Nyt job

Kenneths trivselskontor skal komme de unge til undsætning

02-03-2020
3 min.

Problemerne med unges trivsel er så alvorlige, at Uddannelses- og Forskningsministeriet har oprettet et kontor for at tage sig af lige netop det. I spidsen står Kenneth Salomonsen, der har en usædvanlig baggrund af en kontorchef at være.

Siden november har Kenneth Salomonsen været leder af Kontoret for Unges Trivsel. Det er en nyoprettet enhed under Uddannelses- og Forskningsministeriet. Kontoret, der er oprettet af uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, skal arbejde på at fremme trivslen på de videregående uddannelser.

Målgruppen har han godt kendskab til, idet han kommer fra en stilling som medstifter og strategi- og udviklingsdirektør for Ungdomsbureauet, der står bag demokratifestivalen Ungdommens Folkemøde.

Hvordan fik du jobbet?

”Der er faktisk mange, der slet ikke tror på det, men jeg fik stillingen fuldstændig klassisk: Jeg så et jobopslag og tænkte: 'Det søger jeg.' Der er faktisk ret mange efterfølgende, der har spurgt: 'Jamen, kendte du nogen derinde?' og 'Kan man overhovedet det?' Og ja, det kan man sgu.”

Hvorfor søgte du stillingen?

”Jeg har faktisk altid drømt om at arbejde for Uddannelses- og Forskningsministeriet. Når jeg kigger tilbage i mine mapper med gamle ansøgninger, så har jeg sendt rigtig mange ansøgninger herind – og ikke fået særlig mange svar tilbage. Og grunden til, at det er så interessant, er, at det her hus er omdrejningspunktet for uddannelsespolitikken herhjemme. Det er her, det sker. Derfor er det også her, der er mulighed for at lave nogle ting, der får en stor grad af betydning.”

Hvor kommer din interesse for uddannelsespolitik fra?

”Jeg havde studiejob i Tænketanken DEA. Der begyndte jeg at interessere mig rigtig meget for uddannelses- og forskningspolitik og særligt det faktum, at vi på det tidspunkt var ret dårlige til at involvere dem, det handlede om, i udviklingen af uddannelsespolitikken. Det var også den frustration, der gjorde, at jeg var med til at starte det, der blev til Ungdomsbureauet.”

Hvornår startede du den?

”Jeg var i praktik i Silicon Valley på det danske innovationscenter. Jeg rendte rundt i det start-upmekka, som Silicon Valley er, og fik lyst til at starte mit eget. Det er egentlig en rimelig klassisk iværksætterhistorie, men med NGO-fortegn. Vi var to gutter, der startede med nogle løse idéer i en kælder, og så pludselig stod vi med 20.000 unge i en park og kunne godt se, at vi havde ramt et eller andet lige i røven.”

Hvordan er det ikke at være en del af det længere?

”På en eller anden måde er det jo den fornemmeste krone, man kan sætte på noget, man har startet op, at det kan leve videre, når man selv træder ud af det. For så er det solidt. Jeg er ikke involveret længere, men jeg følger meget med på sidelinjen og er stadig sindssygt nysgerrig. Men det er givet videre til nye kræfter, og der skal jo ikke komme sådan en gammel nar og blande sig.”

Og nu er du skiftet over til embedsværket. Hvordan er det?

”Det lå på ingen måde i kortene, at jeg skulle gå fra virkelig klassisk NGO-arbejde til at gå ind i centraladministrationen. Jeg tror ikke, at der kommer et jobopslag igen i løbet af de næste 10 år, der ville give mig mulighed for at skifte sektor på den måde. Det er selvfølgelig noget, jeg synes, er interessant: At tage mine erfaringer fra civilsamfundsdanmark og hele den rejse, jeg har været på i arbejdet med unge og samfundsengagement, og sætte det ind i en ny kontekst, hvor det stadig er relevant, og hvor der virkelig er mulighed for at gøre en forskel.”

Hvad er det for et kontor, du står i spidsen for nu?

”Jeg er glad for, at kontoret hedder Unges Trivsel og ikke Studerendes Trivsel, for det er en anerkendelse af, at der foregår alt muligt, som ikke bare handler om, at man er studerende. Det handler om ungdomskultur, måden sociale relationer fungerer på, hvad det er for nogle trends – alt fra mode til hvilke serier, man ser – der har betydning. Det tror jeg, at de har set er nødvendigt for at komme tættere på at kunne løse udfordringen med trivsel.”

Du sagde, at du havde drømt om at arbejde her. Hvordan er det så at være her?

”Det er udfordrende. Men selvom det er et sted, der har sin egen logik og fungerer på en særlig facon, så har det faktisk været overraskende nemt at komme ind i. Og det skyldes også, at der er overraskende højt til loftet. Der er plads til at tænke store tanker, og der er en uformel omgangstone.”

Kommentér
7
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.