Coronarapport

Djøfer i frontlinjen: "Der er et sammenhold og en solidaritet, jeg ikke har set før"

7.4.2020

af

Foto: Line Bloch Klostergaard & Herlev og Gentofte Hospital

Foto: Line Bloch Klostergaard & Herlev og Gentofte Hospital

Mette Purup og Jan Toftholm arbejder begge to som sundhedsdjøfere på et hospital. For dem giver coronakrisen et uhørt fokus på jobbet. Men den har også fået den ene til at ændre radiovaner, og den anden til at se sine børn for lidt.

Et par uger inden Mette Frederiksen lukkede ned for skolerne, var Mette Purup allerede godt i gang med at forberede sig på coronakrisen.

Hun er specialkonsulent på Aalborg Universitetshospital og med i hospitalets coronataskforce. Her er hun bl.a. med til at føre nationale og regionale retningslinjer om corona ud i virkeligheden på hospitalet.

”Fx når vi lige pludselig begynder at køre en ny teststrategi af vores borgere. Hvordan skal vi justere på vores beredskab, så det passer til det? Eller når medarbejdere ikke må møde på arbejde, hvis de har været i et risikoområde i udlandet. Hvordan håndterer vi så det?” fortæller Mette Purup om nogle af sine nye arbejdsopgaver.

Taskforcen mødes alle hverdage, og Mettes opgave er at sagsbehandle, lave dagsordener, skrive referater og samle alle coronatråde. Hun er friholdt fra opgaver, der ikke drejer sig om COVID-19.

I den anden ende af landet arbejder Jan Toftholm som vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital.

”Efter at der er blevet åbnet op for flere tests af flere mennesker på mindre indikation, gik der lige et kort sekund, og så væltede det ind med 400 henvisninger i timen. Vi har lige ryddet en stor idrætssal og lavet den om til testcenter,” fortæller han, da Djøfbladet fanger ham over telefonen.

Han skønner, at 90 % af hans arbejde nu handler om corona. Han bruger meget tid på den organisatoriske omstilling på hospitalet. Fx personale, der skal uddannes eller skifte afdeling, ressourcebanker og nye afsnit, der skal etableres, og værnemidler, der skal sikres..

Edderbankeme en tydelig opgave

”Når jeg er på hospitalet, er det meget nemt at holde fokus, fordi opgaven om hospitalsledelse edderbankeme er tydelig lige i øjeblikket,” siger Jan Toftholm.

Han og resten af hospitalet er godt i gang med at geare sig til et scenarie, de håber at undgå. Som coronakurven ser ud lige nu, kan det godt tyde på, at det lykkes at få en langstrakt kurve af patienter i stedet for den stejle kurve, der vil udfordre hospitalet 'helt vildt og voldsomt'.

Jan Toftholm understreger dog, at det er for tidligt til, at han kan være helt sikker på, hvordan kurven udvikler sig. Men lige nu er antallet af COVID-19-patienter på hospitalet både stabilt og i den lave ende.

Fra Aalborg fortæller Mette Purup, at sygehuset halvanden uge inden påske har 25 indlagte, hvoraf otte ligger på intensiv.

”Vi har udskrevet de første patienter og har desværre også haft nogle dødsfald. Vi har nogle trin, som vi kan skrue på. Det er ikke, fordi vi kører fuld skrue nu, for det har vi slet ikke nok patienter til. Vi vurderer dagligt, om vi skal op i kapacitet i vores beredskab.”

Hun oplever, at hospitalets ansatte står sammen om den fælles coronaopgave. Uanset hvilken faggruppe eller afdeling de kommer fra, så har de et fælles mål, og de har brug for hinandens kompetencer.

Er alle andre blevet raske?

Midt i krisen har Jan Tofholm dog en bekymring. På hospitalet har de nemlig oplevet et fald af patienter med andre sygdomme end COVID-19.

”Det kan ikke passe, at alle er blevet raske. Vi har en lille bekymring for, at den megen snak om COVID-19 gør, at folk ikke har lyst til at gå til læge eller komme på hospitalet.”

Det vil i givet fald medføre en pukkel af patienter med andre sygdomme, når det værste af coronakrisen er overstået. Og det kommer oven i alle de opgaver, som hospitalet allerede har skubbet ud i fremtiden. Fx kræftpakker, hjertepakker og genoptræning.

Der er virkelig et sammenhold og en solidaritet, som jeg ikke har set i sundhedsvæsenet før

Jan Toftholm, vicedirektør på Herlev og Gentofte Hospital

Jan Toftholm sammenligner stemningen på hospitalet med stemningen hos et nedrykningstruet fodboldhold, som bliver nødt til at vinde deres næste kampe for ikke at ryge ned i en lavere række.

”Folk går til den, og vores sygefravær er næsten lig nul. Der er virkelig et sammenhold og en solidaritet, som jeg ikke har set i sundhedsvæsenet før.”

Men han understreger, at der selvfølgelig også er ængstelse og en nervøsitet.

”Der er jo også personale, der ikke er vant til at arbejde med infektionssygdomme og infektionspatienter, som bliver nervøse for den omskoling, de nu skal have. De skal ned og arbejde med værnemidler og patienter med relativt smitsomme infektionssygdomme.”

Hvad med Mette og Jan?

Men hvordan har Mette Purup og Jan Toftholm det selv under krisen?

De første par uger under coronaberedskabet arbejdede Mette Purup 70 timer om ugen. Nu er hun nede på 50.

”Jeg har nok ikke været verdens bedste mor, for jeg har ikke været ret meget hjemme,” fortæller hun og indrømmer, at man bliver lidt slidt i kanterne, når man arbejder 70 timer om ugen.

Hun har følt en stor arbejdsbelastning, men ikke stress. Hendes mand har stået for hjemmeskolingen af børnene. Hun kan godt mærke, at han snart trænger til aflastning. I weekenden prioriterer hun benhårdt at være sammen med børnene.

Jan Toftholm har ændret radiovaner om morgenen. Han plejede ellers altid at høre P4, men nu lytter han i stedet til musikkanalen Soft.

”Jeg gider kun at høre reklamer og musik, fordi hele min dag handler om corona. Jeg kan næsten ikke holde ud, at jeg skal spise morgenmad og høre om det der også.”

Han arbejder ikke mere end normalt – men arbejdsopgaverne har ændret sig. Direktionen er gået fra at arbejde meget strategisk og udviklingsprojektorienteret til at være en del af den daglige drift.

Selv om han ikke er så nervøs for at blive smittet selv, har han alligevel tænkt på, hvad der sker, hvis han bliver syg og lige pludselig ikke kan få luft. Mange af hans venner har spurgt ham, hvordan han overhovedet tør at gå over på hospitalet.

”Så siger jeg: ’Jamen, har I sådan et billede af, at når man åbner hospitalsdøren, så svæver der virusser inde i bygningen? Det er jo i dråbeform – altså nogen skal jo spytte mig i munden eller i øjnene, for at jeg bliver syg.’”

På arbejdet har han fuldt fokus, men derhjemme kan han godt blive ramt af den apati, som han også fornemmer i resten af samfundet.

”Den stigende modløshed, hvor man sådan tænker: ’Åh ja – kan du ikke vække mig om en måned og sige, at det er gået over?’”

Hvornår slutter det?

Mette Purup regner med, at hun kommer til at beskæftige sig med corona det næste stykke tid.

”Jeg tror desværre ikke, det her er noget, der bare er ovre til maj. Der står nok corona på programmet de næste måneder,” siger hun.

Jan Toftholm uddyber:

”Det her klinger af i løbet af de næste par måneder. Ikke at vi ikke skal beskæftige os mere med det, men ikke med den hype, som der er omkring sygdommen lige nu. Fra 1. juni kan vi slappe lidt mere af.”

Han understreger, at der kommer til at gå op til halvandet år, før hospitalet er helt ude af deres coronaberedskab.

”Når vi på et tidspunkt får en behandling, så bliver det mere ligesom influenza og andre infektionssygdomme. Når førstebølgen har gjort, at en stor gruppe i samfundet er immuniseret, og vi samtidig har en behandling, så kan vi tage den lidt mere med ro.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet