Lene Christiansen er stolt af at fortælle dem, at fyrets frivillige i 2014 modtog Erhvervsministeriets landdistriktspris.

Fyret skal fremtidssikres

Hendes daglige opgaver ved fyret begrænser sig ikke til et skrivebord, selvom hun er direktør. Hun beskæftiger sig ikke kun med administration, markedsføring, kommunikation og regnskab. Hun fejer også gården, hvis den trænger, står ved kassen og hjælper til i caféen eller tager opvasken, hvis der er brug for det.

”På den måde kan jeg også vedligeholde mine relationer til de frivillige. Jeg bliver i godt humør af at bruge både mit hoved og min krop, og så kan jeg holde til at sætte mig foran computeren igen. Den vekselvirkning er lige mig,” siger hun.

En af de ting, hun dog har klaret fra kontoret, er at hente en stor del af de mere end 11 mio. kr. hjem fra forskellige fonde, som har finansieret en gennemgående renovering af fyret og de tilhørende bygninger. De har været med til at fremtidssikre stedet. Uden dem ville de ikke være i stand til at byde det samme antal gæster velkomne i cafeen eller huse de samme udstillinger og koncerter, som de gør.

Men de har også givet de frivillige og de lokale et løft.

”De lokale har jo en stolthed i fyrtårnet. De får ikke gæster uden at skulle herud og vise det frem, fordi det er blevet så flot. På den måde har vi været gode for egnen, for Bovbjerg Fyr er dets varetegn,” siger fyrmosteren.