CORONA

Selvstændig konsulent: "Det er svært at se lys for enden af tunnelen"

16.4.2020

af

PR-foto

PR-foto

Coronakrisen kan blive skæbnesvanger for mange selvstændige, der har fået ryddet kalenderen fra den ene dag til den anden. Det skete for Jeanette Hallundbæk, hvis indtjening pludselig er forsvundet.

Jeanette Hallundbæk er selvstændig konsulent inden for ledelse og organisationsudvikling. For nylig skulle hun holde en større workshop for en uddannelsesinstitution. Alt var klar, materialet til gruppediskussionen lå klar fra trykkeriet, og hun manglede kun at aflevere de sidste 20 % af opgaven i form af at være proceskonsulent på workshoppen. Men dagen før ringede telefonen med en aflysning. I første omgang blev workshoppen flyttet til en ny dato, men nu er den udskudt på ubestemt tid.

I det her tilfælde har hun fået sine penge, men andre kunder har hun mere løse aftaler med, og det giver ikke altid mening at tage en diskussion om økonomi, når både offentlige og private kunder er vildt pressede, og mange nærmest kæmper for at overleve.

En række andre af Jeanette Hallundbæks opgaver er også sat på stand-by, og hun anslår, at hendes omsætning nok kun bliver på en fjerdedel af det normale i år. Derfor har hun nu søgt om den kompensation for tabt omsætning via den støtteordning for selvstændige og freelancere, som Folketinget har vedtaget.

For at blive klogere på ordningen deltog hun før påske i et live webinar i Djøf Business Community, hvor eksperter fra Vækstfonden, Deloitte og Erhvervshus Hovedstaden fortalte de knap 300 deltagere om, hvordan selvstændige kan håndtere de økonomiske udfordringer i forbindelse med coronakrisen.

"Kommer til at lide længere end frisører og butikker"

Jeanette Hallundbæk forventer at kunne modtage 23.000 kr. pr. måned i tre måneder fra 9. marts til 9. juni i år. Om hjælpepakken eventuelt bliver forlænget, er uvist, men hun forventer, at de økonomiske udfordringer vil vare længe – især for videnrådgivere som hende selv.

”Det er svært at se noget lys for enden af tunnelen. Vi er jo nødt til også at holde to meters afstand om nogle måneder, og der er måske først en vaccine næste sommer. Indtil da kører tingene bare i slow, og nogle af os, der lever af viden og rådgivning, kommer til at lide i meget længere tid end fx frisører og butikker, for når det gælder om at overleve, er kunderne nødt til at skrabe det fra, der overhovedet kan skrabes fra,” siger Jeanette Hallundbæk.

Overvejer at droppe kontoret

Hun prøver at holde energien oppe ved at udtænke nye koncepter og redskaber, og hver morgen mødes hun virtuelt med andre solo-selvstændige, som hun er i netværk med og samarbejder med. Her deles idéer og bekymringer, og deltagerne forsøger at holde humøret oppe.

Hun kigger også efter, om der er stillinger som interim HR-manager, hun kan gå efter. Og hun overvejer, om hun eventuelt skal opgive sit kontor i ErhvervsCentret i Greve og i stedet for arbejde hjemme fra privatboligen, så hun sparer huslejen.

Hendes omsætning i år bliver altså langtfra på sædvanligt niveau, men efter at have været i gang som selvstændig i snart syv år er hun ikke så bekymret for sig selv, som hun er for de unge selvstændige, der har små børn og flere økonomiske forpligtelser.

”Jeg har lidt på kistebunden, og min mand er ansat i det offentlige. Så for mig betyder det mest, at jeg ikke får sat så meget af til pension. Men jeg overvejer selvfølgelig, hvordan jeg kan skabe noget forretning. Jeg har allerede udviklet nogle webinarer om ledelse af mennesker på distancen og et tilbud om online ledersparring. Jeg er nødt til at kigge på, hvad der er af muligheder”, siger Jeanette Hallundbæk.

Generelt har mange selvstændige søgt om at få del i regeringens hjælpepakke. Det har været muligt at søge om kompensation fra 1. april 2020, og på de første to uger har mere end 36.000 selvstændige og freelancere ifølge Erhvervsministeriet været inde og søge om hjælp fra staten.

Sådan får du støtte

Er du som selvstændig eller freelancer i en situation, hvor din indtægt også er presset? Du kan læse mere om dine muligheder for at få kompensation her:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Arne H. Jørgensen
3 år siden
En Hollandsk- og to danske kunder har droppet/udsat konsulent opgaver som jeg var i indledende forhandlinger med. Bortset fra rejse-restriktioner og generel afmatning kan jeg ikke dokumentere egentlig blokering. Hvad er chancen for at opnå corona kompensation?