Magtkritikeren, der blev ministeriets mand

Hans treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond var udløbet, og hvis staten i stedet for at støtte ham som kunstner ville betale ham løn for at bruge de samme evner på et kontor, ja, så hvorfor ikke?

"Det er svært at leve i det støttesystem, der findes nu," siger han, og det kunne han skrive en meget lang tale om.

Professionelle taleskrivere er ikke politisk ansatte, som kommer og går med ministeren. De er ansat som en del af det almindelige embedsværk som eksperter i – taleskrivning.

At skrive en tale er at sætte billeder på tørt stof. Folk husker ikke fantasilliarder og procenter. De fleste husker situationer, billeder, stemninger og følelser. Man skal placere argumentet via følelsen, som Peder Frederik Jensen forklarer. Men præcis hvordan gør han?

"Jamen, det er jo meget, meget forskelligt. Det er totalt kontekst."

Helt clean

Peder Frederik Jensen søgte på et jobopslag, var til ansættelsessamtaler i ministeriets Presse- og Koncernkommunikation og blev tryktestet på håndværket med 45 minutter i et tomt mødelokale til at skrive en tale i.

Han har aldrig været socialdemokrat, DSU'er eller noget.

"Jeg har aldrig haft noget med det parti at gøre. Jeg er helt clean. Men det er klart, at jeg også søgte jobbet, fordi det var miljøministeren i en regering med en stærk grøn dagsorden. At formulere det visionært er spændende."

I sine bøger har han søgt efter sammenhænge i samfundet: Danmark, Kalundborg, Afrika. Han har været tiltrukket af det autonome miljø – dem med elefanthuerne – rejst i de fattige lande og stået tre år i lære hos bådebygger Henry Slots i Kalundborg. Det skrev han bogen 'Læretid' om.

I Kalundborg opdagede han længe før andre, at der fandtes en vrede i provinsen, som storbyeliten intet forstod af. Han tog mændene i blå termodragter med mælkekassen på knallerten i forsvar. Han var medforfatter på manuskriptet til tv-dokumentaren 'På røven i Nakskov'. Man har kaldt ham magtkritiker.

I morges afleverede han en tale, som Lea Wermelin skal holde for 100 erhvervsledere, som foreningen Grøn Teknologi har trommet sammen på Teknologisk Institut.

I morgen kan det være ministerens tale til åbningen af det nye vandværk i Klemensker foran 100 bornholmere.

Et åg løftet af embedsværkets skuldre

Ministre har for travlt til at skrive deres taler selv, og embedsmænd, kommunikationsmedarbejdere og spindoktorer kan ikke dét, der skal til i en verden, hvor alle råber i munden på hinanden. Faktisk er et åg blevet løftet af embedsværkets skuldre.

Det, man ansætter taleskrivere til, er at bruge venstre og højre hjernehalvdel på samme tid. Og tag ikke fejl. Peder Frederik er så hurtig i hovedet som nogen – professorsøn er han også – og falder helt i ét med embedstapetet, som han sidder dér på 4. sal i Slotsholmsgade 12 med panoramaudsigt over Københavns Havn. Måske lige bortset fra de mørkeblå briller.

Ren Max Weber

Hvis man tror, at taleskriveren sidder som en klemmelus i et dagligt rivegilde mellem departementschefen og spindoktoren, så er det – fantasi.

Det hele foregår meget bureaukratisk i den gode gamle Max Weber-forstand og kører sådan her:

Peder Frederik åbner sin kalender og finder en indkaldelse. Ministeren skal holde en tale dén og dén dag og så videre – og så navnet på en fagmedarbejder. Som det første bestiller han et 'talenotat' hos fagmedarbejderen. Når han har det, har han talens 'krop', og så laver han sin research.

"Jeg læser, jeg ringer, jeg taler med mennesker, der ved rigtig meget om landbrug, om vandmiljø, om alt muligt. Jeg lærer sindssygt meget nyt."

Når han har skrevet talen og trykket 'send', kører kommandogangen fra sagsbehandler til kontorchef til afdelingschef og tilbage igen. Det er meget sjældent, at noget går forbi departementschef Henrik Studsgaard, og ministerens spindoktor skriver ikke taler.

Som den sidste får ministeren talen. Hun retter måske nogle ord, stryger måske en sætning, beder måske om nyt afsnit.

Kun hende og ham

Peder Frederik er en brik i hierarkiet. Men han står også lidt uden for det. Han holder fx møder med ministeren, kun hende og ham.

"Der er nødt til at være en forbindelse, for at jeg kan give det andet menneske et sprog. En tale er også en performance eller et skuespil. Jeg skal kunne fornemme den anden som acteur."

Peder Frederiks mobil bipper. "Jeg bliver nødt til at tage den her." Det er en kontorchef, der spørger, om han må rette noget i en sætning i talen til de 100 erhvervsledere fra i morges. "Okay, jamen det er fint. Det gør du bare."

"Hvis embedsmænd har hadet at skrive taler, er det jo af angst for at skrive noget forkert. Tingene står og falder med, at alt er korrekt, og det har de ansvaret for. En tale handler aldrig om at ændre på fakta, men om at gøre fakta levende."

Som én, der aldrig har 'siddet på kontor' før, kan han godt undre sig over, 'hvor mange møder mennesker kan holde'. Men synes at være gledet ubesværet ind i det.

Den første tale skrev han allerede på dag to. Alle omkring ham var venlige, hjælpsomme og enormt gode til at svare på spørgsmål, men han havde kun lige strejfet ministeren, så han skrev den meget på intuition.

Viden kan aldrig blive kedeligt

Har du ændret din opfattelse af djøfere fra før til nu?

"Jeg har aldrig set et eller andet kafkask billede af en djøfer for mig. Jeg har aldrig abonneret på den enstrengede sang om, at det hele er djøfernes skyld. Eller muslimernes. Det, jeg er optaget af, er samtalen mellem de forskellige niveauer i samfundet. Og at vi, som lever i det her privilegerede land, skaber noget godt for andre."

Hvordan har din magtkritik det her i magtens maskinrum?

"Min mistænksomhed har altid været rettet mod strukturer og mennesker, som påberåber sig, at de er rationelle – og at alle andre er følelsesstyrede. Når følsomhed og alle andre mulige sider af livet afskrives, fordi det ikke er rationelt. Men det er jo ikke det, jeg har mødt her."

Er djøferne kedelige sammenlignet med kunstnere?

"Altså, sådan kan du jo ikke… Jeg synes ikke, det er kedeligt at arbejde sammen med mennesker, som er dybt optaget af deres arbejde, af saglighed og ordentlighed, og som ved enormt meget. Viden er det modsatte af kedelig. Jeg tror på, man skal beskæftige sig med verden ud fra dens kompleksitet og paradokser. Det mener jeg egentlig er dét, kunst gør, når den er god."

Baka-pygmæer og ministerbiler

Det er vigtigt at lægge sig i selen for at prøve at komme med ud og høre ministeren holde talen. Så af og til suser magtkritikeren tværs over Danmark i ministerbilen sammen med ministeren.

Det er ikke noget, der går i maven på ham.

"At blive kørt af sted i en stor bil rører mig ikke på den måde. Jeg bliver fascineret af det modsatte – at sidde på jorden sammen med en gruppe baka-pygmæer i Cameroun. Eller af det afrikanske transportsystems totalt kaotiske kompleksitet."

Fordi han har beskæftiget sig så intenst med Afrika, har han svært ved at acceptere 'sangen om, at det går så utroligt dårligt her i vores danske samfund´, som han siger. Han beklager også vores evige fejlfinder-syndrom.

Som han sagde til journalisternes fagblad for nylig: "Medierne har et ønske om hele tiden at finde det komma, der sidder forkert – det er åndssvagt. Politikerne bliver låst fast af det. Der er sindssygt meget, de passer på med at sige. Fastlåstheden gør, at de bliver mindre visionære. Det er en skam."

Kunne godt skrive for blå miljøminister

Den obligatoriske prøvetid på tre måneder er udstået, og som embedsmand af linjen bliver han ikke smidt ud, hvis regeringen skifter til blå. Men kunne han skrive for en blå miljøminister?

"Ja. Verden rykker på det grønne. Historisk set har højrefløjen nølet mere end venstrefløjen, men jeg tror simpelthen ikke på, at en blå regering træder baglæns. Til gengæld ville jeg ikke kunne bestride det samme job i Finansministeriet. Det handler om kvalifikationer."

Han skriver ikke mere essays og debatindlæg til medierne. Men hjemme på Vesterbro ligger et færdigt manuskript. En ny roman, som udkommer til efteråret. Men håb ikke på et stykke ægte litteratur om embedsmandens verden om et par år, ligesom bogen han skrev om tiden i bådebyggeriet.

Men dit registrerende forfatterjeg arbejder vel også her?

"Ja, det gør det da. Men hvad det omsættes til, ved jeg ikke. Lige nu er jeg i dét her, og det er godt."