"Jeg følte mig alene med nogle ret store beslutninger"

Da Thomas Mogensens souschef blev sparet væk, mistede han den daglige sparring om ledelsesmæssige udfordringer. Det gik fint et stykke tid, men langsomt meldte ensomheden sig.

”Jeg havde et super-spændende job. Men jeg kørte lidt død i det, fordi jeg følte mig 'fagligt' ensom med nogle ret store beslutninger, som havde konsekvenser for en stor gruppe af mennesker. Jeg var bange for, at jeg ikke fik alle vinkler med, og jeg var bange for, at jeg ville ende som halvgammel sur mand, som bare gjorde det hele på den samme måde.”

Sådan fortæller Thomas Mogensen, der i 13 år var leder for Kommunikationscenter Bornholm, der rådgiver, vejleder og underviser borgere med tale-, høre-, syns- og læsehandicap.

Derfor valgte han at finde sig et nyt job. I dag er han skoleleder på Åvangsskolen i Rønne, og han har fået ikke bare én, men to lederkolleger.

”Det er fantastisk med et ledelsesmæssigt arbejdsfællesskab. Så selv om der også er store udfordringer her, har jeg fået en helt anden arbejdsglæde tilbage, som jeg manglede, efter at de nedlagde min medleders stilling.”

Afskeden med souschefen gjorde, at Thomas Mogensen blev en del af det store flertal af ledere – nærmere bestemt otte ud af ti chefer – der har oplevet at være ensomme i rollen som leder.

Ensom blandt mange

I Kommunikationscenter Bornholm havde Thomas Mogensen lederkolleger rundt om i landet og selvfølgelig også sin egen chef, han kunne spare med, da souschefen forsvandt. Men chefen sad fysisk et andet sted i Rønne.

”Jeg brugte hende en del, hun var utrolig dygtig og havde et stort vid, men så fik hun et andet job. Og samtidig er det bare ikke optimalt, når du ikke sidder på samme matrikel.”

Thomas Mogensen havde også nogle andre kommunale lederkolleger, som han mødtes med én gang om ugen, men de sad med andre fagområder. Og det kan være svært at sparre med nogle, der arbejder med noget andet og med nogle andre faggrupper.

”Det er fx meget anderledes at arbejde sammen med sygeplejersker og fysioterapeuter end at arbejde med en gruppe akademikere, som jeg gjorde. Kulturen og håndteringen af personalesagerne er anderledes – alle har hver sin trosretning.”

Så mange af udfordringerne vendte han med sine medarbejdere. Men ikke alle.

”Jeg har altid gået ind for en flad struktur. Men i sidste ende vil beslutningen altid være mit ansvar. Og spørgsmålet er også, hvor meget du kan inddrage dine medarbejdere – det er hverken godt for dig eller dem, hvis du overinddrager.”

Det er ikke sjovt at holde en fest alene

Så når alt kom til alt, havde Thomas Mogensen altså kun én at rådføre sig med: Sig selv.

”Det kan da også være fedt at være alene om beslutningerne, for det er nemmere nogle gange. Men jeg kan også mærke, at det har tæret. Og hvis jeg skulle udvikle mig yderligere som menneske og leder, skulle jeg have den daglige pingpong tilbage.”

Det har han som nævnt nu. Og det glæder han sig over hver dag.

”Der opstår stadig lige så mange og store problemer – og nogle gange større, men det er bare anderledes at kunne dele og sparre med to kolleger og fx lave en detaljeret udviklingsplan sammen. Nu har jeg det som at være til en god fest – før var jeg den eneste deltager i festen, og det var bare ikke særlig sjovt.”