Det, jeg har lært
"Jeg forskede i døgndrift i næsten 30 år. Det blev nærmest en besættelse"
20.4.2020
af
Mads Matzon
Foto: Mads Teglers
Katarina Juselius har brugt sin karriere på at få økonomisk teori og virkeligheden til at mødes. Det gjorde hende til en af verdens mest citerede økonomer. I dag ville hun have været chanceløs, mener hun: "De store spørgsmål tager tid. Risikoen er stor for, at du bliver diskvalificeret, allerede før du er kommet i gang."
Jeg startede med at læse litteraturvidenskab, fordi jeg elsker litteratur. Mit store problem var, at jeg skulle læse virkelig mange tykke bøger og huske alt – både årstal, navne og så videre. Jeg er ekstremt dårlig til at huske. Hvis jeg ikke har et logisk grundlag, som jeg kan bygge min viden på, så er jeg fortabt.
Jeg blev interesseret i økonomi og skiftede derfor til økonomistudiet. Der var der en helt klart logisk struktur, som gjorde det meget lettere for mig at studere.
På studiet havde jeg ingen reel mulighed for at tage stilling til, om jeg skulle tro på visse økonomiske teorier, fordi de var så lidt forankret til empirien. Jeg begyndte at interessere mig for, hvordan man kunne få teori og virkelighed til at mødes. Det har jeg så brugt det meste af mit professionelle liv som økonom på.
Min mand, Søren Johansen, er en fantastisk dygtig matematisk statistiker. I begyndelsen af 80'erne inviterede jeg ham til at give en forberedt diskussion af en meget spændende artikel om kointegration ved en konference i matematisk statistik. Han blev lige så fascineret af begrebet, som jeg var. Jeg plejer lidt spøgende at sige, at jeg præsenterede ham for et problem, som han ikke kunne stå for, og så fik han mig med i købet.
Kointegrationsartiklen handlede om en metode til statistisk at analysere ikke-stationære tidsrækker. Det er tidsrækker, som udvikler sig på en trendmæssig måde. Da økonomien som regel udvikler sig ikke-stationært, var det her yderst relevant, hvis man, som jeg, ønskede at koble de økonomiske teorier til virkeligheden.
Midt i 80'erne flyttede jeg sammen med Søren og fik en stilling ved Københavns Universitet. Vi fortsatte med at udvikle teorien for den ’kointegrerede VAR-model’, som giver en videnskabeligt funderet tilgang til at undersøge økonomiske modellers forankring i virkeligheden. Det var en tilgang, som vakte stor interesse blandt økonomer. Det kan bedst illustreres af, at i 90'erne var Søren den mest citerede økonom i verden, og jeg den ottende.
Med kointegrationsmodellen kunne jeg undersøge, om basale underliggende antagelser i økonomiske modeller passede med virkelighedens data. Det kom som en stor overraskelse, at mange af dem ikke gjorde det.
Jeg tænkte ikke særlig meget over, at jeg var så citeret. Jeg forskede i døgndrift i næsten 30 år, ikke for at blive berømt, men for at forstå, hvorfor teorierne gang på gang ikke hang sammen med de statistiske data. Det blev nærmest en besættelse for mig
Jeg har i lang tid været bekymret over, at Finansministeriets regnemodeller, som har en så stor betydning for den førte økonomiske politik, bygger på nogle teoretiske antagelser, som ikke holder i virkeligheden. Det har jeg flere gange kritiseret offentligt. Ikke fordi jeg ønsker at være besværlig. Men fordi det er så uhyre vigtigt, at den førte økonomiske politik bygger på så gyldige analyser som muligt. Jeg har selv analyseret nogle af deres modeller og fundet, at der er plads til betydelige forbedringer. Finansindustrien har fx meget stor effekt på vores økonomi, og den er stort set ikke med i modellerne – selv efter finanskrisen.
Da jeg kom til Københavns Universitet i midten af 80'erne, var man ikke så presset, som man er i dag. Det var et intellektuelt spændende miljø, hvor man havde kaffepauser og diskuterede løs. I dagens verden er der næsten ingen, der har tid til at tage en kop kaffe og lufte deres idéer. Alle har travlt med at skrive artikler, så de kan få det job eller de forskningsmidler, de behøver for at klare sig. Der drejer sig om 'publish or perish'.
Jeg købte min første computer i begyndelsen af 80'erne. Det var var en Olivetti M24 med to diskettedrev og udvidet hukommelse på 256 kb. Den var et vidunder af hastighed.
I 1985 stod jeg for at indføre computere på Økonomisk Institut på KU. Vi købte 25 Olivettier, og jeg viste de ansatte, hvordan de kunne skrive dokumenter og bruge regneark. I stedet for en kuglepen havde jeg altid en skruetrækker i lommen. Der var altid noget, der lige skulle tjekkes i PC'en, eller en skrue, der skulle strammes.
Den digitale udvikling er fuldstændig vild nu for tiden. Engang kunne jeg godt holde udviklingen i hovedet, fordi det ikke gik så hurtigt. Nu er det nærmest i næste uge, at man skal lære sig noget nyt.
I begyndelsen af min akademiske karriere var jeg en af de få kvindelige økonometrikere i verden. Selvom det ikke var noget, jeg tænkte over, kan det godt være, at jeg som en rimelig pæn ung kvinde blev mødt med lidt større interesse end mine mandelige kollegaer.
Den unge udgave af mig selv ville ikke have mange chancer i den akademiske verden i dag. Jeg var ikke særlig fokuseret på, at min forskning skulle kunne publiceres i anerkendte videnskabelige journaler, men snarere at finde ud af, hvordan de økonomiske teorier – mange af dem ikke særlig plausible – fungerede med virkelighedens data. At projektet lykkedes for mig, samtidig med at jeg fik mange fine publikationer, var i høj grad mit akademiske held. For de store spørgsmål er usikre og tager tid. Derfor er det de færreste unge i dagens universitetsverden, som tør kaste sig ud i dem. Risikoen er stor for, at du bliver diskvalificeret, allerede før du er kommet ordentligt i gang.
Tidligere arbejdede jeg 70-80 timer om ugen, og jeg var ved at gå i hundene af at arbejde så meget. Jeg arbejder stadig hver dag, men sjældent mere end 30 timer om ugen
For at overleve i den økonomiske universitetsverden skal forskere i dag helst skrive artikler, som bliver publiceret i de 10 største amerikanske tidsskrifter. Kravet er så, at du ikke må være alt for kritisk til tidskriftets redaktionelle linje. Hvis du kritiserer resultaterne i en allerede publiceret artikel, som jeg har gjort flere gange, vil du få svaret, at tidskriftets læsere ikke er interesseret i den slags. Det får mig til at tvivle på, om de artikler, som publiceres i de store amerikanske tidsskrifter, faktisk har den gode effekt og kritiske forståelse for samfundet, som de burde have.
Jeg blev syg af stress i 2009. Kroppen fik aldrig lov til at restituere. Når en deadline var overstået, fortsatte jeg næste minut med det næste. Det holder kroppen ikke til. Jeg fik svære muskelsmerter, som helt klart havde at gøre med, at adrenalinet ikke kunne holde mig i gang længere.
Kapitalismen er en effektiv drivkraft for mange positive ting, så jeg har vanskeligt ved at se, at man skal klare sig uden den. Samtidig har jeg også svært ved at se, hvordan vi kan fortsætte med den bevidstløse vækst, som vi er i gang med. Særligt med tanke på hele klimaproblematikken.
Udviklingen med robotter, kunstig intelligens, digital økonomi og billigere grøn energi vil kunne resultere i at priserne på varer og tjenesteydelser går kraftigt ned. Tænk, hvis vi kommer til en situation, hvor vi faktisk kan leve lige så godt som i dag, men til en meget lavere løn. Det vil betyde, at vi vil kunne vælge at gå ned i arbejdstid i stedet for en højere løn og et højere forbrug – som jorden jo ikke kan tåle. Sandsynligvis vil det også betyde, at vi vil kunne indføre borgerløn i vores samfund.
Jeg fortsætter med min forskning så længe, som mit hoved fungerer og kroppen holder til det. Jeg har idéer til mange år ud i fremtiden.
Katarina Juselius
- Professor emerita ved Økonomisk Institut, KU, 76 år
- Oprindeligt fra Finland og uddannet fra Handelshøjskolen i Helsingfors, hvor hun sluttede af med at lave en Ph.d i 1983.
- Har arbejdet på Københavns Universitet siden 1985 – dog med en pause på fem år, hvor hun var tilknyttet det Europæiske Universitet i Firenze i Italien.
- I 2012 blev hun medlem af Videnskabernes Selskab, og samme år blev hun tildelt ridderkorset.
- I 2014 blev hun professor emerita.
Ledige stillinger