2.000 kilometers vandretur har lært Rasmus, hvad han aldrig mere skal lave

I juni sagde Rasmus Tolstrup farvel til sit job som kontorchef i Børne- og Socialministeriet. Han pakkede sin rygsæk og et lille telt og travede ud af København, hen over Sjælland, Fyn og Jylland og så videre syd på.

En vandretur på små 2.000 kilometer og tre måneders meditation i et fransk kloster ser ud til at have gjort Rasmus Tolstrup blidere og endnu mere fokuseret, da vi godt et halvt år senere på ny mødes i hans lejlighed på Vesterbro.

Men siden han i sommer blev interviewet til Djøfbladet, er han bestemt ikke blevet mildere stemt over for, hvordan den offentlige sektor fungerer, og hvilke vilkår de ansatte bliver budt. Tværtimod ser Rasmus Tolstrup nu mere og mere tydeligt, hvordan det offentlige har en to-sidet udfordring: Sygefraværet stiger nærmest overalt, og fagligheden presses, idet ressourcerne til den enkelte borger bliver mindre, samtidig med at der indføres flere og flere rammer, strukturer og it-systemer som fx sundhedsplatformen.

”Det er jo et forsøg på at standardisere og kontrollere medarbejdernes hverdag, og den der blanding af at presse fagligheden, og at sygefraværet stiger – det går jo galt,” siger Rasmus Tolstrup.

Den type udfordring er netop noget af det, han allerhelst vil arbejde med, hvis han igen skal have et fast job. Foreløbig har han en masse kaffeaftaler i kalenderen, og så er han startet i konsulentfirmaet Connector, som arbejder for at skabe sammenhæng i den offentlige sektor.

Om han er færdig som leder, ved han ikke, men det skal være det rigtige lederjob, hvis det skal være, for Rasmus Tolstrup er ganske kræsen, når talen falder på hans ønskeseddel til et muligt lederjob.

”Der skal i hvert fald være færre papirer. Den der djøf-mølle, hvor man skriver mange, mange papirer, uden at det rigtig bliver til noget – det har jeg lavet nok af,” siger Rasmus Tolstrup i et umisforståeligt bestemt tonefald. Hans konkrete ønskeseddel til nyt lederjob vender vi tilbage til, men først lidt om vandreturen fra København til Sydfrankrig.

Detox med telt og rygsæk

Da Rasmus Tolstrup begyndte sin vandretur, var den første måneds tid en slags detox for kroppen. Så indfandt roen sig nær den hollandske grænse. Nætterne blev tilbragt på en mark, i en skov, i et gæstehus, i private hjem og en gang imellem på et hotel – undertiden i selskab med kæresten. Hende havde han nemlig mødt to dage før afrejsen fra København – meget muligt fordi han da havde givet sig selv mere ro efter at have sagt op.

”Når man kører i det der arbejdsliv, som jeg gjorde, kan det jo godt være svært at åbne op for den del,” fortæller han og lægger ikke spor skjul på, at forelskelsen har været et berigende supplement til hans vandretur og jobmæssige detox.

Da Rasmus Tolstrup nåede sit fysiske endemål på turen – Europas største buddhistiske mindfulness-center, Plum Village nær den sydfranske by Bordeaux – startede han på sit tredje ophold på centeret. Og denne gang var han fuldstændig rolig, mens han tidligere nærmest kom styrtende lige fra jobbet i København.

Hardcore mental træning

Den første tid blev dog alligevel brugt på at falde ned, få ro over tankerne og konstant træne nærvær. Derefter skiftede dagenes indhold til hardcore mental træning med fokus på såkaldt ’mirror awareness’ – at kunne se sine egne reaktioner udefra, samtidig med at de opstår.

”Det var næsten det mest markante, der skete for mig, pludselig at kunne se de indre reaktioner, som ofte er enormt emotionelt bårne. Pludselig at opdage, at nu er jeg vred, og hvorfor jeg bliver irriteret på den der person. Man begynder at kunne se tingene på en helt ny måde og være i stand til at handle anderledes. Det er blevet mere og mere tydeligt på turen – også hvor vigtigt det er for lederskabet, og hvor tit man møder ledere, der er lidt småirriterede,” fortæller Rasmus Tolstrup.

Han mener, at der er enormt meget at gøre ved fx dårlige møder – hvis man kan se, hvad éns egen rolle er.

”Hov, de her møder er altid dårlige, hvad kan jeg gøre? Hvis blot man kan skabe et sekunds betænkningstid imellem impuls og handling, så kan man gør noget ved ens dårlige mønstre, så kan man ændre møder til det bedre,” fortæller han om sine erfaringer og sammenfatter dem med udtrykket ”en vild oplevelse”.

Ja, faktisk mener han, at den systematiske mentaltræning formentlig også har ændret hans hjerne lidt.

Nåede hjem til jul

Da tiden i mindfulness-centeret løb ud, tog Rasmus Tolstrup stille og roligt toget hjem med et par overnatninger undervejs, og han var vel hjemme inden jul.

Men hvor længe holder den gode virkning mon så?

”Jeg er virkelig til stede nu, men jeg er jo heller ikke presset endnu. Når jeg igen får en 40 timers arbejdsuge, kommer jeg nok under pres, men det handler også om at vælge. Jeg har lært, at jeg ikke skal gå ind i et møde uden at være klar til det, men i stedet sætte fem minutter af og lukke døren – og så gå ind og sprede ro omkring bordet,” fortæller han.

Rasmus Tolstrup køber simpelthen ikke den præmis, at man ikke har tid, selv om han ikke lykkedes med det i sit foregående job som kontorchef for Koncernudvikling og Implementering i Børne- og Socialministeriets departement.

”Jeg tror ikke, jeg skal have et job i et departement igen, for der er en helt anden kultur, hvor det at have travlt nærmest er en værdi i sig selv. Der er også andre kulturer, hvor der er travlt, men hvor der dog er tid til at lægge fem minutter ind imellem møderne,” mener han og tilføjer, at små ting nogle gange kan gøre en forskel.

Et eksempel kan være ”Opskriften på åbenhed”, hvor man sætter sig roligt på en stol i et par minutter, afspænder ansigtet og trækker vejret tre gange og mærker, at nærværet indfinder sig – en øvelse, han i øvrigt tidligere har praktiseret, da han arbejdede i Skat.

Om Rasmus Tolstrup fortsætter med en lederkarriere eller vælger at arbejde fast som konsulent, er altså ikke afklaret, men bliver det ledervejen, er han som nævnt ganske kræsen. Det kunne være som centerchef tæt på borgerne, som direktør i en lille kommune, leder af en stor institution eller i NGO-verdenen. Et eventuelt nyt lederjob skal handle om noget, der ligger hans hjerte nær, og hvor han kan mærke, at han har reel indflydelse.

Rasmus Tolstrup ved godt, hvad han brænder allermest for at beskæftige sig med:

”Den oplevelse af, at man ikke kan bruge fagligheden ordentligt og ikke leve op til det, man selv tror på – det bliver man syg af. Det felt vil jeg allerhelst ind i, for hvis vi ikke løser det, så tror jeg, at den offentlige sektor er på vej et meget, meget dårligt sted hen,” siger han.