Borgmester i corona-krise: ”Jeg kan mærke ansvaret på en helt anden måde”

Det var mørkt udenfor, og det sneede, på trods af at det var midt i april. Christina Krzyrosiak Hansen var bekymret.

Det var længe siden, hun havde sovet dårligt om natten. Selvfølgelig havde den første tid som landets yngste borgmester i det, der i medierne blev kaldt landets fattigste kommune, givet nogle urolige nætter, men ellers har hun altid haft et godt sovehjerte.

Næste dag skal kommunen have en færdig plan for hele genåbningen. Hun ved, at de vil blive nødt til at udskyde åbningen af skoler og daginstitutioner yderligere en-to dage, at det bliver nødvendigt med kortere åbningstider, og at det forståeligt nok vil give frustrerede forældre.

Corona-krisen har også betydet, at den udligningsreform, som regeringen var gået i gang med at forhandle, og som ville have givet Holbæk Kommune et stort tiltrængt tilskud, er sat på pause. Og ingen ved, hvad krisen kommer til at betyde for det regnskab.

Men det, der holder borgmesteren vågen den nat, er hverken kroner eller corona.

Hun er bekymret for, om de kartofler, porrer og pastinakker, hun netop har plantet i sit nye højbed, vil overleve snevejret.

Planen

Næste morgen tager borgmesteren imod i sit lille bindingsværkshus i midten af Holbæk med udsigt over havnen. Bryggerset er blevet til et mindre gartneri med alle de blomster og planter, som de endnu ikke har nået at plante ud.

”Ja, vi gik lidt amok på planteskolen i påsken,” griner hun og viser ind i køkkenet, hvor hun laver kaffe og derfra videre op på 1. sal, hvor hun har arbejdet fra den seneste måned.

Dagen er pakket med videomøder, det første i krisestaben begynder kl. 9, det sidste med gruppeformændene fra alle partier i kommunalbestyrelsen kl. 17.

Det er dagen før den gradvise genåbning begynder i Danmark, og Holbæk Kommune mangler stadig at offentliggøre sin plan.

Men det, der skal vise sig at komme til at fylde hele borgmesterens dag, er ikke indholdet af planen. Det er processen omkring den. Helt konkret, om planen blot skal vedtages administrativt i krisestaben, hvor hun sidder for ’bordenden’, eller om det skal gøres til en politisk beslutning med dertilhørende indflydelse og medansvar for alle partierne i kommunalbestyrelsen.

En miniatureudgave af den proces, som statsministeren og oppositionen slås med parallelt på Christiansborg.

Borgmesteren hælder mest til at lade planen komme til afstemning og dermed dele ansvaret med hele kommunalbestyrelsen, men det er ikke uden problemer, og den største udfordring er tiden. Hun så helst, at planen blev offentliggjort allerede i dag, men det er umuligt, hvis kommunalbestyrelsen skal godkende den først. Og selv hvis planen først skal offentliggøres i morgen, bliver det svært at nå.

Eneste mulighed for en afstemning er næste morgen i Økonomiudvalget. Men først skal medlemmerne have den til gennemlæsning og have mulighed for at komme med spørgsmål og input. Det skal ske på mødet kl. 17.00, og planen kan først være færdig kl. 15.30.

Borgmesteren er den eneste fuldtidspolitiker i kommunalbestyrelsen, og hun er usikker på, om de andre overhovedet kan nå at sætte sig ind i planen på så kort tid.

”I løbet af det seneste halve år har jeg fundet ud af, at jeg værdsætter ledelsesdelen i mit job lige så højt som det daglige politiske arbejde. I en krisetid er den vigtigste opgave som leder at få medarbejdere og kolleger inddraget i arbejdet og beslutningerne så meget som muligt. Også fordi der er en stor styrke i at fordele ansvaret til flere. Men i krisetider kan det være nødvendigt at træffe hurtige beslutninger, og det er selvfølgelig dilemmaet hver gang.”

Samarbejde

Da Christina Krzyrosiak Hansen gik ud af 9. klasse, lavede lærerne et show, hvor de prøvede at forudsige, hvad alle eleverne ville blive til. Om Christina Krzyrosiak Hansen sagde de, at hun enten ville blive integrationsminister eller borgmester i Holbæk. Christina Krzyrosiak Hansen var derimod fuldstændig sikker på, at hun skulle være dyrlæge.

I 2. g var hun mindre skråsikker og havde langsomt bevæget sig mere mod det samfundsfaglige og meldte sig ind i Socialdemokratiet. Som 19-årig blev hun spurgt, om hun ville stille op til kommunalbestyrelsen, og ved valget i 2013 kom hun ind.

Efter bare et års tid blev hun en dag stoppet af et ældre ægtepar på hovedgaden i Jyderup, der spurgte, om hun ikke kunne tænke sig at stille op som borgmester? Dengang tænkte hun, at de havde spist noget, de ikke kunne tåle, men da hendes lokale partiformand kort efter foreslog det samme, kunne hun mærke, at det var det, hun skulle.

Fire dage efter valget i 2017, på hendes 25-års-fødselsdag, pegede et flertal bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti på Christina Krzyrosiak Hansen som ny borgmester i Holbæk. På det tidspunkt lå kommunen på en kedelig sidsteplads som den kommune med færrest penge i kassen pr. indbygger.

Christina Krzyrosiak Hansen var også gået til valg på en genopretning af økonomien. Som noget af det første fyrede hun et mellemlag af ledere for at skaffe likviditet. Men den store genopretning af økonomien handler ikke om fyringer, det er en kulturændring.

”Det handler kort sagt om, at man skal holde budgettet. Hvis et udvalg overskrider sit budget, kommer der ikke flere penge til, så skal udvalget selv finde pengene et andet sted. Så det er blevet sværere at være politiker i de enkelte udvalg. Man bliver ikke reddet af andre, man skal redde sig selv.”

Og så har man lavet en anden afgørende ændring: De effektiviseringer, der er nødvendige for at kunne holde budgettet, vedtager kommunalbestyrelsen i april i stedet for i oktober. Det giver et halvt år mere til at nå besparelserne.

”Nu bruger vi først pengene, når vi har dem. Det lyder så indlysende, når jeg siger det på den måde, men sådan har det bare ikke været tidligere.”

Kulturændringen har betydet, at Holbæk Kommune ikke længere har røde tal på bundlinjen.

”I sidste uge vedtog en enig kommunalbestyrelse en hjælpepakke med 42,5 mio. kr. til erhvervslivet og 15,5 mio. til kulturlivet. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad vi skulle have gjort, hvis corona havde ramt os for halvandet år siden.”

”Men,” skynder hun sig at tilføje:

”Det er ikke mig som borgmester, der har gjort det. Det er en samlet kommunalbestyrelse, der står bag. Vi har gjort det i fællesskab. Da jeg selv sad i opposition, var jeg ikke lige så optaget af det meget brede samarbejde, men som borgmester fandt jeg ud af, at vi ikke kunne genoprette økonomien, hvis vi ikke gjorde det sammen.”

Det tunge ansvar

Efter frokost (hendes kæreste serverer lune fiskefileter, fiskefrikadeller og leverpostej) går borgmesteren i gang med at ringe rundt til alle gruppeformændene i kommunalbestyrelsen. Hun har besluttet at lade det være op til dem, om de foretrækker, at planen skal vedtages politisk med den indflydelse og det ansvar, der så følger med, eller om de blot skal orienteres, og så lade krisestaben vedtage den. Der er stemning for det første.

Planen bliver sendt ud kl. 15.30, og kl. 17.00 sidder borgmesteren klar til mødet i en tom byrådssal på det gamle rådhus for at høre input og spørgsmål til planen.

Borgmesteren har hele dagen virket rolig. Hun har sagt det eksplicit flere gange, at selv om der er nok at kunne bekymre sig om, er hun tryg ved det hele. Men da mødet er slut, og hun sidder alene på det store gamle rådhus, kan hun pludselig mærke tyngden af ansvaret. For hvad vil hun egentlig gøre, hvis der ikke er opbakning til planen?

Den tunge følelse af ansvar, som hun mærkede stærkt, lige da hun var blevet borgmester, er kommet igen nogle gange under corona-krisen.

”Jeg er vant til at have kolleger omkring mig hele tiden, og det gør altså en forskel, at man sidder fysisk alene derhjemme. Jeg har kunnet mærke det store ansvar på en helt anden måde.”

Men borgmesteren sov godt og tungt den nat, og næste morgen vedtog et enigt økonomiudvalg planen for genåbningen i Holbæk Kommune.

Efter mødet siger hun:

”Jeg er rigtig glad for, at vi besluttede, at den skulle vedtages som en politisk beslutning. Man kunne sagtens have brugt den her situation til politisk drilleri, men det er vigtigt, at borgerne kan føle sig trygge, og det gør de bedst, når vi står sammen. Så jeg er lettet og også meget taknemmelig. Jeg kan se andre steder, at det ikke er en selvfølge.”