Var til jobsamtale med Claus Meyer i badebukser

Som ung forestillede Carl Johan Paulsen sig, at han enten skulle ind i politik eller ansættes i centraladministrationen. Statskundskab var derfor første studievalg, men ved siden af var han iværksætter for fuld udblæsning. Og efterhånden gik det op for ham, at de fag, han syntes var allersjovest, fx statistik og nationaløkonomi, var dem, de andre ikke kunne fordrage.

Han skiftede derfor til handelshøjskolen (CBS), hvor han var nødt til at tage et hav af delvist selvbetalte suppleringsfag, inden han kunne få papir på at være cand.merc.

Allerede som 19-årig var han i gang som it-iværksætter, og efter en række erfaringer som selvstændig med cateringfirma, bilsælger og forretningsudvikler og udviklingsdirektør, så han en annonce med et job i Meyers, som han bare måtte gå efter.

”Jeg havde altid været meget inspirereret af Claus Meyer, og så søgte de én, der kunne skabe vækst og fremdrift i en forretningsenhed, som måske var gået lidt i stå,” fortæller Carl Johan Paulsen.

Han kæmpede med næb og kløer for at få jobbet og mener, at han på et eller andet tidspunkt var irriterende og insisterende nok til, at han fik det. Den afsluttende samtale skulle foregå i Claus Meyers sommerhus, og med nogen forsinkelse vendte Claus Meyer tilbage fra stranden.

”Jeg kom der som en pæn ung mand på 30 år, i nystrøget skjorte. Claus Meyer var lidt af et ikon for mig dengang, og han sad så der i sine små, stramme badebukser og interviewede mig. Det var lidt spøjst, men jeg må da have gjort en nogenlunde hæderlig figur,” siger Carl Johan Paulsen.

Claus Meyer: Han er sej

I dag kører han og Claus Meyer et tæt parløb, og fra manden bag Meyer-imperiet lyder følgende karakteristik:

”Han er sej – og robust – og han er i det her for det lange seje træk. Han er rigtig god til at se medarbejdernes stærke sider, få dem med sig og få dem til at yde deres bedste,” siger Claus Meyer.

Han værdsætter også, at han og Carl Johan Paulsen har lært hinanden rigtig godt at kende i årenes løb og kan tale åbent om hinandens styrker og svagheder. Og så tæller det naturligvis også, at Carl Johan Paulsen har mangedoblet omsætningen inden for en række områder.

Selv mener Carl Johan Paulsen, at hans ledelsesstil i dag er anderledes end mange andres. Hans bedste råd er, at ledere skal være autentiske og finde deres egen stil, for det er ikke sikkert, at det samme virker for alle.

Og så betragter han det at visionere som meget, meget vigtigt. Det vil sige at oversætte virksomhedens vision til noget mere konkret. 

”Det er ikke nok, at en virksomheds vision hænger på en plakat ved receptionen. Det handler om at kunne visionere – at kunne synliggøre, hvor og hvordan vi er på vej et bedre sted hen, end vi var i går. Også selv om vi var et godt sted i går,” siger han.

Fejl kan gøre os klogere

Der skal også være plads til at begå fejl, og de skal betragtes som en fantastisk mulighed for at blive klogere.

”Jeg kender ikke nogen, som ikke relativt jævnligt begår fejl. Og typisk resulterer fejl i lavere selvtillid. Men tænk nu, hvis vi kan bruge fejlen til at få mere selvtillid. Jeg er ikke nogen helgen, men vi prøver at dyrke det lidt, for hvad ville det ikke betyde for, om vi taber eller vinder forretning? Det synes jeg er ret interessant,” siger Carl Johan Paulsen.

Når man spørger ham, hvad han drømmer om i sin videre karriere, handler svaret om at gøre Meyers Køkken til en endnu bedre forretning, da maden og omgivelserne typisk er rammen for vigtige begivenheder i folks liv.

”Når vi fx laver mad til et bryllup, har vi kun et skud i bøssen. Vi kan være med til at gøre dagen fantastisk eller ødelægge den. Vi skal med vores kvalitet og principper for råvarer gerne give folk en fantastisk oplevelse,” siger Carl Johan Paulsen.

Nu er han så selv kommet i centrum som modtager af Djøfs lederpris 2020, og det synes han er ’vildt fedt’, fordi anerkendelsen bekræfter, at han og ledelseskollegerne har fat i noget, der har et potentiale. Og han har det også fint med, at en lidt anderledes Djøf-profil bliver prisbelønnet:

”Det kunne jo også være fortællingen om, at en djøfer ikke nødvendigvis behøver være en mellemleder i det offentlige eller en konsulent, der har snablen nede i statskassen.”